Jeg er mand i 30’erne med et stort dilemma. Jeg er far til en pige på 3 år. Jeg elsker hende, men hader livet som far. Det føles som et hamsterhjul af rutiner, stress og ansvar, hvor alt handler om barnet og intet om mig.

Jeg fik børn mest fordi min kæreste ville, og fordi det “var det næste skridt” ifølge familie og venner. Jeg savner mit gamle liv og min frihed. Jeg savner at kunne trække vejret uden konstant at tænke på andres behov. Og jeg føler mig som et dårligt menneske bare ved at skrive det her. Det værste er, at jeg føler, der ikke rigtig er nogen vej ud af det.

Jeg har selv valgt det her liv, men nu føles det som om, døren til mit gamle liv er låst for altid. I morges hørte jeg sangen "Notat - Ingen vej tilbage” i bussen på vej til arbejde, der handler om præcis hvad jeg har gået og følt længe, og spørgsmålet er om jeg godt kan sige sådan noget højt uden at blive hadet for det? Jeg er virkelig påpasselig med det.

Har nogen af jer nogensinde følt noget lignende, men ikke turde snakke med nogle om det?

Hej Det lyder forfærdeligt, det er det også. Jeg var på Hinge og aftalte med ham her at vi skulle mødes, bare for at bolle. Ikke andet. Jeg tog hjem til ham, vi gjorde det og jeg smuttede.

Problemet er så at jeg fik min veninde overtalt til at skulle downloade en dating app, fordi hun kedet sig lidt. Efter et par uger skriver hun at hun nu ses med den her fyr, hun mødte på Hinge. Mega fedt jo! Eller nej.

Jeg møder ham omkring en måned efter sammen med min veninde. Og jeg er i chok. Jeg lader som ingen ting og hilser på ham. Men kan tydeligt mærke at han også godt kan genkende mig.

Det er en super akavet situation, hvad fanden gør jeg?

Jeg (26) har set denne fyr (26) to gange, efter at have matchet med ham på hinge, og det tegner umiddelbart godt. Jeg ved, at han søger noget seriøst ligesom jeg selv gør, og vi har en rimelig god kemi efter to møder. Han er meget åben og nede på jorden, og så driller mig allerede en del på, hvad der føles som en god måde. Vi skriver sammen, men ikke hele tiden. Han er meget flirtende, og han har sagt, at han har fortalt sine venner om mig. Lyder næsten for godt til at være sandt.

Mit spørgsmål er så, som overskriften hentyder, om I mænd synes, at det er attraktivt, når en kvinde inviterer ud eller spørger om der skal laves en ny aftale?

Vi har ikke skrevet sammen siden i går aftes, men jeg vil meget gerne se manden igen, og forestiller mig, at jeg får mest ud af bare at være ærlig og straightforward?

Undskyld stavefejl, da jeg er ordblind

Min eks kæreste og jeg gik fra hinanden for 2 måneder siden. Hun er 20 og begyndt og ses med en ny fyr på 31. Problemet i det hele er, at han er en virkelig skidt fyr, sælger en masse narko, blev stukket ned for 1.5 år siden, bor stadig hjemme hos sine forældre, og drikker/tager stoffer nærmest hver dag. Han behandler sine kærester dårligt, er dem utro og alt sådan noget. (Jeg ved alt det her fra folk som kender ham) hun har set ham i 2 uger nu, Jeg er virkelig bekymret for om der skulle ske hende noget, eller at hun ødelægger sig selv, ved at ses med ham, Hun tror ikke på det jeg siger, fordi hun ikke selv har oplevet det endnu.

Skal jeg bare være ligeglad, eller hvad skal jeg lige gøre i den her situation?

Kære venner.

Jeg har brug for hjælp.

Jeg er uddannet tjener, og har været det i 19 år. Men jeg er ganske enkelt kørt sur i restaurationsbranchen. Siden jeg jeg tidligere på året, stoppede med det har jeg forsøgt mig med lager medarbejder på arla, det var bestemt ikke lykken. Nu er respiratorisk hjælper, hvilket jeg heller ikke er glad for.

