❤️TAK FOR ALLE JERES SØDE ORD OG TANKER. ER VIRKELIG OVERVÆLDENDE, JEG ER HELT BLÆST BAGOVER AF ALLE JERES SØDE ORD OG FORSLAG. EFTER FLERE SNAKKE MED DIV INSTANSER, ER PLANEN NU. SAMVÆR, OPLEVELSER INDEN FOR BÅDE MIN FYSISKE OG PENGPUNGS GRÆNSER. MINDER SKAL DER VÆRE MASSER AF❤️ SKAL NOK FÅ SVARER JER ALLE, MEN GRÆDER RIGTIG MEGET NÅR JEG HAR ET ØJEBLIK ALENE . Ved ikke helt hvorfor jeg skriver det her, men har bare behov for at dele dette med nogen:( mine børn mistede deres far for 2 år siden i en rigtig grim ulykke. De er idag 4 og 5 år😥Og det har været rigtig hårdt for os allesammen. Jeg har selv døjet en del med min mave, og har netop fået svaret … Jeg har en dødelig leversygdom, der danner blodpropper i leveren, og sygehuset har netop informeret mig om at min lever er rigtig skadet, min nyre også, og at mine udsigter desværre ikke er gode. Vi har INGEN familie. Og står nu helt alene og skal tale med børnene, finde ud af hvad der skal ske den dag jeg ikke er her mere. Forhåbentlig nå en masse ting sammen inden ..Og alt muligt andet jeg slet ikke kan finde hoved og hale i. Har pga manglende netværk fået en kontakt person på sygehuset. Men det gør bare ikke den store forskel. Åååh hvor er det bare hårdt at stå med helt alene. Og vide at jeg inden alt for længe skal forlade mine små kærligheder. Jeg er knust. Tak fordi du læste med. Og ja, er en helt ny konto. Jeg havde bare behov for luft. Undskyld hvis det er mod reglerne :(

Hej alle, jeg er virkelig ved at være frustreret og har brug for at høre, om jeg bare er for hård, eller om jeg har ret i at være træt af min mand lige nu

Vi har en baby på snart 2 måneder, og det føles som om, jeg står med alt ansvaret alene.

eksempler:

Jeg skulle til frisøren og han skulle derfor være alene med barnet. Han tog barnevognen med ud på en lang gåtur på en time, men glemte at tage babyen med. Vores dreng lå og græd alene hjemme i vuggen, da jeg kom hjem. Hans undskyldning var "manglende søvn" og "hans mor ringede, så det distraherede ham".

Han gør ikke rent, medmindre jeg direkte beder ham om det, og når han endelig gør noget, er det vildt sløset – fx vasker han op, men efterlader stadig madrester på panden og tallerkener, så jeg må gøre det om igen. Han nægter at røre ved opvaskesæbe, da det er "ulækkert" og forstyrrer hans sanser.

Han spiller computerspil på både telefon og computer i flere timer hver dag og siger at det er fordi han har ADHD og har brug for at sidde for sig selv i ro og fred. Han sammenligner det med at jeg ammer, for jeg "får jo også lov til bare at sidde ned i flere timer hver dag".

Det er nu snart to måneder siden, vi fik vores dreng, og han kan stadig ikke engang give en ble på ordentligt uden at gøre det til et cirkus. Han sætter dem tit så skævt på, så baby tisser igennem.

Han vil ikke lave noget havearbejde, fordi han siger, han ikke ved, hvordan man gør. Men han vil ikke lade mig slå græs fordi "det er jo en mands opgave".

Min blødning efter fødslen blev værre et par uger efter fødslen, fordi jeg skulle løbe rundt og ordne alt husligt samtidig med, at jeg ammer og passer på baby. Min læge siger jeg skal tage den med ro, ikke løfte tunge ting eller gå for meget rundt, men det er umuligt når jeg er den eneste der tænker på at vaske babytøj, lave mad, vaske op og alt den slags for at hustanden hænger nogenlunde sammen.

Jeg elsker min mand, men lige nu føler jeg mig bare helt alene i det her. Det gør ondt at indrømme, men jeg tør virkelig ikke lade vores søn være alene med ham, specielt efter det med barnevognen.

er det for meget at forvente, at han tager ansvar og hjælper til? Eller er jeg bare for krævende? Hvad gør I andre i lignende situationer?

Ja som overskriften lyder, så har jeg lige opdaget sodavandsflasker med gammel pis i, på min kærestes computer værelse. Han har forsøgt at gemme det for mig, men fandt det helt tilfældigt. Hans gamer-pc og vores fælles opbevaring af ting, er i samme rum. Vi har et toilet, lige nedenunder hvor han spiller computer om aftenen, så det her bunder udelukkende i dovenskab. Jeg har hørt fra hans forældre at han gjorde dette som teenager, men for fanden, manden i trediverne!!!! Og har to børn!!!!

Jeg ved ikke hvad jeg vil med dette indlæg, andet end at jeg er lidt chokeret og lige ville sige det til nogen 🥲

(Denne konto er udelukkende oprettet pga dette indlæg)

Det her er virkelig dagens joke...

Som titlens beskriver, min mor er blevet anmeldt for at nusse en kat.

Min mor blev her til morgen ringet op af sit boligselskab. (Lejekontrakten siger at det hverken er tilladt at have hund eller kat, min mor har ingen af delene). Boligselskabet fortæller, at min mor er blevet anmeldt for at have en sort kat. Min mor forklare at hun selvfølgelig ikke har en kat, men har nusset en kat, der render rundt derude. Boligselskabet siger så at hun ikke må nusse katten... øh, hvad? Samtalen endte med at boligselskabet spurgte om min mor vidste hvem der så havde katten, hvilket hun ikke gør.

Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græder. Det er det mest mærkelige jeg har hørt. Tænk at man kan blive anmeldt for at nusse en kat og så samtidig få af vide, at det må man ikke af boligselskabet. Kan det virkelig passe? Skal hun gå at være bange for at blive smidt ud eller komme i problemer, hvis hun nusser flere katte? Kan et boligselskab virkelig siger, at du ikke må nusse en kat? Hendes naboer derude, er typer som sidder i vinduet og holder øje med ALT. Der er også en FB gruppe, så hvis du ikke sortere affaldet ordentligt, så der chance for du ender der...

