Jeg er en 23 årig mand, og jeg har lige fået diagnosen skjoldbruskkirtelkræft.

Lægerne har tilbudt og fortalt om en masse muligheder der kunne være effektive, og ville lede til et langt liv efter kræft, da jeg i realiteten er ung og rask, og kan tåle behandlingen. Kemo og operation skulle efter sigende give mig bedste mulighed for at komme helskindet igennem det her.

Mit problem med det hele er dog bare, at jeg ikke har lyst til behandling. Det er meget kontroversielt det her, men jeg ønsker ikke behandling, da jeg ser det her som en god mulighed for at kunne gå ud af verdenen på mine egne præmisser.

Efter min egen mening har jeg levet hvad der føles som et langt liv. Jeg har hver evig eneste dag kæmpet med mén fra mentale helbredsproblemer, og jeg er gået igennem alle de traditionelle og mindre traditionelle ruter for at få hjælp på den front, men nu er jeg bare træt.
Jeg har været indlagt på psykiatrisk afdeling en del gange, fordi jeg har været selvmordstruet, men det er ved at være noget tid siden. Nu, dog, føler jeg at dette er en rigtig god mulighed for mig at udøve mit ønske om ikke at være her længere, da jeg er blevet dødeligt syg.
Min familie har allerede været igennem en del med mig, i den forstand at mine mentale kvaler har gået dem meget på, og stadig går dem meget på. Jeg ville ikke sige at de har været den største støtte, men mit mentale ildebefindende er tydeligvis noget der går dem på, og gør dem kede af det.
Situationen har gjort mig overbevist om, at det ville gøre det nemmere for dem af have med at gøre, at jeg var fysisk syg, og at en sygdom tog mig, frem for at jeg "tog mig selv ud a billedet".
Det føles utroligt befriende at vide at mine dage er begrænsede, og at jeg ikke skal kæmpe videre til jeg er gammel og grå, og jeg kan slet ikke lægge skjul på at det her udelukkende har været gode nyheder fra mit perspektiv.

Hvis jeg selv skulle vælge, vil jeg gerne fortsætte med min hverdag på mit nuværende studie indtil jeg bliver for syg til dette. Efter det, ville jeg gerne gå hjemme og udøve mine hobbyer indtil jeg også bliver for syg til det, og skal have seng på hospice.

Jeg har endnu ikke fortalt nogen som helst om mine ønsker, ikke engang min læge, men jeg skal jo tydeligvis ud med det på et tidspunkt, nok snarere end senere.

Hvordan kan jeg italesætte det med min behandlende læge? Hvordan skal jeg overhovedet starte med at fortælle det til venner og familie? Behøver jeg egentlig det, eller er det i orden at lyve, og fortælle dem at min kræft er uhelbredelig?

Hilsen en mand med nyfunden uafhængighed.

Jeg har lige opdaget 3 positive meget svage tests. Jeg tager lavdosis minipiller og tager dem hver dag SHARP på samme tid. Jeg er fuldkommen knust 😭

Jeg vil IKKE have det barn. Jeg kan ikke rumme et barn mere. Jeg ved hvad jeg skal til at putte min krop igennem.

Vi har haft samleje 1 gang i denne måned for 10 dage siden. 1 fucking gang, og så sker det her 😭😭😭😭

Kan jeg få en kirurgisk så tidligt? Ville være omkring 3-4 uger henne nu her. Jeg tør ikke tage den medicinske, jeg kan ikke gå igennem det. Jeg vil bare gerne sove det væk. Bliver der på nogen måder lyttet til mit ønske, selvom jeg ikke har taget en provokeret abort før? 😭

Edit: jeg har fået en lægetid i morgen, og så må jeg tage den der fra.

Til jer der er kommet med konstruktive, varme og informative svar - tusind tak til jer ❤️

Og folk der mener jeg “myrder et barn”, det rør mig ikke. I giver mig ikke dårlig samvittighed. Det er en klump celler - der er ikke engang snerten af et hjerte blink på det her tidspunkt. Jeg giver det ikke mere opmærksomhed nu, for jeg tror bare I higer efter den negative opmærksomhed.

Hej. Jeg behøver ikke nødvendigvis råd, men det som om det nemmere for mig at snakke om hvordan jeg har det for fremmede på internettet, end mine tætteste.

Min mor gik bort i Januar. Hun blev kun 57. Hun fik kræft diagnosen tilbage i November og blev erklæret terminal mellem jul og nytår. Det hele gik bare så hurtigt. Jeg(24) er enebarn og mistede min far tilbage i 2021 så jeg står for alvor alene tilbage. Jeg har en kæreste og rigtig skøn svigerfamilie, men jeg tager mig selv i at være skuffet og faktisk også misundelig. Misundelig over de har hinanden stadigvæk. De indrager mig og jeg føler mig bestemt også som en del af familien, men min underbevidsthed eller hvad man kan beskrive det som anerkender det bare ikke.

Jeg er rastløs. Jeg startede på mit nye studie tilbage i februar som har givet mig en masse glæde og gå på mod. Selvom ugen er lang når man går i skole og terper, så hader jeg faktisk weekend. Weekend er her hvor jeg for alvor er efterladt til mig selv og står for min egen underholdning. Og jeg er så rastløs. Min kæreste kommer med forslag, men jeg gider faktisk ikke nogen af dem. Der er kun en ting jeg vil, og det er at være sammen med min mor. Jeg savner hende så meget.

Tak fordi i måske har læst hvad jeg skrev, jeg ved ikke hvad råd jeg håber på at få eller egentlig har brug for. Jeg tror måske bare jeg har brug for nogen har ondt af mig. Egoistisk sagt, men ja..

Kære Brevkasse. Beklager min usædvanlige titel. Faktum er, at jeg er en ung kvinde i 20’erne. Jeg tager mig godt af mig selv og er feminin og sensuel. Jeg er single og nyder at date, og i den forbindelse nyder jeg også god sex.

MEN. Nu mit problem. Jeg har det seneste år haft en række helbredsproblemer, der har gjort, at jeg har fået hæmorider (2 styks). De er ikke enorme. Måske på størrelse med en lille ært. De er dog “eksterne”, altså sidder de uden på og er synlige. Det er meget nyt for mig, og jeg har ikke haft det før. Derfor meget skam og flovhed over det.