Jeger ekstremt hårdt presset økonomisk, så jeg kan selvfølgelig ikke tillade mig at sige op før jeg har fundet noget andet.

Men hvad kan man gøre med kun en gymnasial uddannelse og en tjener. Jeg føler mig fuldstændig på bar bund.

Tak :)

Min kæreste slår mig og forgriber sig på mig, i søvne. I nat, da vi skulle sove, så lagde min kæreste sig ind over mig, holdt mig fast, humpede mig og gramsede på mig, under mit undertøj. Hvilket jeg på ingen måde havde indvilget i. Da jeg forsøgte at sige fra, så baskede han mig væk og sagde fornærmet “du er sur”, vendte sig om og sov videre. Da jeg så begynder at græde, vågner han og spørger hvad der dog sker. Jeg forklarer ham situationen, og han siger at han sov. Så det må have været i søvne, at han beklager og så sov han ellers videre igen. Her til morgen får jeg endnu engang den negligerende og bagatelliserende “undskyldning” som sædvanligt. “Jeg kan ikke gøre for at jeg gør random shit mens jeg sover. Jeg er utroligt ked af at have gjort det. Men jeg kan ikke gøre for det.” Da jeg igen opsøger ham, og beder ham søge lægehjælp, da det kan være Parasomni (fortæller Google mig..), og fordi jeg efterhånden er bange for at sove ved siden af ham, så siger han “Så fordi jeg en enkelt gang rager lidt på dig, i søvne. Så skal jeg søge læge?” Jeg må så minde ham om, at vi nu er oppe på; 2 gange har han nikket mig en skalle 1 gang har han givet mig en knytnæve i øjet 3 gange har han givet mig en albue i hovedet Utallige gange har han klasket mig med sin hånd, sparket mig, taget kvælertag, lagt sig ovenpå mig og nu 2 gange har han forgrebet sig på mig. Er jeg seriøst røvhullet for, at sige fra, selvom det er ting som sker i søvne, som han jo så ikke nødvendigvis kan gøre for, men som er dybt ubehageligt for mig? Da jeg var gravid, måtte vi have et pudefort i mellem os, så han ikke slog mig i maven. Der formåede han jo så alligevel at nikke mig en skalle og give mig en knytnæve i øjet.. Vores barn kan ikke sove i sengen hos os, da jeg er bange for at han ligger sig på baby eller værre. Jeg ved godt, at man ikke kan styre hvad man gør i søvne, og det har jeg forståelse for. Jeg har også accepteret hans undskyldning hver gang. Men nu er jeg ved at være bange for, at sove ved siden af ham, og jeg bliver enormt ked af hans efterfølgende negligerende reaktion.. AITA? 😞

*vi har forsøgt vægtdyner uden held.

Hejsa, Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal starte eller hvordan jeg skal forklare mig.

Sagen er at jeg har en kæreste og en søn. Min søn er 7 måneder. Efter han blev født er min kæreste og jeg blevet ret udfordret i forhold til vores forhold - som så mange andre. Jeg elsker ham meget og han elsker mig.. men!

Jeg føler jeg rammer en mur kommunikationsmæssig - især efter vores søn er født. Vi har gået i par terapi pga. han ikke kunne tåle alkohol og brød min tillid. Det er nogle år siden, og han drikker ikke mere og vi arbejder på tilliden. I par terapi arbejdede vi også med kommunikation, og vi blev gode! Min kæreste forstod ting når det kommer fra en fagperson eller en udenfor… men nu?

Vi har prøvet at lave aftaler. Jeg har prøvet at aftale med ham, hvordan jeg skal gå til ham. Jeg har vitterligt prøvet alle kommunikationsmåder. Jeg føler, holder på egen banehalvdel. Jeg imødekommer det han beder mig om, men vi ender stadig i en diskussion.

Problemet ligger i, at min kæreste tager alt som et angreb. Selv når jeg tilgår ham som han har bedt mig om. Han hører oprigtig ting jeg ikke siger? Min veninde som er her ofte er enig. Hun fortæller også mig hvad jeg gør forkert, men fortæller hun også ofte hører han hører noget jeg aldrig har sagt. Eksempel; ‘Vil du ikke være sød at ligge vasketøj sammen nu her?’ Det hører han som jeg dikterer og siger han SKAL ligge det sammen. Det ender i skænderi.

