Hej alle danske boligbeboere. Jeg er håndværker og kommer i mit virke ud i folks hjem. Oftest kommer jeg ved en 7-tiden, når folk er hjemme. De sidder mageligt og drikker deres morgenkaffe, mens de peger mig i retning af dagens arbejdsopgave. Så pakker de sammen og går ud af døren til job, og jeg står tilbage i deres hjem, helt tørstig efter kaffe. Alle ved da at håndværkere lever udelukkende af kaffe og basser, så hvad sker der? Hvorfor bliver jeg ikke tilbudt kaffe? Det er da kotume, at tilbyde håndværkere kaffe. Ved de ikke hvor nemt det er at vinde en håndværkers hjerte? Høflighed i form af frisklavet kaffe, motivere altid en håndværker til at gøre sit bedste. Er det bare mig der føler mig berettiget, eller er den tradition om at give håndværkere en kop kaffe ved at forsvinde?

Heeeej bloggen

OBS.
- Throwaway bruger.
- Jeg ved godt at det lyder totalt fake, men jeg lover det ikke er.
- Jeg er samer fra Norge og flyttet til Danmark for 10 års tid siden, så jeg beklager hvis der er skrivefejl eller nogle vendinger som ikke helt hører sammen.
- Langt skriv, undskyld.

Anyway....

Jeg jobber som pædagog/lærer i en 0.klasse på en skole i Nordjylland og har gjort det i 7-8 år. Hele vores team har haft et super godt samarbejde i alt den tid hvor jeg har været her, men dynamikken mellem hele teamet og én i teamet har vendt sig siden Palestina-Israel konflikten. Kort sagt er min kollega jøde, og det skal hun jo self. have lov til, og jeg er lige glad med om hun er jøde, jeg synes bare at hendes identitet ift. det skaber utroligt meget mistrivsel blandt børnene og i teamet.

Siden konflikten har vi bemærket at hun ikke har været en særlig dygtig pædagog.
- Opfundet konflikter mellem nogle af de arabiske børn på årgangen; eks. har hun sagt at hun "lige har set B gå hen og tage kvælertag på C og at han så slog hende fordi han blev sur på hende", hvor "B" ikke havde været i skole den dag. Der er flere eksempler på det, hvor jeg har haft nogle af mine elever til trivselssamtaler, hvor de så angiveligt har rendt rundt ude på gangen og lavet "salutter" til hende.
- Til selv samme trivselssamtaler har næsten alle børn fortalt at hun har været meget efter de arabiske drenge, at de altid er dem som skal ud til frikvarter sidst, at de aldrig får lov til at hjælpe og at hun råber "hold kæft" til dem, når de er en smule støjende, hvor de andre børn ikke får samme behandling.
- Truet selv samme børn med at slå dem, som jeg og andre kollegaer har overhørt.

Alt er anmeldt til vores ledelse, som ikke rigtigt har gjort andet end at snakke med hende og undskylde på hendes vejne, med at det er stress og en stressreaktion.

De sidste to måneder har været forfærdelige.

Vi har fået en ny skolepædagog (pædagog i SFO som ligger timer i skolen nogle dage om ugen) som er roma, og som er meget... hvad.. etnisk? i sin fremstråling?? Min kollega har i hvert fald kun sagt nedladende ting om vores nye skolepædagog til vores teammøder og gjort det fjendtligt.

Sidste fredag havde vi "kulturdag" på skolen, hvor vi havde forskellige værksteder for årgangen. Skolepædagogen og jeg aftalte at holde værksted sammen og komme i vores kulturelle tøj og forklare hvad en samer er og prøve at lave noget joik (musik) med dem, og så ville hun fortælle hvad en roma er og lave noget roma dans. Børnene hyggede sig vældigt fint.

Om fredagen har vi møder på teamet, og vores kollega synes så det var det perfekte tidspunkt at være nedladende på, med kommentarer som "ja, det er jo lige det vi mangler. Flere somalere, sigøynere og samere i landet. Jeg troede kulturene var døde for længe siden, men det er vel ligesom kakalakkar som man ikke kan udrydde". Jeg sagde på en ikke så fin måde, at hun skulle holde sin mund og fokusere på mødet fordi vi har fået en masse overdragelses info på "maj børn" som vi skal finde ud af hvordan vi deler klasserne op så der ikke kommer for mange "røde flag" i én klasse. (no offense, forældre)..

Hun droppede den ikke og blev ved med at være nedladende over for min kultur og sagde at "sigøynere og samere er næste skridt efter Gaza", hvilket wtf?? Måske ikke så smart kommentar, men jeg fortalte hende at hendes kommentarer kunne sammenlignes med Adolfs taler omkring jøderne, hvilket hun nu har politianmeldt mig for og har anmeldt mig til vores leder for at "skabe negativt arbejdsmiljø" og "skabe mistrivsel hos børnene".