(Katten vil meget gerne nusses og er i godt stand, så det er ikke en herreløs kat. Som min mor siger "den får god mad")

Edit: Glemte at tilføje, katten rendte rundt derude inden min mor nussede den. Så det ikke hendes skyld, hvis den kommer igen)

Update!: Min mor kontaktede boligselskabet og har endelig fået svar. De fortæller at en person har set min mor nusse katten meget, samt de har set katten gå ind i min mors have og lejlighed.. Hvilket ikke passer. Min mor har aldrig lukket katten ind og ville heller aldrig gøre det. Min mor prøvede at få det ud af dem, hvem der havde "set det", men det nægtede de at sige. Så nu føler min mor sig overvåget, ved at der går nogle rundt og "holder øje" med hende og pynter på historier. Boligselskabet kommenterede også på hele "du må ikke nusse katten". De fortalte at de selvfølgelig ikke kan stoppe det, men de frarådede at man nussede den, sådan den ikke kom tilbage... Selvom den rendte rundt derude inden min mor nussede den.

Jeg mistede min 17 årige datter for 15 dage siden. Hun blev kørt ned bagfra på cykel af en 35 årig familiefar, der var kommet for langt ud i siden på en lille landevej uden cykelsti. Jeg er sikker på, at han har siddet med hovedet i sin telefon, men det vil politiet hverken be eller afkræfte. Min datter var død da ambulancen nåede frem. Jeg har ikke lyst til at være her mere. Hvordan kan jeg leve videre uden min smukke glade kloge hjælpsomme datter? Hun havde så mange planer for fremtiden og hun lyste et hvert rum op hun gik ind i. Tanken om hendes døde krop og savnet af hende hjemsøger mig som en fysisk smerte, der ikke kan udholdes. Hun var limen i vores familie og hun var en kæmpe gave til sine 3 yngre brødre. Kæmpe spild at så skøn og ressourcestærk sund og rask en ung pige nu ligger under jorden og rådner op. Jeg er desværre nødt til fortsat at være her pga af hendes brødre og min skønne mand, og jeg går også til krisepsykolog. Men det virker omsonst for det får jeg hende jo ikke tilbage af.

Jeg kunne godt tænke mig at høre fra andre, der har lidt et tilsvarende tab. Altså nogen som har mistet et sund og raskt barn, de rent faktisk lærte at kende. Jeg mistede også en datter i 2011, der døde 4 dage efter fødslen pga uopdaget hjertefejl. Og det er IKKE det samme skulle jeg hilse at sige. Vi var selvfølgelig knust tilbage i 2011, men vi nåede ikke at lære hende at kende, og hun var syg og kunne ikke leve om fejlen så havde været opdaget (men så havde vi i det mindste været forberedt). Hvordan får jeg nogensinde en meningsfuld hverdag igen, når livet er så meningsløst?

..og hvor mega teknisk noget så simpelt at lege sammen er endt med at være. Det jo fanme svære at lave en aftale med et barns mor/far end det er for 2 kommunale sagsbehandlere at en et hul i kalenderen, hvor de begge har tid. “Vi har desværre ikke tid” “Måske end anden gang” osv osv. Vi har alle travlt, det er klart. Jeg er såmen ikke sur på forældrene, mere at hele setuppet er så fucking formelt og ufleksibelt. Jeg savner “Kan Bjarne lege?” besvaret med et ja eller nej, uden at der skal 15 mentale mellemledere til overveje om det vil gavne husstandens trivsel.

Kæft jeg glæder mig til min barn bliver stort nok til selv at kunne lave aftaler. Siger jeg nu…

Hej derude!

Jeg kunne skrive en lang roman, men sagen er den at jeg er 28 år gammel og har i mange år levet med en far, som flere gange har talt nedladende om min mor og hendes familie, beskyldt mig for at prioritere min mor, beskyldt mig for ikke at “være der nok for ham (min far)”. Han har flere gange siden jeg var barn, skrevet i afmagt og vrede, at jeg aldrig skulle kontakte ham mere.

Nu har jeg selv stiftet familie og jeg må da indrømme at efter alting, så prioriterer jeg ham næsten ikke længere. Jeg har ikke set ham i et år grundet hans opførelse de sidste mange år.

Jeg vedlægger et billede fra en besked han sendte i går, så I kan se hvad jeg udsættes for.

Hvad havde I gjort i denne situation?

Jeg er træt af, at det er svært at blokere ham helt ud af mit liv. Det er formentligt en form for kontrol, som jeg trods alt godt kan lide at have på situationen. Jeg har slet ikke tillid til ham længere, da hans adfærd er helt af helvedes til, når tingene ikke går hans vej.

Ps. “Den jødiske familie” er min svigerfamilie, som kun har grene til jødedommen.

Hej Reddit 🌸 (K24 her) og jeg har mange veninder på min alder, der begynder at snakke meget om at få børn. Flere af dem romantiserer det rigtig meget – de ser alle de søde outfits, hyggelige cafébesøg med barnevogn, influencers der viser det hele så cute på Instagram, og tænker “ej, hvor dejligt, det vil jeg også have”.

Nogle af dem har endda kun været i forhold i 2-3 måneder, men siger allerede, at de gerne vil have børn nu, fordi “det bare er så hyggeligt”. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er et kæmpe ansvar, som ikke kun er søde babybilleder.

Jeg ved jo godt, at man ikke kan sammenligne et barn med et kæledyr, men jeg har selv hund – og bare dét har vist mig, hvor meget ansvar det egentlig kræver, og at man ikke bare kan gøre, hvad man vil hele tiden. Så jeg forestiller mig, at et barn må være 1000 gange mere krævende og 90% af de her veninder har ikke engang haft ansvaret for en hund bare...

Så mit spørgsmål er: Til jer, der har fået børn – havde I også en periode, hvor I romantiserede tanken meget? Og blev I overraskede over, hvor hårdt det egentlig var i praksis? Selvfølgelig kan man elske sine børn højt, men jeg er nysgerrig på, om nogen af jer også oplevede en form for skuffelse eller tab af sig selv, når virkeligheden ramte.

Jeg håber nogle af jer vil dele jeres erfaringer ❤️

Udledt af en anden tråd bliver jeg simpelthen nød til at spørge, om det bare os herhjemme der er helt off - og vildt gammeldags - når vi ikke tracker hinandens positioner?