Problemet er, at jeg flover mig helt vildt over, at de er synlige under sex. Inden i kommer efter mig: Jeg ved godt, at det er helt normalt. Min læge fortæller, at hun alene ser 2-3 patienter om dagen med hæmorider. Så jeg ved, at det er meget normalt. MEN. Kære mænd. Hvad tænker I helt ærligt, hvis/når I ser sådan nogle på en kvinde? Det er som om, at det er endnu mere pinligt, at jeg udover det ser godt ud og er sexet. De ødelægger ligesom min vibe og fanger mig “off guard”. Er det så usexet, som jeg forestiller mig? Eller overtænker jeg det helt vildt? Forestil jer at tage en kvinde bagfra og så … er der ligesom bare to små… I ved nok. I må meget gerne være helt ærlige med mig.

Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere tøvende omkring dating og sex efter de er kommet til. Hvilket jo er ærgerligt

UPDATE Først og fremmest tak til jer alle sammen. Både jer der gav lange detaljerede svar som gjorde mig meget klogere, og jer som gav korte svar. Også tak til jer, som har stukket til mig og spurgt om jeg er både dum og blind - både i forhold til det jeg har fundet herhjemme og i forhold til vores forhold. Vi har kendt hinanden perifært i vennegruppen nogle år men jeg er da fuldt ud klar over at man normalt lige bor sammen lidt længere inden man bliver gift. Jeg vil ikke argumentere for det fornuftige i det, blot sige, at forelskelse og manipulation er stærke kræfter. Vi gør allesammen det bedste vi kan i ønsket om et lykkeligt liv. Jeg håbede og troede jeg gjorde det bedste for mig selv. Men jeg synes det er helt fair at I sætter spørgsmålstegn ved det og det er også godt for mig at læse.

Jeg ville allerhelst finde endnu et bevis - fordi jeg ved at der er 100% lukket for dialog fra hans side uden det. Hvis der ikke opstår en ny situation inden for et par uger vil jeg dog tage det op med ham alligevel.

Mange skriver jeg skal hjælpe og støtte ham - men der er vel også en grænse. Så det kommer an på om han kan åbne op... Især når man er blevet løjet for og blevet skudt i skoene at man overtænker og er irrationel. Det er faktisk den del af det, der er det værste her. Igen, tak!

Er min mand på coke? Jeg har været gift med min mand i 6 måneder. Vi har været sammen i 1.5 år. Han har sagt at han tidligere har haft en periode med coke men det var måske 10 gange og han stoppede 3 år inden vi mødtes. Jeg har aldrig selv købt stoffer så er ikke sikker. Der er dog et par alarmklokker som ringer. - opkald på hans telefon fra en kontakt som hedder "deal" som han ignorerer - sms fra "deal" - generelt skjuler sin tlf, vender skærm nedaf. - siger han går ned i netto men jeg kigger tilfældigvis ud af vinduet og ser ham i bilen - engang da vi havde location sharing på, har han holdt flere gange ved en hæveautomat (vi deler ikke lokation længere). Har aldrig set ham betale med kontanter. Men er google maps præcis? - jeg fandt en lille zip lock pose på badeværelsesgulvet som var klippet op i det ene hjørne. Han sagde han ikke anede hvad det var. - jeg fandt en pose coke og et gammelt dankort og han sagde det var fra dengang... altså 3 år gammelt. - jeg fandt et stykke toiletpapir i hans skjortelomme imens vi lå og puttede. Han sagde det var en snotklud der var blevet vasket med men den havde helt klare klippede takker. Altså et nyt stykke papir. Hvem fanden har et lille udklippet stykke toiletpapir i skjortelommen? Han sagde han ikke aner hvad det er.

Da jeg fandt coke posen blev jeg vred og spurgte om han bruger. Han gik totalt i forsvar og sagde jeg gør ham ked af det med min mistanke. Er bange for at være uretfærdig her. Og så er jeg selvfølgelig forelsket og nygift og håber inderligt på at alt er ok. Har vi nogen med coke erfaring som har nogle tanker om dette?

Jeg er nået til det punkt i mit liv, hvor jeg ikke føler, at jeg kan rette op på det. Jeg har været ekstrem ensom og depressiv i det meste af de 25 år at mit fulde liv. Jeg er over halvvejs igennem mine tyvere og føler slet ikke, at jeg har opnået noget af det, alle andre går og har. Alt fra venner og forhold til at få sig en god uddannelse.

Jeg har prøvet at søge hjælp, både hos psykolog, kompetencentre og støttegrupper. Men jeg føler ikke, at noget af det har hjulpet.

I støttegrupper indså jeg blot, hvor langt bagud jeg var ift. alle andre. Mens deres problemer var kæreste- og vennerforhold, sad jeg bare tilbage og turde ikke være ærlig omkring, hvor bagud i livet jeg var. Hvis de føler sig fortabt, så aner jeg ikke, hvad jer er. Ingen mængde af terapi eller psykisk hjælp kan få mig tio at komme forbi det faktum, at jeg har spildt mit liv og har fejlet. Og det kan jeg ikke tilgive mig selv for.

Folk påstår også, at det kun kan blive bedre. Sådan som det står til for mig nu, har jeg ingen venner og mit hår, som er begyndt at falde af, har transformeret mit ansigt fra at være en ok 6-7/10 til en 3-4/10.

Så jeg aner ærlig talt ikke, hvad jeg skal gøre. Lige nu føles det bare som cope eller rope, og de eneste personer jeg kan tænke på, er hvor kede af mine forældre vil blive, når de hører, at jeg ikke er her mere. Denne her post et kald på hjælp om, hvad jeg dog skal gøre. For jeg har så svært ved at se, hvordan det kan blive bedre

throw away konto - sorry ...

Jeg tisser i sengen. Næsten hver nat. Jeg er en fyr på 17 år.
Har prøvet ALT. Fucking (undskyld sproget) alt.

Lægen har givet op, psykologen siger jeg er i fin stand. Jeg har prøvet ikke at drikke i mange timer op til jeg skal sove. Prøvet at drikke en masse. Ble, lagner. Klokker og alarmer, hormoner. ALT.

Jeg er så ekstremt ked af det hele tiden. Det ødelægger min hverdag, det er pinligt, jeg kan ikke sove ude jeg kan nærmest ikke have et liv andet end derhjemme.

Kender ingen andre med samme problem og det er jo heller ikke noget man skilter med.

Er jeg alene? Har I ideer?

Hej Brevkasse, jeg (26mtf) kan snart ikke mere, og ved ikke hvor jeg skal søge hjælp.