Jeg kan fortælle hvad han gør rigtigt og så fortælle hvad jeg har brug for. Her hører han at han gør alt forkert.

Han kan fortælle mig, at jeg sviner ham til når vi skændes. Når jeg beder om eksempler siger han jeg kalder ham alt muligt. Dette gør jeg aldrig og er MEGET imod. Når jeg pointerer det siger han at det føler han jeg siger.

Hvordan pokker kan man kommunikere med en der FØLER jeg siger ting jeg ikke gør? Lige gyldig hvordan jeg siger ting så vender han det super negativt?

Jeg føler jeg har prøvet alt! Arbejder endda i et fag hvor kommunikation er nøgle ordet, men intet virker her.

Han gider heller ikke par terapi, men jeg har sagt det kan blive sidste udvej, fordi jeg er så træt af det her. Jeg føler mig anklaget for ting jeg aldrig har sagt og jeg kan bare ikke nå ind til ham. Selv når jeg spørger og tilgår ham som han beder mig om.

Han tager alt som et angreb og han har så enormt mange undskyldninger. ALT jeg siger modsiger han med undskyldninger.

I dag blev han sur over det med vasketøj fordi han havde TÆNKT sig at at gøre ‘halvdelen af det og så slappe af’ og så er han træt af jeg ber ham om ting, for han kan godt selv. Men han gør det ikke af sig selv?

Vi har endda en fin aftale om han ikke behøver lave huslige ting herhjemme når han vågner. Han arbejder nat; og så gør han lidt når han har fri. Imens jeg gør alt muligt i hverdagene mens jeg er på barsel. Alligevel mener han oprigtig vi laver lige meget herhjemme.. 😒 Jeg står også med ansvaret for vores søn i 16 timer inklusiv nat. Han ser hans søn i 3 timer om dagen. Alt andet står jeg for.

Øv når jeg skriver det sådan her, så kan jeg godt høre hvor åndsvagt det hele lyder.. men hvad fanden skal jeg stille op?😩 Det dræner mig så meget.

Hi everyone,

Long story short, as a foreigner I am on visa clock and I am desperate to get a job. I have been in three interviews with this seemingly big company. They have sent me an e-mail today telling me that they want to move forward with me but they need a copy of my passport, a diploma and set of references.

I see that the requests about diploma and references are fair but what about the passport?

I do not even have a job offer, maybe I will not like the conditions (just assuming if I had the luxury). Is this standard for a Danish company? Should I really share my passport?

Thanks

EDIT: jeg tog en graviditetstest i går som desværre var negativ 😣

Hej mine søde med kvinder, Jeg stoppede op mini piller for 2 uger siden. Men i fredags begyndte jeg at få muren og menstruations smerter, tænkte det naturligvis var fordi min menstruation begyndte. Men ingenting er sket, har forsat ondt i nederste del af maven. Her til morgen så slemt at jeg kan mærke smerterne når jeg går. Mit spørgsmål er derfor - er det normalt? Mine br*stvorter er også mega ømme. Altså påvirker mini piller virkelig kroppen så meget (🥲) Jeg vil nødig spilde min læges ressourcer hvis jeg kan læse mig frem til at flere har været igennem det.

God dag 🌈

Jeg søger råd fra jer som var splittet i jeres uddannelsesvalg mellem en universitetsuddannelse og en erhvervsuddannelse.

Jeg færdiggjorde en STX sommer 2024 med et snit på 11,3 og med en plan om at læse molekylær medicin på universitetet efter et par sabbatår. Jeg havde biologi A, matematik A og kemi B, og jeg var dygtig i skolen og brændte især for biologien med fokus på sygdom og sundhed i mennesker.

Jeg ved at en uddannelse i molekylær medicin kan bringe en spændende, sikker og vellønnet karriere med sig. Det var dog først i gymnasiet at jeg fik øjnene op for naturvidenskaben, og det var nok primært grundet meget passionerede og dygtige undervisere. Hvad hvis jeg slet ikke brænder så meget for det på uni?