Er det sådan helt almindeligt at man kender ens partners præcise position og holder øje med den?... (og børnene, hunden, naboen og kusinen) ... jeg så det som et kæmpe red flag - men åbenbart er det nærmest livsnødvendigt for at kunne planlægge aftensmad og den slags - og har intet med kontrol at gøre?

Så er jeg håbløst gammeldags, fordi jeg ikke tracker min mand (eller nogen andre)? Har folk fat i den lange ende at det er nødvendigt med position for at kunne få en hverdag til at fungere? Eller er det helt væk at tracke hinandens positioner?

Beklager på forhånd at mit opslag er så langt, der var bare flere ting jeg synes var vigtigt at få med.

Min kæreste og jeg står i den situation, at vi bliver ved med at få gaver af hans mor, fra sider som Temu og Shein. Inden nogen nævner det, så ved vi godt at mange varer herhjemme er produceret i Kina, men køber man igennem et firma i Danmark eller EU er der bare nogle flere regulationer og krav ift. produkter og hvad de må indeholde. Køber man som privatperson fra Kina-sider, er det totalt på eget ansvar og man ved ikke om produkterne indeholder høje niveauer af noget skadeligt.

Både min kæreste og jeg har flere gange sagt til hende, at vi ikke ønsker at modtage ting fra temu, Shein eller andre Kina-sider. Vi har forklaret vores mange grunde, og bl.a. sendt et link til Forbrugerrådet tænk, der henviser til hvor skadelige mange af produkterne fra især Temu er.

Når vi er sammen med hans familie, er hans mor flere gange gået ind på temu og vist mig babytøj (jeg er gravid med vores første barn), og kommenteret på hvor sødt tøjet er, og plager mig nærmest om ikke hun godt må købe det til vores barn. Jeg har på en pæn måde forklaret hende at vores barns helbred er vigtigere end nuttet børnetøj fra temu, men det er som om at hun ikke vil forstå det. Hun har også vist mig legetøj derfra som hun synes er sødt, hvor jeg igen har skulle sidde og sige nej og forklare at jeg ikke ønsker vores barn skal sidde og bide i legetøj hvor der med stor sandsynlighed er skadelig kemi i, og som ikke er sikkerhedstestet. Hun siger gang på gang at hun forstår, men bliver ved med at ville vise mig de produkter hun sidder og kigger på derinde, som om at hun prøver på at overbevise mig.

For et par måneder siden købte hun et babytæppe derinde. Hun fortalte os at hun “ikke kunne lade være, fordi det var så sødt”. Hun gav det til os, og blev ved med at modargumentere, da vi sagde at vi ikke ønskede at tage imod det. Hun blev lidt fornærmet, men lovede at “det var sidste gang”, og at nu skulle hun nok stoppe. Tæppet kom hun ned i en pose med vores ting, som vi så først opdagede da vi var kommet hjem…

Vi har sidenhen fået flere gaver, hvor hun har sagt “bare rolig, det er ikke fra temu/Kina” eller “det er fra en dansk hjemmeside”. Vi har stolet på hende og taget imod flere ting, som vi efterfølgende har brugt. Nu har vi et par gange modtaget et par ting, jeg synes var lidt mistænkelige (de havde de typiske temu-labels bagpå pakken, og mine hænder hævede op, blev ildrøde og begyndte at klø da jeg havde rørt ved den ene af tingene.

Jeg har søgt på tingene online, og fundet ud af at det eneste sted identiske produkter kan købes, netop er temu eller Shein. Jeg har derefter undersøgt alle de ting vi har fået, og det tyder desværre på at mindst halvdelen af tingene er fra en af de to sider. Min kæreste har konfronteret hende, og hun siger at nogle af tingene er en “fejl” vi har fået med, selvom tingene jo tydeligvis var købt til os, og at de andre ting altså er købt igennem danske firmaer/butikker. Hun kunne dog ikke fortælle præcis hvor. De nyeste ting hun gav os (de ting som vækkede min mistanke) siger hun at hun har købt på et marked, og at hun altså havde forsikret sig om, at alt var i orden. Hun vælger til sidst at sige, at nu når hun allerede har købt tingene og vi har fået dem, så synes hun at vi skal beholde dem.

Min kæreste har på det seneste fået et par gaver fra sin far, hvor vi nu har fundet ud af, at gaverne i virkeligheden er købt af hans mor, og også er fra temu/Shein… hun var jo snu og sagde til os, at HUN ikke ville give os ting derfra. Jeg føler at hun bevidst har løget og snydt os, min kæreste er også sur men forsvarer hende lidt og siger at hun har ADHD (udiagnoseret) og derfor gør ting uden at tænke og er glemsom. Jeg har selv ADHD og synes det lyder som verdens dårligste undskyldning.

Jeg er jo som sagt gravid, og det er nu gået op for mig at jeg i flere måneder har brugt produkter fra de sider, uden min viden. Jeg har været inde og læse omkring hvad mange produkter fra især temu har vist sig at indeholde, og det er skræmmende læsning som gravid (risiko for fosterskader, kan gå ud over babys udvikling mm.). Det rammer mig nok lidt hårdere da baby har en misdannelse på sin ene nyre, og jeg ikke kan lade være med at tænke på, om mit brug af de produkter på en eller anden måde kan have forårsaget det. Jeg synes det er meget ubehageligt, at have brugt de produkter og troet at alt var i den skønneste orden, for så at opdage det her.

Folk må selvfølgelig helt selv styre om de køber ting fra Kina-sider, men jeg forstår ikke behovet for at skulle snyde nogen der har frabedt sig det, til at tage imod produkter derfra.

Jeg er ked af det og rasende over den her situation, og det gør det nok heller ikke bedre at jeg er hormonel og angst omkring vores ufødte barn. Min kæreste er nået dertil hvor han ikke magter at sige det til hende for 20. gang, nu når hun ikke forstår det alligevel. Jeg hælder til at sige nej til alle gaver fra nu af. Min kæreste synes det lyder voldsomt at sige nej til alle gaver, da gaver er hans mors kærlighedssprog, og der jo også er nogle ting som ikke er købt derfra. Hans forslag er at vi smider Kina-tingene ud når vi får dem, eller giver det retur. Jeg er bare utrolig træt af at skulle gennemtjekke alle gaver vi får, samt mistænkeliggøre hans mor og blive vred gang på gang. For hun er jo ikke ærlig overfor os, når vi spørger hvor tingene er købt. Det er virkelig hårdt at være i.