Jeg har ingen diagnose, men er nok deprimeret. Af lidt forskellige grunde tror jeg. F.eks. fordi hver eneste dag er mine sociale medier fyldt med debatter og diskussioner om jeg som trans person skal have rettigheder. Nok fordi algoritmen viser mig mere og mere af det, fordi jeg ikke kan lade være med at læse alt det lort. Selv alle de kommentarer fra folk der siger onde ting. Folk ved ikke at jeg er trans medmindre jeg siger det til dem, men alligevel når jeg går rundt, kan jeg ikke lade være med at tænke, hende der ville hade mig hvis hun vidste det. Ham der ville ikke smile til mig, hvis han vidste det. En anden grund er f.eks. at jeg sååå gerne vil have operationen "dernede," men det er mega dyrt og jeg har slet ikke råd.

Jeg har ingen familie. Mine forældre blev skilt lige efter jeg blev født, og de har begge været fraværende, den ene fysisk og den anden mentalt. Min far har jeg ikke haft kontakt til siden han på mere eller mindre vis udtrykte at jeg var en freak, da jeg som 11/12-årig begyndte at udtrykke at jeg gerne ville være en kvinde. Min mor har været der fysisk, men alligevel - jeg tror at hvis jeg spurgte hende, ville hun ikke kunne navnet på en eneste ven jeg har haft gennem årene. Eller f.eks. titlen på én eneste film jeg kan li. Hun kender mig ikke. Bebrejder hende ikke eller noget, jeg tror hun gjorde sit bedste, men snakker efterhånden ikke med hende så ofte. Så ja, har ingen familie at snakke med.

Jeg har prøvet at snakke med psykolog, men når jeg endelig er kommet til en, frakobler de ligeså snart jeg fortæller at jeg er trans. "Nåh, du er trans? Så tror jeg altså ikke at jeg kan hjælpe dig, jeg er ikke uddannet indenfor det felt." De eneste der er uddannede indenfor det er i center for kønsidentitet, hvor jeg får min hormonbehandling, men de tilbyder ikke sådan fortsættende psykolog samtaler. De er der bare for at vurdere om man er trans eller ej, ikke for at behandle depression.

Dengang jeg startede på studie var jeg flyttet til en ny by hvor ingen kendte mig, og min intention var aldrig at fortælle nogen at jeg er trans, og bare eksistere der som en kvinde. Det gik fint indtil jeg i slutningen af 2. semester, til en fest hvor jeg var mega fuld, kom til at sige det til et par stykker mens vi havde en dyb snak. Næste uge vidste alle det, og med det samme følte jeg at jeg blev lidt "othered." Som om jeg ikke rigtig var en del af pigegruppen længere. Og mændene på holdet begyndte at se på mig lidt mærkeligt og tog ret stor afstand fra mig til efterfølgende fester.

Og når det kommer til de mænd, er det selvsagt at de fleste mænd ikke er interesseret i trans kvinder, og det har jeg fuld forståelse for. Men på samme tid kan jeg da godt indrømme at det gjorde ret ondt, at de gik fra at flirte med mig, til pludselig at se på mig som om jeg var verdens største freakshow.

Ud af de få mænd som er interesseret i trans kvinder, har jeg kun haft ét seriøst forhold, som varede i lidt over 2 år. Han slog mig og jeg blev alligevel med ham, tildels fordi jeg var dum og forelsket, men nok primært fordi jeg tænkte "jeg er trans og skal bare være glad for en mand overhovedet vil mig." Det var først da han slog mig foran sine venner, at jeg slog op med ham.

Har prøvet at opsøge "queer" fællesskaber, men jeg føler mig overhovedet ikke queer, eller som en person der hører til der. Sidst jeg prøvede blev jeg halv-aggressivt flirtet med af nogle af de andre trans kvinder der var der, på en måde jeg syntes var lidt ubehageligt. Har så meget respekt for at mange i queer miljøet gerne vil have fem kærester af hvert køn, men jeg vil altså kun have ét forhold med én mand. Desuden blev jeg haglet ned da jeg fortalte at jeg kun ville være sammen med en trans mand hvis han havde en penis, og hvis man ikke kunne se at han var trans. Hvilket jeg føler er en fair nok holdning at have, når jeg selv er forståelig overfor at de fleste mænd ikke vil være sammen med en trans kvinde, og endnu færre vil være sammen med en trans kvinde med en penis?? Men ja, følte bare slet ikke jeg passede ind.

Jeg har et par tætte venner jeg snakker med om det hele engang i mellem, men samtidig har jeg meget svært ved at fortælle dem hvordan jeg egentlig har det. Jeg siger bare at sådan og sådan er sket, men jeg har det helt fint. Min tætteste veninde fortalte mig fornyeligt, at en hun kender forsøgte at begå selvmord, og om hvor chokerende det havde været da der ikke var nogen tegn på, at hun kunne finde på det. Og jeg havde bare lyst til at sige, "jeg synes du skal vide at jeg også er tæt på til tider. Jeg synes du skal vide at jeg har prøvet at hænge et reb fra bjælken i min lejlighed, og testet om rebet ville kunne bære min kropsvægt. Jeg synes du skal vide at på de dårlige dage, sidder jeg og stirrer på den bjælke i timevis, og overvejer mine muligheder." Men jeg kunne ikke.

For at gøre det hele værre, er jeg begyndt at tage coke hver gang jeg er i byen, fordi når jeg tager det, forsvinder alle mine bekymringer og dårlige tanker. Føler mig så dum over det, når jeg skriver det her nu.

Jeg ved ik rigtig hvor jeg vil hen med det her skriv, og beklager hvis det bare blev en masse rodet trauma dumping. Tror måske bare jeg har brug for at få det ud i verden, og måske høre fra nogle mennesker. Tusind tak hvis du læste det hele

Edit: Er lidt ked af at store dele af den her tråd er blevet en debat om køn, kromosomer, biologi, sport og kirugi, for det er jo lige netop det jeg skriver - at man bliver så træt over at se ens eksistens konstant debatteret. Dog vil jeg sige tusind tusind tak for de rigtig mange gode råd, samt søde kommentarer og beskeder, jeg har fået. Det har alt sammen betydet virkelig meget, mere end I tror🫶 🫶

Jeg er en 23 året kvinde med ptsd efter vold, psykisk vold og seksuelle overgreb. På baggrund af det går jeg hjemme og skal afprøves i et fleksjob, men jeg frygter at folk ser mig som en samfunds taber da jeg få uddannelseshjælp/kontanthjælp. Jeg føler at mit liv er gået i stå, jeg er jaloux på mine søskende som tager en uddannelse og er i job.