Jeg har til gengæld elsket at bage og lave mad sidden jeg var barn. Det føles naturligt, sjovt og kreativt at være i et køkken, men jeg har stadigvæk meget at lære. Hver gang jeg ser en bager har jeg lyst til at kigge ind, og jeg er selvfølgelig helt besat af bageprogrammer. Jeg har dog aldrig tilladt mig selv at udforske ideen om rent faktisk at blive konditor. Ikke fordi mine forældre pressede mig, de er meget støttende og ønsker blot at jeg vælger efter interesse. Jeg tror istedet presset kommer indefra og fra samfundet.

Hvis jeg vælger molekylær medicinen kan jeg stadigvæk dyrke lidt af min bagepassion i fritiden, men selvfølgelig aldrig på et plan der ligner at være konditor. Omvendt kan jeg ikke rigtig dykke ned i de bagvedliggende processer ved menneskets sundhed som hobby, hvis jeg vælger konditorfaget.

Mit første sabbatår blev brugt på at rejse og arbejde. Tanken om at skulle læse i fem år er ærlig talt skræmmende og ikke noget jeg har specielt meget lyst til pt. Jeg ved at jeg vil presse mig selv helt afsindigt og bukke under for karakterræset ligesom jeg gjorde i gymnasiet. Men jeg ved også at jeg er god til at fordybe mig og dygtiggøre mig akademisk.

Det føles som om valg er uddannelse er et valg om identitet.

Jer som har været splittet mellem en universitetsuddannelse og erhvervsuddannelse, hvad er jeres tanker? Hvad endte i med at vælge? Fortryder i jeres valg? Var det det værd?

Hej folkens.

Har i nogle gode ideer til hvordan man udvider ens netværk? Jeg vil gerne i fast forhold efter lang tid som single, men jeg har svært ved at finde single kvinder.

Jeg har selvfølgelig forsøgt mig med online, men efter at have prøvet forskellige ting må jeg indse at jeg ikke kan få det til at virke.

Har i andre ideer? Jeg har taget det jeg kunne på mit netværk, men det er primært mænd med nørdede / enemands hobbier. Det giver ikke gode forudsætninger heller. Ellers er det familier, som heller ikke selv kender særligt mange single kvinder.

Jeg er selv en mand i 30'erne, så det med at opsige mit arbejde og tage på højskole / opdage mig selv i Asien er desværre heller ikke en mulighed, selv om det ellers lyder som fede ideer.

Kære Hestenettet, Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal formulere min situation, men jeg prøver alligevel.

Jeg er gravid, ca. 6 uger henne, men venter på at få en abort. Jeg har en tid til forundersøgelse på hospitalet senere på ugen.

Indtil da døjer jeg meget med træthed, kvalme og opkast. Det er særligt hårdt, fordi jeg næsten lige er startet et nyt sted og føler mig meget påvirket af noget, jeg ikke ønsker at gennemføre.

Jeg vil gerne høre, hvor lang tid andre/du har oplevet at skulle vente fra de fandt ud af, at de/du var gravide, og til de/du fik en abort efter at have været ved egen læge.

Edit: Jeg vil gerne understrege, at beslutningen om abort er taget, og jeg frabeder mig råd om at beholde barnet.

Jeg har fået at vide jeg opfylder kriterierne til at få laseroperation gratis igennem det offentlige af min øjenlæge. Jeg overvejer det kraftigt, men der er også ting som måske får mig til blive stående på vippen. Jeg vil derfor høre om der er nogen som har erfaringer med at få operationen i Danmark. Jeg har haft svært ved at finde nogle danskere som udtaler sig om at have fået operationen. Så hvis du er en af dem som er gået igennem det, hvordan var dit forløb, og var dit resultat som du regnede med det ville være? Dette er lidt af en late night post, så jeg ved ikke hvor mange der kommer til at se den, men tak på forhånd for jeres svar hvis der kommer nogen. Ps: jeg vil også gerne høre om erfaringer fra andre laseroperationer som SMILE osv.