Nogen der har prøvet noget lignende? Hvordan ville I håndtere den her situation?

Jeg (19k) og bor hjemme hos min mor sammen med min storebror. Jeg tager en HF-uddannelse og har et lille rengøringsjob ved siden af, så jeg har omkring 6.000 kr. om måneden. Min mor har sagt op på sit arbejde, efter en voldelig episode, så hun er sygemeldt lige nu. Derfor er der lidt stramt med penge. Hun har bedt mig om at give hende 2.000 kr. af min månedlige indkomst, indtil hun finder et nyt job, og det vil jeg rigtig gerne, men jeg har et problem med det.

Min storebror, som er 23 år, laver ikke noget. Det har han ikke gjort de sidste tre år – han sidder bare hjemme og spiller PlayStation hele dagen. Og min mor gør ALT for ham. Hun laver mad til ham, vasker hans sengetøj, gør rent for ham, osv. Han er en helt normal, sund og rask mand. Jeg synes, at det er uretfærdigt, at det altid er mig, der skal hjælpe med alt. Jeg hjælper med madlavning, rengøring og forskellige andre ting, mens han bare sidder derhjemme og spiller hele dagen. Jeg har spurgt min mor, om ikke han også skulle hjælpe til med penge og få sig et arbejde, men hun kommer bare med undskyldninger for ham.

Så nu skal jeg give hende 2.000 kr. af min indkomst, mens han bare får lov til at sidde derhjemme uden at lave noget, og han skal ikke betale en krone. Det gør mig virkelig frustreret. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg vil gerne hjælpe min mor, men jeg synes, at det er uretfærdig. Og det er virkelig begyndt at gå mig på. Hvad skal jeg gøre?

Min søn er 4.5 og elsker kjoler. Han har én kjole som han fik i julegave, og den bliver flittigt brugt til børnehave og små familiekomsammener. Det er super fint, alle er søde ved ham og han er glad.

Vi står nu og skal til konfirmation på lørdag hos min søns fætter, og han ønsker at have kjole på. Som forældre er vi ligeglade med hvad han har på til dagligt, hvis det gør ham glad. Dog er vi meget i tvivl om han skal have kjole på til konfirmation. Dels fordi at der kommer mange mennesker som vi ikke kender, hvilket kan medføre kommentarer til ham og dels fordi vi er bange for at han om et år vil være pinligt berørt over billederne.

Så reddit; kan vores søn møde op til konfirmation i kjole som han ønsker, eller skal vi forældre beslutte at han skal have skjorte på?

EDIT: Tak for de mange stærke input – jeg har læst det hele og er virkelig imponeret over niveauet i tråden. Der har været mange gode og konkrete råd, og også nogle mere radikale forslag, som jeg personligt ikke tror gavner i vores situation – men jeg sætter pris på, at folk deler deres perspektiv.

Jeg nævnte “eksemplets magt”, og for nogle har det måske lydt hult. Derfor vil jeg gerne uddybe, hvad det betyder for mig i praksis:

I min virksomhed samarbejder vi med kommunen om at inkludere socialt udsatte – aktuelt 12 personer. Det er ikke billig arbejdskraft. Vi gør en indsats for at udvikle dem og byde dem velkommen i fællesskabet, også privat. De fleste kom med nej-hatten på, men er i dag en del af hverdagen – og af “familien”.

Jeg udlåner også biler til medarbejdere ub i forbindelse med fx konfirmationer og gallafester, og vi er i dialog med kommunen om at overtage driften af den lokale varmestue. Derudover har vi opsat otte hjertestartere i området.

Det er den slags handlinger, jeg håber smitter af på mine børn. Ikke som pral, men som eksempler på, at værdier ikke skal siges – de skal leves.

Tak igen for at byde ind. Jeres svar har sat mange tanker i gang.❤️

————————

Jeg er vokset op med sparsomme midler. Leverpostej på rugbrød, slidte fodboldstøvler og ferie i telt – og en meget klar fornemmelse af, at penge var noget, man skulle tænke sig godt om med. Det lærte mig meget. Det gjorde mig sulten, gav mig drivkraft – og har præget alle de valg, jeg siden har truffet.

I dag ser hverdagen noget anderledes ud. Jeg har haft medvind i min karriere, og pengene tikker ind. Vi bor i et stort hus med egen strand. Der holder luksusbiler i indkørslen. Vi mangler reelt ingenting.

Jeg er enormt taknemmelig – men også bevidst om, at mine børn vokser op i en virkelighed, jeg slet ikke selv kender.

Hvordan lærer man dem jordforbindelse, når de aldrig har kendt andet end første klasse?

De bliver ikke forkælet i blinde. Vi siger nej. De har pligter. Vi taler åbent om arbejde, ansvar og penge – og jeg prøver at lære dem, at succes handler mere om karakter end om bankkonto.

Men jeg kan ikke skjule virkeligheden for dem. Og nu hvor den ældste nærmer sig alderen, hvor SoMe og iscenesættelse fylder mere og mere, begynder tvivlen at gnave: Vil værdierne, vi forsøger at give videre, kunne stå distancen mod den virkelighed, de møder online? Bliver hun én, der vil vise sit liv frem – eller én, der forstår at leve det med taknemmelighed og mådehold?

Jeg tror ikke på kontrol. Jeg tror på tillid, dialog og eksemplets magt. Men nogle gange føles det alligevel som en svær balancegang.

Måske har nogle af jer stået i samme situation – eller har erfaringer på sidelinjen?

Hvordan sikrer man, at ens børn ikke vokser op og tager alt for givet? Hvordan lærer man dem at værdsætte ting, de aldrig har savnet?

Min svigerfamilie består af mine svigerforældre og deres tre børn, deres partnere og universets centrum på 3 år i smækbukser med en dino-bamse under armen.

Og alt kærlighed til ham. Han er fantastisk og han var det familiemedlem jeg brugte længst tid på at finde den perfekte julegave til. Og selvfølgelig må julen gerne være børnenes fest.