Det sværere er at være ung og i den alder hvor de fleste tager en uddannelse, når jeg møder familiemedlemmer og gamle venner bliver der spurgt nåh hvad er du så i gang med.

Er jeg forkert på den, jeg ville alt det som de andre har og kan

Hej igen,

Oprindelig opslag: https://www.reddit.com/r/DKbrevkasse/comments/1ijp2a2/tisser_i_sengen/

Det er mig m17 der tisser i sengen med en update og en tak for hjælpen!
Undskyld jeg ikke har svaret undervejs i tråden. Responsen blev for overvældende  og det gik alt for stærkt og jeg ville stadig skrive hvis jeg skulle svare alt og alle. Tak til jer der har skrevet privat også.
Jeg havde også brug for at tænke.

Jeg viste mit opslag og jeres svar til min far. Tænkte at det var det nemmeste for min mor er sådan lidt for mor-agtigt til det her emne synes jeg. Hun er lidt sådan at det blot skal gemmes væk og så taler vi ikke mere om det.

Jeg troede det var nemt bare at række min far computeren, men jeg endte med at stå og virkelig bare stortude midt i stuen så min lillebror kom rendende og spurgte hvad fanden der skete. Min bror havde faktisk set og læst hele opslaget og tænkt på mig og om det ikke var mig der skrev det, men han turde ikke spørge. Det var virkelig svært at åbne op omkring.

Jeg har prøvet Minirin, hormoner, hypnose, akupunktur og sågar en fysioterapeut og selvfølgelig også egen læge og kliknikken på Rigshospitalet og psykolog og jeg er blevet udredt for div psykiske lidelser. Der er ikke noget jeg umiddelbart synes at være angst for. Jeg er ikke deprimeret. Der er ikke noget der går mig på og vi kan simpelthen ikke se at det er psykologisk betinget. Det ville være fedt hvis defekten var ligeså åbenlys som en brækket arm.

Jeg VIL simpelthen have et liv. Jeg vil kunne gå i skole, dyrke sport flere gange om ugen og kunne spise og drikke normalt. "Alle andre" kan og jeg vil også. Det er også hvad psykologen anbefaler så jeg ikke ender med at melde fra til endnu mere og lukke mig inde, for så risikerer det at blive en ond spiral.
Vi har læst samtlige kommentarer og skrevet alle forslag ned og skrevet noter på med hvad vi har prøvet selv og hvornår og så prøver vi det meste af igen.

Der var en der skrev et meget langt svar og beskrev i detaljer hvad han gjorde da han var på min alder.
Vi har fuldt rådet og købt nogle store plastiklager og et par tynde rullemadrasser og jeg har lavet en ny rutine så er meget hurtigere tilbage tilat sove hvis jeg vågner af det, men jeg formår faktisk at sove ret godt fordi rullemadrassen er der.

Det er stadig noget pi men det er gået fra klamt til overskueligt og meget nemmere at håndtere. Min far (klog som han hævder at være) siger jeg skal skrive at man nogen gange ikke ser løsningen eller den bedre ide selvom den burde være åbenlys, så tak til u/Effective-Owl-3893 for at se det for mig. Virkelig virkelig tak! Virkelig!

Tak Reddit!

Jeg er en 26 årig kvinde med for meget på sidebenene. Jeg er dog igang med vægttab og har indtil videre tabt 40kg. Jeg tog på i vægt, da jeg som 18 årig måtte stoppe min karriere indenfor ridefaget.

Jeg var, fra jeg var 4 år - 18 år, rytter. Jeg styrketrænede, red 6 gange om ugen og var i en sindssygt god form. For 8 år siden, da jeg som 18 årig havde været ude at ride, skete der noget med min ryg. Jeg bukker mig ned og får et smæld i ryggen, hvor jeg ikke kan rette mig op - og er derfor fanget i 90° stilling i 6 dage. Jeg kan heller ikke gå. Da det går over er jeg øm, men jeg tænker ikke videre over det. Et år senere sker det igen og jeg er igen sengeliggende og jeg kan huske at jeg tisser i bukserne.

Fast forward 5 år. Jeg er på dette tidspunkt 24 år gammel og har året forinden haft endnu en episode, hvor jeg var sengeliggende i en uge. Jeg får dog, som 24 årig, endnu et smæld, ud af det blå. Jeg tisser igen i bukserne og får akuttid hos en læge, der straks sender mig til akutmodtagelsen, da jeg knapt kan gå. På akutmodtagelsen scanner de min blære og kan intet finde. Jeg får ikke mere at vide, da de har for travlt, og jeg tager hjem. Jeg kan efter et par dage gå igen, men har stadig smerter efter at have siddet/ligget og kan ikke bukke mig og har svært ved at løfte ting. Jeg starter hos en kiropraktor og kommer der 7 gange, uden at der sker bedring. Jeg styrketrænede, men fik kun mere ondt. Jeg føler mig på dette tidspunkt så nede over min lænd.

(Smerterne efter at have ligget/siddet og smerterne når jeg bukker mig/løfter ting er der hver dag)

Jeg får som 25 årig endnu en episode. Jeg tisser igen i bukserne og er bundet til sengen et par dage. Jeg er på dette tidspunkt virkelig træt af at have så ondt altid, men lægen kunne intet finde og akutmodtagelsen mente ikke at det var alvorligt, så jeg følte ikke at jeg kunne gøre mere.

Nu er jeg 26 og kan mærke at min lænd/ryg trækker op til endnu en episode. Jeg har mere ondt end normalt og jeg tisser lidt i bukserne, når der kommer jag.