Jeg vil gerne begynde at træne lidt hjemme og har kigget på diverse udstyr. Lige nu bruger jeg kropsvægt og det fungerer også fint, men ønsker at lave nogle øvelser som kræver lidt grej. Desværre fylder det meste bare ad helvede til...

Jeg har kigget på sådan en JAAFIT men hvad siger fitness entusiasterne? Ser det lovende ud og vil det være pengene værd for en nybegynder?

Hej friends Vi er i et familiedilemma herhjemme Vi drømmer om at bygge nyt hus, og drømmen fylder rigtig meget. Vi har været i dialog med byggefirma og skulle afvente at priserne på en ny udstykning skulle blive offentliggjort så vi kunne købe en af de grunde. Priserne kom, og var 200 k dyrere end forventet, og vi er derfor blevet afvist i banken grundet for lavt rådighedsbeløb. Dilemmaet er nu, skal vi droppe drømmen helt eller skal vi flytte ti minutters kørsel væk, til et nyt lokalområde hvor grund + hus er 500 k billigere. Lokalområdet er etableret og har både børnehave, skole, indkøb, sport mm. Der er i øvrigt kun 4 minutters længere kørsel til mit arbejde end jeg har nu. Problemet er dog, at vores 12 årige datter får 5,5 km til hendes nuværende skole kontra 600 meter som hun har nu.. Vores 4 årige vil nok bare skulle skifte til børnehaven derude for så at starte på den lokale skole

Hvad siger panelet? Kan vi flytte væk fra datterens skole og fodboldsklub? Kan vi forvente at hun kan/vil cykle 5,5 km til skole, eller skal vi acceptere at “når Vi vil flytte væk, så må vi køre hende”?

Jeg er selv ateist, ikke medlem af folkekirken osv. Jeg tager altid med kirke når jeg bliver inviteret. Det er jo det høflige at gøre.

Nu var jeg så til barnedåb nr 2 indenfor 14 dage. Og sidder blot der med en fornemmelse om det er 2 timer jeg aldrig får tilbage. Og ja, det tog 2 timer. Så da folk gik til nadver gjorde jeg noget jeg aldrig har gjort før. Jeg stak af og stødte i stedet til ved receptionen som var super hyggeligt. Kan man tillade at stikke af fra kirken? Og i øvrigt sige i fremtiden at jeg vil gerne komme til festen men kirken springer jeg over.

Rimelig sikker på det ikke blev bemærket, fik i hvert fald ingen kommentarer.

Er jeg et røvhul?

Ja nu har jeg været flittig læser og kommenteret lidt hist og her og bliver ret trist over at læse alle de ulykkelige historier, så kunde egentlig godt tænke mig at høre fra alle jer der er i det lykkelige / perfekte parforhold / ægteskab.

Så mit spørgsmål er. Hvad er grundet til det er perfekt / lykkeligt??

For jeg er selv i et virkeligt godt ægteskab men det har virkeligt taget tid og har været en hår kamp, men det hele vær.

Jeg ligger her. Har ligget med lukkede øjne, vendt og drejet mig de sidste 4 timer nu. Har forsøgt at falde i søvn siden klokken 21, og der sker bare intet.

Det er som om, at når min krop/hoved ved jeg skal tidligt i seng, fordi jeg skal tidligt op, så vil det ikke lade mig sove. Det ligger bare og kører på fuld skrue, og det er absurd frusterende.

Så hvad plejer I at gøre, hvis I ikke kan sove??? Og virker det for jer???

*læsning virker ikke for mig, som er én af de ting jeg selv har prøvet

Help me out 🥲🥲🥲

Min kone har gjort det endeligt forbi.

Efter er par måneder, hvor jeg prøvede at forstå, er konklusionen blevet, at hun ikke ser mig som en kæreste længere, og ikke kan komme til det igen.

Vi har netop bygget drømmehuset. Har 3 børn under 10 og har været sammen i 13 år.

Hvordan kommer man igennem det her? En ting er at blive forladt af den, man elsker. En anden at skulle finde fodfæste i det kaos, som en skilsmisse er.

Gode råd og erfaringer fra mænd, der har været igennem det, søges.