Men jeg tænker også at der er en grænse for hvor meget børnefamilien skal fylde.
Eftermiddagens gåtur til kirkegården blev erstattet af barnets første gaveåbning. Fordi alle gaverne kan jo ikke åbnes samtidig, så ville han jo blive overstimuleret. Helt fair. Vi foreslog at forældrene kunne gemme nogen til dagen efter, men nej nej. Nå men.. Aftensmaden skulle serveres kl 17. Så barnet kunne spise med os andre. Svigermor foreslog at barnebarnet kunne spise kl 17, og så kunne vi voksne spise kl 18.30, men det faldt ikke i god jord hos barnets mor. Vi måtte vente med alkohol til barnet sov. Det er ikke en familie, hvor man drikker. Men vin til maden var no go. Julemiddagen var færdig kl 18, fordi barnet ikke må få dessert og ikke kan underholdes længere i en højstol. Vi måtte kun synge to julesange om juletræet, fordi ellers ville barnet kede sig. Så skulle barnet have sine gaver først. Så han kunne komme i seng kl. 20. Putteritualet kræver 2 voksne i en time, så os andre måtte jo så pænt sidde og vente, på at åbne julegaver til forældrene var klar. Svigermor foreslår så at åbne en portvin, og laver kaffe og hælder risalamanden op, så vi voksne kan sidde og hygge lidt og lade julefreden sænke sig. Men det udløste en kæmpe konflikt fordi min svigerinde følte at vi holdt dem udenfor julehyggen. Og var sur over, at vi var startet uden dem. Var det dårlig stil, eller var det fair nok at vi sad og hyggede mens vi ventede på dem?

Gaverne til voksne blev først åbnet fra kl 21 og vi havde en hyggelig aften trods, konflikten som blev løst ved at alle sagde mange gange undskyld for at have startet på desserten uden forældreparet.

Mit tidligere opslag: https://www.reddit.com/r/DKbrevkasse/s/hDTwukv4HE

Tak for de meget validerende kommentarer på mit tidligere opslag, omkring at min svigermor blev ved med at købe gaver til os fra temu og lignende sider, når vi havde frabedt os det, samt at hun var begyndt at lyve for os. Det åbnede mine øjne endnu mere overfor hvor forkert og grænseoverskridende det faktisk var. Jeg har læst alle kommentarer og taget jeres råd og forslag til mig.

Jeg tog en snak med min kæreste. Jeg sagde til ham at jeg ser det som om at der er to muligheder: enten så siger vi nej til ALLE gaver fra hende fremadrettet, ellers så kræver vi at der medfølger en kvittering med det hun køber, så vi ved hvor det er fra. Min kæreste havde svært ved at rumme endnu en træls samtale omkring sin mor, så jeg sagde at så måtte han tænke over det og selv træffe en beslutning, og informere hende om det. Han nåede ikke at beslutte sig for hverken det ene eller det andet, inden der opstod en ny situation.

Den nye situation, tidlig fødselsdagsgave:

Hun har nu givet et gavekort, men sammen med en lille spilledåse i træ. Min første indskydelse var at spilledåsen lignede noget fra temu, jeg siger dog ikke noget i situationen. Hun kigger mig direkte i øjnene og begynder af sig selv at forklare at “bare rolig”, den er købt i en dansk butik, helt specifikt i Løvbjerg, men at det ikke er en fast vare i butikken, men en slags tilbud. Hendes forklaring er lang og detaljeret. Hun har dog ikke en kvittering på at den er købt i Løvbjerg.

Senere på dagen googler jeg spilledåsen, både på dansk og på engelsk, og de eneste helt identiske bokse der dukker op ved min søgning, er fra (you guessed it) temu og Shein

Vi bor langt fra en Løvbjerg butik og har ikke bil på nuværende tidspunkt, så jeg kan ikke lige tage forbi nærmeste Løvbjerg butik og spørge en medarbejder om de for nyligt har haft den vare. Jeg har faktisk aldrig handlet derinde, og kender ikke rigtig noget til butikken. Jeg har dog kigget deres tilbuds-aviser igennem på deres Instagram-side fra de seneste mange uger, og synes ikke jeg har set en eneste vare i deres aviser, der så meget som minder om spilledåsen eller er et produkt i samme “kategori”. Jeg viser min kæreste resultatet af mine søgninger. Han siger at jeg vel ikke kan være sikker på at hun lyver, da nogle danske butikker indkøber produkter der er identiske med dem fra f.eks. Temu, eller at temu jo kunne have kopieret produktet et andet sted fra.

Så nu spørger jeg om jeres hjælp til at vurdere produktet, som jeg har postet i kommentarerne (de to billeder til venstre er den æske hun har købt). Måske jeg endda er heldig der sidder en medarbejder fra Løvbjerg og læser med, der kan be/afkræfte om produktet har været solgt i kæden.

Er det bare mig der ser spøgelser? Tænker I der læser med, at det er sandsynligt at produktet også sælges i Løvbjerg?

Jeg er 99,9 procent sikker på, at hun har løjet mig op i ansigtet uden at trække en mine, og det har jeg det enormt svært med, hvis hun har. Det er jo desværre sådan min tillid til hende er blevet, efter de ting der tidligere er sket. Jeg tænker jo nok automatisk det værste. Men jeg vil rigtig gerne modbevises, for selvom min mavefornemmelse fortæller mig at hun lyver, så frygter jeg jo også at jeg tager fejl og ender med at “straffe” hende for noget, hvor hun i virkeligheden har været ærlig.

Så hvis I tænker det er sandsynligt at produktet rent faktisk er købt i Løvbjerg, så vil jeg rigtig gerne vide det. Men kan det på en eller anden måde bevises at hun har løjet, så ønsker jeg ikke at have noget som helst at gøre med hende mere. Hun bliver blokeret på alt. Jeg ved godt at det måske for nogen lyder voldsomt, men min grænse er virkelig nået.

Det der ikke måtte ske, skete for mig i går. Jeg kom til at køre ind i en anden bil, mens jeg lånte mine forældres ret dyre bil. Heldigvis kom ingen til skade, men det gav en ret stor bule på mine forældres og den stakkels dames bil.

Igennem alle mine kørelektioner, fik jeg kun lært hvad de blinde vinkler var, på siden af bilen. Jeg mindes ikke om, at jeg nogensinde har hørt noget om, at den blinde vinkel på stolpen hvor sidespejlet er, var noget man skulle være særlig opmærksom på. Det var jeg så uheldig at tage konsekvensen af. Jeg tjekkede til højre før jeg kørte ud, men den blinde vinkel var åbenbart så stor, at den kunne gemme en hel bil bag sig, som kørte 60 km/t. Det anede jeg ikke.