Jeg fik så en tid hos lægen i sidste uge. Jeg tog derop og hun læste min journal. “Jeg kan se, at du har haft episoder med store smerter, fanget i en 90° stilling?” siger hun. “Ja,” siger jeg, “men det startede da jeg var i topform, så det er altså ikke på grund af min vægt.” Jeg følte det vigtigt at sige, at jeg simpelthen ikke tror på, at det er på grund af min overvægt. Lægen kiggede på mig og sagde så: “Jeg har ikke tænkt mig at gøre så meget. Det er din overvægt som er skyld i dine smerter.” Jeg er mundlam. Siger, at det tror jeg ikke på. Hun slår på mine knæ for at tjekke mine reflekser. Mit højre ben bevæger sig ikke ud af flækken, mit venstre kun en smule. Jeg skal strække benene da jeg ligger på briksen, men får næsten smerter med det samme, da hun løfter mine strakte ben. Jeg sætter mig bagefter på stolen og venter på at hun siger noget. Det eneste hun siger er: “Jeg sender dig ikke til CT eller MR. Du er for overvægtig og det er grunden til at du har ondt. Jeg kan kun give dig en henvisning til en fysioterapeut.”

Jeg går derfra. Grædende. Jeg føler mig så fucking uretfærdigt behandlet. Det er ikke min overvægts skyld. Jeg er cirka 10-15kg fra normalvægtig nu. Ikke det helt ekstreme.

Jeg kigger så i dag i min journal. Lægen skriver at mine reflekser i højre ben er nærmest ikke-eksisterende, at jeg har store smerter ved løft af begge ben og at jeg har ondt ved tryk på lænden. Hun skriver endda “mistanke om lille diskusprolaps”.

Her kommer mit spørgsmål: hvorfor fanden i figenhullet skriver hun, at jeg har tydelige tegn på en diskusprolaps, men da jeg var der sagde hun, at grunden til smerterne UDELUKKENDE var på grund min vægt? Har I oplevet nogen lignende?

EDIT: MANGE TAK FOR ALLE JERES KOMMENTARER ❤️ Jeg har tænkt mig at ringe til lægehuset igen og få en ny vurdering. Jeg vil også gøre brug af henvisningen til fysioterapeuten, som jeg vil ringe til senere i dag og finde en tid. Jeg er virkelig ked af at høre at mange af jer har oplevet det samme, med læger der ikke tog jer seriøst. Jeg sender den største virtuelle krammer. Igen: mange tak for jeres svar, jeres vurderinger - også fra jer læger der tog sig tid til at kommentere.

UPDATE:

Jeg skrev en mildere version af min foreslåede besked. Et par brugere herinde var gode til at komme med inputs, der gav et sagligt og stadig kontant svar. Har også talt med kæresten (min kammerat) i dag og sagt, at vores dør er altid åben for ham, men at hun skal have noget seriøs hjælp og ikke for det er på plads, kan vi imødekomme hendes tilstedeværelse i vores selskab. Jeg fortalte også, at oplevelsen sidder i mig og at jeg har fået et helt andet billede af hende. Nævnte også, at jeg selvfølgelig mener, at han fortjener bedre og bør forlade hende.

Hans kommentar er, at han på den ene side er glad for, at hun nu ved, at andre har set hendes opførsel og at det forhåbentlig gør, at hun søger hjælp. Han “undskylder” hende med, at han ved, hvad der foregår i kulissen. Hendes mor er dement, søsteren kontrollerende, faren en endnu værre version af hendes selv ifht alkohol og for nylig mistede hun sin hund, som var hendes “barn” og følgesvend gennem 15 år. De har været on/off i lang tid og han går tilbage til hende, når hun har bevist, at det kan gå godt… hvilket det gør, lige indtil det ikke længere gør.

Jeg forstår, at der er meget lort på hendes tallerken, men hendes ageren er ikke løsningen. Løsningen er hjælp og det understregede jeg for ham igen i dag.

Tak for alle jeres svar og inputs - er endnu ikke nået til bunds i dem alle 🫣

//

Long story short - Vi havde forleden nogle venner forbi til, hvad der startede som en hyggelig aften med lækker mad, men udviklede sig i en helt absurd retning. 4 vennepar samlet. Kvinden i det ene par har haft problemer med alkohol og fik forleden tydeligvis for meget at drikke, så hun endte i en vanvittig sindstilstand af nogen, der mindede om ren ondskab.

1. Hun beskyldte mig (værtinde) for at være min kæreste utro med hendes kæreste. Der er intet om det, men skulle alligevel redegøre for en skabt usikkerhed i vores forhold.

2. I er skænderi med sin kæreste, pander hun ham én. Armen helt tilbage og med sving i et slag på siden af hovedet.

Jeg var helt paf!! Efterfølgende fortalte han, at det er fjerde gang på deres 9 år lange forhold, at hun har slået ham. Og kun når hun er blevet fuld og dermed dum. (Komplet vanvittig i min optik)

Hun blev smidt hjem i en taxa til en veninde og han i en taxa hjem. I dag har hun sendt en sms med undskyld og beskrivelse af, at hun ikke ved, hvad der gik af hende.

Jeg har allermest lyst til at svare “Nej, det ved jeg satme heller ikke. Men du skal ikke sætte dine ben her, før du har fået fuld professionel hjælp. Vold og din opførsel er komplet uacceptabelt i vores hjem”

Men hun bokser helt tydeligt med nogle dæmoner og vil ikke have professionel hjælp, ifølge kæresten.

Vil heller ikke slå på en, der ligger ned, men det var en voldsom oplevelse - både med beskyldninger om utroskab og efterfølgende vold.

Jeg vil gerne i form og ike være tyk. Men jeg fatter simpelthen ikke hvordan folk kan have overskud til daglig træning. Hvis man arbejder fuldtid 8 timer om dagen. Derudover er der transport til og fra arbejde f.eks en halv time hver vej. Så er der madlavning og huslige pligter. Så er vi allerede oppe på ti timer om dagen der går med tig man helst vil være fri for og så skal man derudover også lige bruge et par timer på endnu en ting man kun gør af pligt: Nemlig træning. Hvordan kan folk have overskud på at bruge omkring 12 timer om dagen på ting de helst vil være fri for? Jeg fatter det ikke.

Hej hestenettet,

Jeg (M27) går ofte tur med mine forældres hund (golden retriever) om aftenen. Jeg har ofte en stor dunjakke på. Nogle af de steder, vi går, er der halvmørkt. Flere steder, når jeg møder unge kvinder/piger, oplever jeg ofte, at de virker utrygge ved, at jeg er der, f.eks. ringer til deres veninder, går over vejen eller venter på, at jeg går forbi.

Mit spørgsmål er: Vil I kvinder være mere trygge, hvis man siger til jer, at man ikke skal være bange, eller siger, at man bare er ude at gå med sin hund og hvilken vej, man har tænkt sig at gå, så de kan gå en anden vej?