Lige nu er der hele meget sort :/

Hej alle. Jeg er i start 30’erne og lever et godt liv med min mand, børn og de ting som hører til. Jeg gik på en privat folkeskole til jeg var omkring 13/14 år. Jeg var lidt det sorte får i min klasse, da min baggrund og familie situation ikke var ligesom de andres. Derfor spillede jeg tit smart og havde en facade på, for at beskytte mig selv. På skolen var der en lære, som gjorde nogle ting, som set i bakspejlet, ikke var okay. Det er ikke fordi det er helt grotesk, men hun har fx givet mig noget information, som jeg ikke skulle have modtaget helt alene. Derudover er jeg undrende over hvorfor hun, eller andre fra skolen, ikke har lavet en underretning på mig, da de forhold jeg levede under ikke var okay og som jeg husker det, var det ret tydeligt. Jeg har nu, som voksen, en lyst til at spørge hende hvorfor hun handlede som hun gjorde dengang og hvorfor hun ikke handlede… Der kan jo sagtens være ting jeg ikke ved noget om… Men jeg kan ikke finde ud af om det er for meget, om det er spild af hendes tid og om jeg egentlig bare skulle tage en beslutning og lade det ligge. Hvad tænker i?

Prøver at gøre det så kort som muligt: min kæreste var mig utro med et kys for godt 6 måneder siden. Det skete til en privatfest og de havde været sammen hele aftenen og flirtet lidt frem og tilbage i løbet af aftenen. Kysset var meget kort, og han fortæller at han fortrød det meget bagefter, og tænkte at det ville være bedst jeg ikke vidste noget, da det var hans livs største fejltagelse, og han var meget fuld (han har snakket med hans ven om det, som giver ham dette råd). Vi var ikke det bedste sted i vores forhold på dette tidspunkt, men det er blevet bedre siden, og vi har det meget godt sammen nu. Vi har været sammen i næsten 5 år. Jeg havde en mærkelig fornemmelse omkring ham og pigen, da hun engang imellem skrev til ham, men han svarede koldt tilbage. Han benægtede mange gange at der var sket noget den aften, men indrømmede for 2 uger siden, hvad han havde gjort, og var virkelig ked af det. Mine veninder siger jeg skal gå fra ham, da jeg altid har været meget klar i spyttet om at være utro er en deal-breaker for mig, men det er selvfølgelig meget, meget sværere når man står i det og ikke vil såre ham eller mig selv, nu vi har det så godt… Vil I mene, at et kys er at være utro? Og havde I slået op, selvom han er meget, meget ked af situationen? (Vi er 25 år gamle og bor sammen)

Jeg er en ung Gen Z gut og en dag kedede jeg mig og fandt så gruppen fra reklame og som titlen siger.

Hvis I har datet nogen derfra, eller kender nogen, der har, hvordan har jeres erfaring været?

Er det virkelig muligt at finde kærligheden der, eller er det mest en jungle af folk med baggage, der prøver at finde en genvej til et forhold eller validation, ego boost?

Jeg har været ude af dating scenen længe og er begyndt at ses med en kvinde ret seriøst og er midt 30'erne. Jeg har ingen ide om hvad bryllup, ægteskab, børn osv koster, men jeg har arbejdet meget hårdt de sidste 6-7 år med målet om en dag at kunne leve et godt liv. Dvs. ingen stress over økonomien og min familie har alt hvad de skal bruge. Det er ikke fordi jeg tænker jeg skal leve et luksuriøst liv, da jeg elsker bare tingene er simpelt og nede på jorden. Jeg ved dog fra manglende penge kan føre til uenigheder og andet.

Jeg har et godt arbejde jeg elsker, jeg er selvstændig, +400.000 i opsparing, ingen gæld, bil, rengøring der gør rent hver uge, 4 værelseslejlighed (stue, soveværelse, kontor også ekstra værelser til andet), er det ikke en god start?

Jeg vil meget gerne høre fra folk, som rent faktisk er gift og har været der nogle år eller længere. Jeg er ikke interesseret i negative kommentarer eller trolls, da jeg er ret seriøst med at skabe en god fremtid for min familie.