Uanset hvad kan jeg ikke løbe fra, at det er 100% min fejl. Og det har jeg lært meget af, på bekostning af den stakkels kvinde som jeg kørte ind i. Jeg kører ellers normalt meget pænere, end de fleste andre som låner den bil.

Heldigvis kørte begge biler fra stedet, men ingen af bilerne ser særlig godt ud længere. En jeg kender siger, at ud fra billederne, er den bil jeg påkørte nok totalskadet, men det ved jeg selvfølgelig ikke endnu.

Egentlig ved jeg ikke hvorfor jeg skriver dette opslag. Det er nok fordi at jeg har det så dårligt over det, at jeg ikke kan sove. Måske er det mest bare for at få det af hjertet, men jeg leder også efter nogle gode råd. Jeg betaler selvfølgelig selvrisikoen, men jeg overvejer om jeg ikke kunne gøre noget mere.

Bør jeg give en stor buket blomster til både mine forældre og hende jeg kørte ind i? Eller noget andet?

Er der nogen der kan hjælpe med at tolke den her SMS korrespondance mellem min datter og hendes SFO ven? Hun er 10 år og han er 13 år gammel.

Jeg er bekymret for hvad "klappe klappe" betyder da vi oplever der er flere drenge fra skolen i aldersgruppen fra 9 til 14 år som har sagt/skrevet til hende før at de vil ligge i seng sammen med hende (!!!!!).

I det her tilfælde siger datteren at hun ikke forstår hvad det betyder, drengen vil ikke selv forklare hvad det er, forældrene fejer det af...

Det eneste jeg ved han hentyder her er til at hun skal sende flere selfies af sig selv (som jeg i øvrigt har snakket med hende om).

Hvis kontekst har betydning, går hun i en lille specialskole hvor hun er den eneste pige (!) og hvor der er meget opmærksomhed på hende fra drengenes side. Vi prøver at klæde hende bedst muligt på, men hun har desværre udfordringer i det sociale samspil og er præget af konkret tænkning, samtidig er hun lidt umoden hvad der angår drenge, pubertet og hormoner.

Hilsen en bekymret mor

Er det for meget at bede om, at min mand også hjælper til om aftenen/natten?

Vi har to dejlige piger på hhv. 2,5 år og 5 uger. Vores store pige vågner meget sjældent om natten, men når hun gør, er det altid mig der tager hende. Jeg er pt. på barsel med vores lille pige, så jeg er jo hjemme hele dagen. Sagen er, at baby, som babyer jo gør, vågner hver 3-4 time og skal have mad. Hun får flaske grundet dårlig ammeetablering. Jeg tager ALLE flasker, hele dagen. Og jeg er ved at gå kold, for jeg sover ikke.

Min mand går ca. i seng, hver dag, omkring kl. 22-23. Og vores datters “sidste” flaske er der omkring. Jeg har så foreslået, om det ikke var en idé at han tog den flaske, så jeg kunne få sovet lidt mere end 2-3 timer i streg. Men det er i hans øjne ikke fair, for han skal jo op på arbejde. Og ja, selfølgelig skal han det.

Men hvornår får jeg en pause? Hvornår får jeg lov til at sove? I weekenderne? Nej, for han skal jo slappe af oven på en lang arbejdsuge. I timerne jeg er alene med ungerne? Nej, for der skal vaskes tøj, laves madplan, gøres rent osv osv.

Hvad kan man helt ærligt forlange, sin man hjælper med til? For undskyldningen er jo altid, at han har haft en hård dag på arbejdet.

Edit: Først og fremmest tak for alle jeres kommentarer, jeg har læst hver og en. 🌸 Vi har talt sammen og han har selv sagt at han selfølgelig vil tage kl. 22-23 flasken, nu hvor han ofte selv er vågen. Og jeg har fået sovet. 👏🏻

Hvad skal jeg gøre?

Jeg er ulykkelig over min situation med min partner og faren til mine børn. Vi har været sammen i 10 år og har tre børn sammen. Forleden fik jeg en medicinsk abort, da vi ikke ønsker flere børn – en fælles beslutning. Dagen efter var min mand på arbejde, mens jeg var alene hjemme med børnene, som var syge. Det var hårdt, men vi kom igennem dagen. Da han kom hjem kl. 18, var aftensmaden næsten færdig. Han satte sig til at spille computer med vores ældste søn, mens jeg gjorde det sidste klar. Vi havde en hyggelig middag og en god snak om hans planer om at skifte job. Børnene var trætte og urolige, så jeg puttede dem alle tre, mens han slappede af efter en lang arbejdsdag.

Jeg var udmattet og faldt i søvn med børnene. Næste morgen vågnede jeg kl. 7 og stod op med dem. Til min overraskelse stod alle tallerkener og madrester stadig fremme fra aftenen før. Jeg følte mig tung og øm efter aborten og var fuldstændig drænet. Jeg vækkede min mand og bad ham om at stå op og hjælpe, fordi børnene var sultne og skændtes. Han nægtede ved ikke at svare mig. Flere gange i løbet af formiddagen forsøgte jeg at få ham op, da jeg selv havde deadlines på arbejdet, men han blev bare liggende. Jeg endte med at ordne hjemmet, lave morgenmad og frokost, mens han sov. Først kl. 12 stod han op – gnaven og vred over, at jeg havde forsøgt at vække ham.

Resten af dagen var stemningen dårlig. Jeg følte mig så skuffet. Måske er jeg ekstra følsom og humørsvingende efter aborten, men jeg kan ikke lade være med at føle mig overset. Jeg har sagt det højt, men hver gang jeg udtrykker mine behov, bliver han provokeret og svarer med “hold din kæft” eller “så læg dig ned og hvil dig.”

Senere på dagen bad jeg ham tage børnene med ud og senere stå for aftensmaden, så jeg kunne arbejde og få lidt ro. Men da aftenen kom, havde han ikke lavet mad – han sad bare med sin telefon på sofaen med headset på. Endnu en gang måtte jeg finde noget frem og bagefter putte børnene.

Da børnene sov, forsøgte jeg at tale med ham om, hvordan jeg havde det, men han nægtede at lytte. Han ignorerede mig og sagde igen, at jeg skulle “skride” og “holde min kæft.” Hver gang vi har en konflikt, reagerer han på denne måde. Det føles så udslettende ikke at blive lyttet til. Jeg har ikke brug for at få ret – jeg har bare brug for at blive hørt. Jeg vil gerne forstå hans side, men han vil aldrig tale om tingene.