Synes, det virker mærkeligt at sige, at man ikke skal være bange. Men er da også ked af det, hvis jeg går og gør folk utrygge. 🚶‍♂️🐕

Edit: Kan godt se, at snakke til jer ville være dumt 😅. Må have anskaffet en refleksvest. Luna (hunden) har lys på her i de mørke tider, og hun går altid i snor, da hun er dum som en dør 😂

Hej allesammen,

Jeg ved ikke om jeg blev voldtaget eller hvad der skete?

Som mange ved er der i starten af 1g en puttefest, og der var jeg sammen med min nye klasse. Vi havde det fedt, der var mange andre skoler til samme puttefest. Jeg havde drukket ret meget, da en dreng kom hen og begyndte at spørge mig om jeg ville havde sex, og jeg sagde nej. Lige pludselig snaver vi, han hiver os lidt længere ind i dem skov der er i parken, fordi vi stod lige ved siden af mine venner, dette er okay med mig. Han begynder så igen at spørge om vi skal kneppe, jeg siger nej igen, efter 4 min spørger han igen, og jeg siger nej.

Lige pludselig er vi begge to på jorden, ved ikke om jeg sagde ja? Dog kastede jeg op på ham imens, og da han er kommet, spørger jrg ham om han brugte komdom, han svarede ja.
Da vi siger farvel for jeg hans snap, dagen efter er jeg forvirret over hvad der er sket, og skriver og spørger igen om han brugte kondom, han svarer ja det mener jeg.

Jeg er allerede i tvivl om hvad der skete, men skubber det væk, sket er sket. Dog finder jeg ud af at jeg er blevet gravid, så vil havde en abort. Folk begynder så at spørge ind til om det var godt osv, men sagde jeg nogensinde ja??? Tror jeg bestemt ikke. Det er nu næsten et år efter, og begynder at være ovre det, men er stadigvæk i tvivl om det var voldtægt, eller hvad det var? Hvad ville i sige det var?

Mvh en forvirret teenager

Hej Brevkasse

Det her er grænseoverskridende at skrive, men jeg søger råd, tips og tricks til at komme ind i en god rutine.

Jeg har forståelse for, at det kan være svært at forstå, hvordan psyken kan hæmme bl.a. personlig hygiejne, men jeg håber alligevel I vil køre en respektfuld tone over for mig, hvis I kommenterer herpå.

Jeg har enormt svært ved at gå i bad. Før i tiden var det pga. en væmmelse ved min egen krop, men det har generelt altid været noget, jeg har haft svært ved.

Jeg går i bad 1-2 gange ugentligt. Oftest om søndagen, så jeg er klar til skole om mandagen. Når jeg tager et bad, tager det mig 40 minutter til en time. Hurtigt ind, hurtigt ud er for mig ikke nok, og jeg vil gerne føle mig ren. Det resulterer også i, at jeg bruger stort set hele min søndag aften på at gå i bad, og det er drænende. Hele min søndag er ødelagt og hele mandagen egentlig også, fordi jeg er træt næste dag.

MEN. Jeg er enormt god til at konsekvensberegne, når jeg tager bad. Altså i forhold til, hvorfor det aldrig kan betale sig at gå i bad flere gange om ugen. Jeg har ikke nok tøj til at tage bad hver 2. eller 3. dag. Altså tøj, som jeg føler mig tilpas i at gå i. Bevares. Tøjvaskning sker, når vaskemaskinen er fyldt. Der er ingen undtagelser. Beslutningen er ikke min. Desuden tager mit hår så vandvittigt lang tid at sætte. Det vil aldrig samarbejde, og jeg hader det. Det ødelægger min i forvejen knækkede selvtillid. For mig er mit hår det eneste, der fungerer. Når ellers det sidder okay.

F.eks. vil jeg gerne træne i fitness, men der går man typisk i bad efterfølgende. Bare et kort et. Jeg ved ikke hvordan det skal kunne lade sig gøre. Jeg har hverken nok træningstøj eller normalt tøj til at skifte, og jo, jeg har bunkevis af tøj, men igen, jeg føler mig ikke tilpas i det. Fordi jeg har masser af tøj kan jeg heller ikke købe noget nyt. Noget jeg selv synes er underlig er, at så snart jeg køber noget “pænt tøj”, så går jeg ikke med det, fordi jeg simpelthen synes det er FOR PÆNT at gå i?????? Det giver ingen mening.

Nå men i hvert fald. Jeg vil enormt gerne kunne tage et KORT bad. Ikke hver dag. Men mere end 1 gang om ugen. Så jeg kommer i bad og får passet bedre på min hygiejne, og derved psyke.

Men hvordan tager jeg et kort bad, når jeg ikke føler jeg bliver ren nok??? Når jeg føler det er ligegyldigt, fordi jeg alligevel bare sveder lidt igen dagen efter..

Min rutine: - Skyller hele min krop (minus hår) - Barberer mig - Skyller - Sæber mig ind under armene, og lader det sidde mens jeg sæber resten af kroppen ind
- Venter et par minutter - Skyller sæben af min krop og under armene - Skyller mit hår med varmt vand i noget tid - Sæber mit hår grundigt ind - Sæber mig ind under armene igen - Står der en 3-4 minutter - Skyller så sæben af under mine arme, og tager lige kroppen igen, da sæben jo løber over den, og jeg vil sørge for at der ikke er sæbe på kroppen, når jeg skal skylle sæben ud af håret (i tilfælde af det kommer i håret efter jeg har skyllet sæben ud) - Skyller sæben ud af mit hår GRUNDIGT - Tager så hurtigt kroppen igen med en almindelig klud, så jeg er helt sikker på der ingen sæbe er på min krop - For info bruger jeg 3-i-1 sæbe til min krop + noget skælshampoo til mit hår. Ingen balsam, for så bliver det for blødt til jeg kan sætte det

Jeg har nok glemt at nævne noget. Måske det dukker op. Vil virkelig gerne ændre mit syn på min egen krop og mine rutiner generelt. Synes det er svært at få skiftet sengetøj også, da det er drænende. Men nogengange føler jeg mig for ren til at ligge i beskidt sengetøj, og så går mit hoved amok. Men det fungerer ikke for mig at skifte sengetøj hver 2. uge åbentbart…

Jeg går til psykolog, men hendes tips og tricks virker ikke, og det føles mildt sagt opgivende.. jeg har endelig fundet en okay rutine omkring tandbørstning. Ikke hver dag. Måske omkring hver anden dag. For mig er det en kæmpe fremgang, da der førhen kunne gå måneder mellem hver tandbørstning.. min psyke er ikke god overhovedet, men den er til gengæld væsentlig forbedret, hvis man sammenligner med år tilbage. Desværre er rutiner bare ikke noget, der automatisk følger med. Det som om der sker for meget på en gang.