Jeg føler, at jeg ikke kan mere. Jeg græder konstant og kan ikke længere holde sammen på mig selv, selv foran børnene. Når han har fri, sover han altid længe, spiller computer til sent og sidder med sin telefon. Han arbejder 20-25 timer om ugen, møder ofte mellem kl. 11-14 og er sent hjemme. Når han har afleveret vores søn i skole, sover han gerne indtil han skal afsted på job. Jeg har et fuldtidsjob, sidder i bestyrelsen i vores andelsforening og samtidig studerer 5-15 timer om ugen ved siden af arbejdet. Derudover står jeg for madplan, indkøb, økonomi, bil, tøjvask, rengøring, børnenes skemaer og institutioner. Han tager sig primært af opvasken.

Jeg føler mig mast. Især efter aborten, hvor mine hormoner er i frit fald, savner jeg bare et varmt kram og noget støtte. Men jeg har ikke råd til at flytte fra ham. Vi bor i et af de dyreste områder i Danmark, og jeg ønsker ikke at rykke mine børn ud af deres institution og skole. På de gode dage er han en fantastisk far – omsorgsfuld og nærværende. Men de dage er blevet sjældne. Han bruger det meste af sin tid på telefonen eller computerspil.

I vinterferien havde jeg planlagt en tur til Sverige med børnene. Jeg stod tidligt op, pakkede madpakker, gjorde alt klar og fik børnene klar. Min mand stod op en halv time før afgang og var sur over, at jeg stressede for at nå færgen. Han var tæt på ikke at tage med, men det lykkedes heldigvis. Vi havde en dejlig dag, men ikke én gang anerkendte han alt det, jeg havde gjort for at få turen til at lykkes. Sådan er det hver gang – de gode oplevelser sker kun, fordi jeg knokler for dem, mens han mest er irriteret over, at jeg “stresser.”

Jeg ved godt, at jeg ikke kan ændre ham. Det er ikke mit mål. Men hvordan kan jeg være i denne situation uden at brænde fuldstændig sammen? Jeg har i 10 år sagt, at jeg synes opgaverne skal fordeles mere lige mellem os. Jeg har sagt, at jeg er presset og nervøs for stresskollaps. Han ejer vores hjem, vi er ikke gift og han har en god støttende familie. Begge mine forældre døde, da jeg var barn og jeg har kæmpet mig til uddannelse og landet et godt job for et år siden, selvom jeg kommer fra en familie på førtidspension og psykisk sygdom. Jeg har ikke familie tilbage, der støtter mig og ingen opsparing.

Jeg føler mig fanget i en drøm om, at det ændrer sig og bliver bedre. Jeg er vokset op i smerte og utryghed og føler mine evner til at undertykke min situation er massiv. Men det hele krakelerer nu. Jeg bliver hele tiden fysisk syg af den ene virus efter den anden. Jeg er så vred, skuffet og ked af det.

Samtidig tænker jeg “kan jeg ikke bare holde min kæft, som han siger”. Hvis jeg lod ham være, ville vi ikke have mange skænderier. Hvis jeg ikke var utilfreds, ville alt være bedre.

Vi har lige købt et nyt hus. Et hus, vi er oprigtigt lykkelige for. Vi føler os hjemme, og vi har glædet os til at starte et nyt kapitel her som familie.

Men så kom min svigerinde forbi "på visit".

Hun er, for at sige det pænt, i forvejen kendt som en vanskelig person. Meget egoistisk, misundelig og med en evne til altid at finde noget negativt hvis hun kan hævde sig selv. Hun kom uden nogen form for velkomstgave eller blomst, og så fulgte der ellers 45 minutter, hvor hun gik fra rum til rum og kritiserede. ALT.

– En liste havde en revne.
– Der kunne samle sig støv oven på et højt skab.
– Haven havde for mange sten.
– “Haven er jo ikke engang sydvendt.”

Alting blev nedgjort og der var ingen nysgerrighed eller almindelig pli. Ingen glæde på vores vegne. Bare 45 minutters negativ energi i fri dressur. Det føltes ikke bare som dårlig opførsel – det føltes som et overgreb på noget, jeg er glad for og stolt af. Jeg har følt mig helt flad og vred siden. Som om hun med fuldt overlæg prøvede at punktere den lykke, vi gik rundt med. Min kone sagde ikke noget. Måske fordi hun ikke ville fodre den negative energi eller fordi hun er konfliktsky.

Men jeg stod der og tænkte: hvordan kan man være sådan et menneske? Hvad får nogen til at bringe så meget smålighed og misundelse med ind i andre menneskers hjem?

Jeg kan bare mærke, at jeg ikke kan ryste det af mig, som jeg måske burde. Jeg har svært ved at tilgive hende det. Og jeg har ærligt talt ikke lyst til at invitere hende igen.

Hej allesammen. Jeg (18 årig mand) sidder her i en svær situation. Mine forældre vil pludseligt en tur til Saudi Arabien i juleferien, så hele vores familie kan udføre umrah. Problemet er bare at jeg ikke er muslim. Det ved de ikke og de får det heller aldrig afvide, da jeg vil blive udelukket af min familie. Jeg prøver derfor at finde gode måder jeg kan undgå at komme med og jeg kom i tanke om at jeg kan prøve at få afvist min visumansøgning med vilje, så jeg ikke kan rejse til Saudi Arabien. Mit spørgsmål er bare hvordan kan jeg gøre sådan min visumansøgning bliver afvist?? Håber der er nogle af jer derude der har nogle gode fif. Mit mentale helbred er allerede dårligt i forvejen og tror sådan en tur som frafalden muslim, der lige så stille prøver at komme ud af det sociale kontrol jeg er opvokset med, vil forværre mit mentale helbred endnu mere. Plus skal jeg også af med 15.000 for den tur og det er simpelthen bare spild for noget jeg ikke gider. Kommer nogen i tanke om et bud på noget andet jeg også kan gøre for at undgå turen må i meget gerne komme med jeres bud.

Tak på forhånd og god weekend.

PS det er skrevet ret hurtigt det her, så undskyld for stavefejl osv osv.

Som overskriften lyder, har vi en dreng på 7, der konstant vil på legeaftale hos et par fra klassen, da disse må spille fortnite. Han må ikke selv herhjemme. Vi har en Playstation, den er væk i løbet af ugen, men de (han og hans brødre) må spille et par timer i weekenden (Lego city, minecraft og et spidermanspil). Vi har ikke iPads og styrer generelt adgangen til elektronik, hvorfor vi oplever en stærk trang til at besøge netop venner uden restriktioner. De har telefoner, iPads og spiller pc/Playstation efter skole, optager videoer til deres YouTube, hvorfor vores dreng, selvfølgelig, finder det spændende. Der er mange punkter hvor de pågældende børns forældre og os, er meget langt fra hinanden. Vi forsøger at sætte legeaftaler op med børn med “samme tilgang” som os, men oplever ikke den store succes. Så mit spørgsmål er, hvad gør man, når der er noget (særligt fortnite) der trækker i ens barn, i en sådan en grad af det næsten styrer hans hverdag? På forhånd tak!

Hejsa reddit Det her en throw away.

Men jeg har brug for jeres syn på om jeg er unfair.

Jeg har en datter fra tidligere, som vi kører 7/7 med. Hun går i skole i en anden by og bliver derfor kørt i skole lige nu. Min mand og jeg har i år fået en baby, hvorfor jeg helt ærligt ikke “magter” pakke en baby ned for at køre hende i skole.

Min mand møder mellem 09.30-10 hver dag, så han skal enten tage baby eller køre hende. Derfor skal han stå op omkring klokken 07 i stedet for 08. Jeg står op med børnene hver dag, og han kan derfor sove til 07.

Men er jeg unfair? Han hader det og har intet problem med at sige højt, at han “hader når hun er her”, fordi han så skal stå op.. men i mit hoved, burde det ikke være et problem, eftersom han også er forælder? Eller er jeg helt forkert på den?

Tror bare jeg er ved at køre træt i, at jeg altid skal være 100% på begge børn, fordi han arbejder. Lige pt. Er jeg på barsel og derefter skal jeg hjemmepasse, men jeg er ved at fortryde, ikke pga. min baby, men fordi min mand opfører sig som om han så har ret til altid at sove længere, blive liggende i sengen, sove midt på dagen når han har fri, ikke tage sig af særlig meget husligt (inklusiv sine egne tallerkener og service), må smide sit tøj hvorend han har lyst og ikke rigtigt rydde op eller gøre rent efter sig selv.

Så, reddit, er jeg unfair og bare en “bitter kælling”?

(Og nej, han var ikke sådan før vi fik en baby.. nok fordi jeg klarede det uden at bede om “hjælp”).

Hej, jeg står i et dilemma jeg ikke ved hvordan jeg skal løse.

For 8 måneder siden stoppede jeg kontakten til mine forældre og søskende. Min mor har haft meget svært ved at acceptere dette og har skrevet mange beskeder til mig og forsøgt at ringe. Min far har også forsøgt at komme i kontakt med mig.

Jeg har set deres beskeder, men aldrig svaret. Og de kan ikke se at jeg har læst dem.

Mine forældre er nu begyndt at dukke uanmeldt op på min private adresse. Hvilket jeg mildest talt synes er meget grænseoverskridende og ubehageligt.

Hvad gør jeg?

Edit 1: Jeg vil gerne sige tusinde tak for alle råd og links. Jeg læser alle kommentarer og er så glad for at i vil bruge jeres tid på at hjælpe.

Jeg vil prøve at skrive en besked til dem og pensle ud, en gang for alle, hvorfor jeg ikke ønsker kontakt med dem. Min frygt her er at de er ligeglade med beskeden og fortsætter som de gør. Men det er forsøget værd. Hvis de fortsætter, så tager jeg den derfra.

Der er nogle af jer der undrer sig over hvorfor jeg ikke har kontakt til dem. Jeg vil ikke gå i for mange detaljer. Men jeg kan fortælle at de kommer fra en anden kultur, hvor kvinde (dvs sådan en som mig) bliver behandlet meget anderledes end mændende gør. Jeg har to brødre. Mine forældre har forsøgt at kontrollere mig og har kritiseret mange af mine interreserer og venner/veninder, fordi de ikke synes de passede til en mig, en kvinde. Hvorimod mine brødre kunne gøre som de ville. Det hele faldt sammen da jeg fik en dansk kæreste (min nuværende kæreste). De var alle sure på mig og sagde meget grimme ting til mig og nogle dage blev jeg bare helt ignoreret. Engang kl 6 om morgen kom min mor ind på mit værelse og kastede sine mange pille-pakker i hovedet på mig og råbte “jeg tager dem her pga dig”. Jeg skulle møde på arbejde kl 7. Hun har gjord mange ting som det her. Og min far er ikke bedre. Og her skal jeg nævne at begge mine brødre har haft danske kæreste og har lige nu (nye) danske kærester. Og der er ingen der sagde noget til det. Og ja, min brødre viste heller ingen støtte. Tværtimod truede min storbror mig, for at presse mig til ikke at ses med min kæreste.

Jeg håber det måske kan opklare lidt at min side af sagen. Hvorfor jeg føler mig meget intimideret af min forældre og hvorfor jeg ikke tror et brev ville hjælpe. De har aldrig respekteret mig eller mine ønsker. Hvorfor skulle de gøre det nu? Men jeg vil stadig give et forsøg med det. Så endnu engang tusinde tak for alle jeres råd.

Edit 2: Kære alle, jeg vil bare sige af hjertet tak for alle jeres råd og støttende kommentarer. Også tusinde tak til jer der deler ud af jeres egne oplevelser. Jeg læser hver besked og tager det hele til mig. Tak tak tak❤️

Jeg har ingen børn.
Jeg havde egentligt ikke planer om at få børn.
Et nyligt brud fik mig til at tænke... eller, det fik andre til at tænke på mig. 'Du skal nok finde en ny', 'Du kan sagtens nå at få børn'. You get the picture.

En sagde så 'man skal jo have nogle børn, så man ikke bliver alene når man bliver gammel'.
Det synes jeg måske var en kende egoistisk. Er jeg galt på den?

I min optik, bør man få børn fordi man synes det kunne være fedt, at lave en bedre version af sig selv. Ideelt set laver man den version ved at krydre den med et andet godt menneske. Og så bruger man en helvedes masse tid på at forme versionen. En bonus er da, hvis de også kan holde til at besøge en når man bliver gammel.

Jeg anerkender, at det er en smule karikeret.

Men - har I fået børn, for ikke at blive ensomme gamle?