Hvordan får I tingene til at føles mindre uoverskuelige? Hvad er jeres rutine(r)? Hvordan bliver man nogenlunde glad for at tage bad, så det ikke skal føles som en straf hver gang…

Hej allesammen,

jeg står i den øv-situation at jeg har herpes (genitalis), og jeg mangler virkelig noget guidance i hvordan søren man lever med det. Jeg er en kvinde først i 30'erne, hvis det gør en forskel.

Jeg håber på at nogle af jer andre derude med herpes måske kan give noget input til hvordan i lever med det? Jeg har haft det i ca 5 år, og har det virkelig skidt med stigmaen. Jeg har ikke rigtig symptomer ud over det primære udbrud og så et enkelt lille et for nogle år siden da jeg var dybt stresset. Men jeg er meget bange for hvordan folk opfatter det.

Mit primære spørgsmål går på, hvordan og hvornår i fortæller det til potentielle partnere? Og hvordan det går med det, om folk er accpeterende? Jeg har haft et par enkelte oplevelser hvor folk var okay med det, men af forskellige grunde er jeg blevet mega usikker igen.

Har holdt mig for mig selv det sidste 1,5 års tid. Er nu hoppet på tinder med tanken om, at man jo må prøve og så se hvad der sker. Var på to dates med en fyr, så fortalte jeg ham det på anden date da det hele begyndte at tage en fysisk drejning. Han var taknemmelig for at jeg sagde det, var virkelig sød og lovede mig at tænke over det. Han holder mig pt hen på anden uge (ved jo godt det er et nej så, men stadig).

Har også prøvet bare at skrive det til folk i starten, men det er heller ikke blevet modtaget godt.
Jeg skal ærligt indrømme at mine forsøg ikke har været mange endnu, fordi jeg selv har det så skidt med det og syntes det er virkelig svært at skulle stå frem så tidligt med noget følsomt og så bare blive afvist eller kørt rundt med i cirkler.

Jeg har prøvet at kigge efter støttegrupper, har ringet til min læge og til sex&samfund, men de kunne ikke hjælpe. Lægen selv anbefaler at man kun siger noget hvis man har udbrud, men det syntes jeg personligt er noget svineri, og selv fra et kynisk perspektiv er det jo mega kortsigtet at gå ud fra man aldrig får et udbrud under relationen.

Jeg har ikke noget problem med at få datesne, men det kan jo være lige meget hvis det bare bliver en gang mækelig ingenting fordi der én gang var en idiot som ikke passede på mig som jeg passer på andre nu. Er det virkelig livet med herpes? Er man virkelig bare ude og færdig? Jeg er skide ked af det og jeg ved simpelthen ikke hvor jeg skal gå hen med det. Herpesinfo.dk er nede på ubestemt tid, jeg ved dog ikke engang om der er noget brugbart derinde når det virker.

Jeg ved godt at det her emne har det med at tiltrække trolls, men jeg håber virkelig på nogle seriøse svar. Det virker helt sindssygt at skulle få sit liv ødelagt af rygtet om en sygdom som man ellers ikke mærker noget til i sig selv og jeg kan slet ikke finde rundt i det. Jeg syntes det er vildt der ikke er nogle steder at henvende sig med de her problemer.

Jeg blev lidt overrasket over svarene i en tråd på et amerikansk forum, så nu prøver jeg lige at spørge her - hvor ofte går I i bad? Synes i, at der er forskel på, hvor ofte man bør gå i bad? Fx alder/køn, hvis man lugter kraftigt/sveder meget, har menstruation osv.

EDIT - Tak til alle jer søde mennesker der er kommet med fifs og tricks der virker for jer, jeg har læst hver og en af dem og vil se om noget af det fungerer for mig. Og til alle jer der siger at jeg bare skal lette min dovne røv, fuck jer🖕

Sådan helt seriøst, hvordan tager i jer sammen til at gøre helt basale ting, som rengøring, gå i bad, børste tænder, lave mad, osv? Kom gerne med jeres fifs lige meget hvor unhinged de er, bare hvad end der virker for jer.

Jeg er ved at drive min kæreste til vanvid, primært på grund af manglende rengøring, men jeg kæmper virkelig med at tage mig sammen. Jeg har en lang indre kamp omkring diverse simple ting hver eneste dag, mit hovede kæmper altid i mod mig. Selv noget så simpelt som at tage min medicin en enkelt gang om dagen, er ofte en kamp.

Tror jeg at min tålmodige kæreste gider blive, når jeg er sådan her? Nej. Ændrer jeg mig så? Åbenbart også nej. Som i måske kan gætte, har jeg lidt diagnoser, men hvem har efterhånden ikke det? Og man bør vel for fanden kunne fungere nogenlunde som et almindeligt menneske alligevel.. Please send help.

Hej Reddit

Jeg har et ret stort katteproblem og håber, nogen her har et godt råd.

Jeg har selv to hunde, og min nabo har syv katte, som færdes frit. Problemet er, at kattene skider overalt på vores grund — i bede, græsplæne og indkørsel. Desværre når mine hunde nogle gange at spise det, før jeg kan stoppe dem, og det er umuligt at holde øje hele tiden, når de bare er i haven.

Jeg har talt med naboen om det flere gange, men hun mener ikke, hun kan gøre noget, fordi det er "ude-katte", hun ikke kan kontrollere.

Jeg har allerede prøvet forskellige lugtafskrækkere, der skulle holde katte væk. Jeg har også forsøgt med ultralydsapparater, men intet virker rigtigt.

Hvad gør man, når man ikke længere kan være i fred på sin egen grund — og naboen nægter at tage ansvar?

Hej folk

Jeg (m27) sidder her en mandag aften med en halv kold øl og en tanke, der har naget til mig længe: Er jeg den enste, der egentlig ikke helt har styr på det her "voksenliv"?

Jeg er en helt almindelig fyr i midt i 20'erne. Har en okay karriere, en lejlighed, en fornuftig opsparing – på papiret burde alt være fint. Men indeni føles det som om, jeg stadig bare improviserer. Mine venner har giftet sig, fået børn eller købt huse, mens jeg sidder og overvejer, om det er pinligt at bestille en pizza for femte gang denne uge.

Problem #1: Ensomhed, selvom man ikke er alene Jeg har en kæreste og et solidt vennetkreds, men alligevel føles der tit som en underlig tomhed. Nogen der genkender det? Som om man lige pludselig står og tænker: "Er det her det hele?"

Problem #2: Forventninger vs. virkelighed
Samfundet fortæller os, at vi skal være succesrige, handlekraftige, emotionelt tilgængelige... Men hvornår har I sidst følt, at I rigtig levede op til det? Jeg har perioder, hvor jeg bare vil spille computer hele weekenden og ignorere verden. Er det forkert?

Problem #3: "Mandsrolle"-forvirringen Jeg vil gerne være åben om følelser, men jeg frygter også at blive set som svag. Mine forældres generation talte aldrig om tvivl eller angst – hvordan fanden gør man det, uden at det bliver akavet?

Er jeg bare en overthinker, eller kender I det? Hvordan tackler I de her små eksistentielle kriser? Er der nogen, der faktisk har styr på det, eller spiller vi allesammen bare med?

Den (mildt forvirrede) danske mand

Jeg er lige startet på Wegovy og har taget min 3. dosis af 0,25. Jeg kan ikke mærke den store effekt på min sult endnu, men fordi jeg er meget målsat og bevidst om min kost og aktivitet, har jeg allerede tabt mig 7,5 kg på 3 uger - formentligt bare væske, men stadig en dejlig start.

Jeg har stadig rigeligt at tabe, men jeg er begyndt at tænke over, hvordan jeg skal håndtere spørgsmål fra andre omkring mit vægttab. Lige nu er det kun min læge, der ved, at jeg er startet på Wegovy, og jeg er usikker på, hvordan (eller om) jeg skal dele det med andre i min omgangskreds.

Noget af det, jeg især bekymrer mig om, er andres kommentarer. At få anerkendelse kan være en trigger for mig, fordi det nemt fodrer min selvforståelse af, at mit værd ligger i en tynd krop. Jeg ved, at jeg skal arbejde med den del, men jeg frygter stadig, hvordan jeg vil blive påvirket, hvis folk begynder at kommentere eller spørge ind.

Så jeg vil høre jer:

• ⁠Har I fortalt jeres venner/familie/kolleger om, at I bruger Wegovy? • ⁠Hvis ja, hvordan tog de det? • ⁠Hvis nej, hvordan håndterer I spørgsmål udefra, når folk begynder at lægge mærke til vægttabet?

Edit: jeg læser alle jeres kommentarer, og takker for at I tager jer tid til at dele jeres erfaringer og råd.

Hej kære venner. Situationen er den at mine to sønner (17 og 19 år). er begyndt at tabe håret, hvilket de er meget pressede over.

Min kone har haft den ene med på hårklinik - Alba hospital hvilket virkede ekstremt dyrt og omfangsrigt. Nu snakker hun om, Piorum som skulle være rigtig godt - ifølge producenten selv.

Jeg synes de skal starte med at tage til læge og snakke med ham. Det er hun ikke meget for, for så får de sikkert Finasterid som godt nok har dokumenteret effekt, men også nogle bivirkninger. Jeg mener at dokumenteret effekt er vigtigere end produkter som lovprises af producenterne selv.

Hvad tænker panelet vi skal gøre, og er der nogen som har nogle erfaringer med både læge og de mere alternative metoder?

Edit: 1000 tak for alt jeres input! Vi er blevet enige om at jeg tager dem med til læge, og så skal de læse jeres kommentarer- jeg håber de lander på “Bald and beautiful”

Nu er vi i Danmark heldigvis nået til et punkt hvor man ikke længere gør grin med mennesker der har overvægt (i hvert fald ikke i samme grad) og hvis man gør det, så bliver der set ned på det. Sådan er det i hvertfald i min omgangskreds.
Kan vi ikke snart komme til det samme punkt med tynde folk?
Jeg har altid været ret tynd af bygning, og det betyder også jeg har ret tynde arme. Jeg kan ikke tælle på 2 hænder hvor mange gange i offentligheden jeg er blevet "mobbet" med det.
Når jeg er nede i tøjbutikker kan ekspedienter finde på at sige "nå vi skal da vidst have fundet noget i ekstra small til dig hva?. Når jeg er ved tatovør får jeg ofte "hold kæft det er billigt for dig at få lavet sleeves med de små tændstikker du render rundt med. Mit seneste eksempel er da jeg fortalte min sagsbehandler at jeg skulle til jobsamtale, hvor til han svare "Fedt man, så skal du bare have taget nogle armbøjninger, så er du klar.
Jeg er ikke selv glad for hvordan jeg ser ud, men det virker bare til at folk tænker at man må gerne gøre grin med ens udseende, "bare" fordi man er tynd..

Inden det svar kommer i kommentarene med "jamen så må du i fitness og spise ordentligt". Ville man ikke kunne sige det samme til en med overvægt?

EDIT: Jeg er klar over at fat shaming slet ikke er fortid, og selvfølgelig kan jeg ikke sætte mig ind det fra den vinkel, da jeg er i den modsatte ende af skalaen og derfor ikke er ser en brøkdel af hvad der foregår. Jeg mente bare at i denne nye "woke" tid vi lever i, der er det blevet langt mere socialt uacceptabel generelt at tale ned om folks udseende og derfor også fatshaming.

Hej!
Jeg er en fyr på 22 år, og jeg har lagt mærke til, at koffein påvirker mig anderledes end de fleste andre. Mine venner får energi og bliver mere "ON" af kaffe eller energidrikke. Nogle kan endda blive lidt angste, hvis de får for meget, men de siger, at det hjælper dem med at præstere bedre – både med lektier og til sport.

Men for mig er det helt modsat. Når jeg får koffein, bliver jeg mere rolig og afslappet. Jeg føler mig mere til stede i nuet, men det giver mig ikke mere energi eller gør mig bedre fysisk. Det er som om, det bare "dæmper" mig.

En anden ting, jeg har undret mig over, er, at musik gør mig dummere, helt bogstaveligt. Når jeg hører musik, bliver jeg virkelig klodset og ukoncentreret, og jeg præsterer dårligere med næsten alt, jeg laver.

Er der andre, der har oplevet noget lignende? Er det her normalt?