Mine kollegaer har min ryg, men jeg tror desværre ikke at ledelsen har. Hvis jeg bliver fyret på baggrund at dette, har jeg så en sag som jeg kan køre? Kan jeg evt. trække op på den internationale lovgivning omkring urfolksrettigheder? Hvis jeg bliver fyret, burde jeg så gå til en avis med det og alle de oplysninger vi har omkring hendes adfærd - møder bliver filmet og refereret, og vi bruger "journal"? til hændelser osv mellem kollegaer, børn olign..

og for god ordens skyld, til de jødiske læsere som måske læser med; jeg er godt klar over at det bare er hende som er syg, og at det ikke er jer som er problemet, men hende.

Hej Reddit.

Min kæreste er ansat i stor virksomhed, og har været ansat i små to år. Han har haft 4 sammenhængende sygedage i 23, og nu har han meldt sig syg i morgen pga. opkast og virkelig dårlig mave, hvilket hele huset er ramt af.

Han skriver så til hans mellemleder, lad os kalde hende “Tina” at han er syg (vedhæfter SMS’en” her)

Lige lidt forhistorie.

Sidste år da han var syg kørte hun forbi vores hjem flere gange i løbet af de 4 dages sygdom for at tjekke om han var hjemme, hvilket han var. Grunden til at vi ved dette er fordi at hun selv fortalte ham det da han kom tilbage på arbejde.

Hun gjorde det samme i sommerferien.

En dag der var cykelløb var vores vej spærret af, og han var derfor nød til at parkere arbejdsbilen på en sidevej tæt på vores bolig, hvorpå han modtager en sms fra hende om hvor bilen er henne, da den jo ikke holder hvor den plejer? Hvilket yderligere indikere at hun holder øje med ham i firtiden. Alt det er bare et lille udpluk af hvad der er foregået. Vi bor godt nok i den samme by, men alligevel, det kan da ikke være rigtigt? Eller er det bare os der er helt off her?

Udover det er hun også nedladende over for ham på job, foran kolleger.

Og nu denne sms?

Kan ikke helt finde ud af om det er os der er galt på den eller om det er normalt og okay, og om man skal gøre noget ved det?

Hej,

Jeg ved ikke helt hvad jeg søger udover ligesindedes erfaringer I guess.

Jeg er 33 år og føler ikke jeg kan leve et 'almindeligt' voksenliv med et fuldtidsjob. Jeg har egentlig levet meget af mit liv rimelig frit med studier på SU og roommates at dele regningen med, så jeg aldrig har haft behov for at arbejde særlig meget. Det har naturligvis fået en ende og nu føler jeg mig fortabt.

Nu har jeg arbejdet i nogle år og selvom jeg valgte uddannelse ud fra ren interesse hader jeg det stadig. Ikke bare ligesom de fleste der glæder sig til weekenden hver uge, men som i at alle mine vågne timer er negativt påvirket af, at jeg ved at jeg snart skal spilde mere liv på arbejdet. 3 ugers sommerferie? Og hvad så, det varer aldrig før jeg parkere foran mit fængsel igen.

Tror ikke jeg forventer svar, for det findes nok ikke, udover "grow up" men nok bare, om der er andre i samme båd. Det er ikke jobbet, kollegaer eller lignende der er roden, så at skifte job hjælper næppe. Helt fra barndommen har jeg kort og godt hadet tanken om at bruge mit liv på arbejde.

Jeg er realist og ved hvordan verden fungerer. Jeg skal arbejde men min eneste drøm i livet er ikke at skulle arbejde. Kald det dovenskab hvis du vil. Jeg 'arbejder' gladeligt hele dagen for en ven der har brug for hjælp, i haven eller whatever, fordi jeg vælger at gøre det. Så snart jeg -skal- mister det alt interesse.

Nå, jeg skulle bare af med lidt tryk denne torsdag aften inden sengetid, hvor jeg som altid ville ønske de aldrig blev i morgen tidlig.

Edit: vil blot tilføje, at jeg ved det er et mindset issue men aner ikke hvordan jeg skal håndtere det faktum

Jeg er 18 og har lige fået plet på straffeattest for tyveri (30kr) Kort historie: Var på arbejde og har glemt at nedskrive 2 redbulls som man normalt gør i vores butik. Butiksdetektiven har set det på kameraet og jeg blev politianmeldt. Hvad gør jeg nu? Hvordan finder jeg job igen og hvad er min muligheder… jeg føler mig virkelig skyldig og er bange for mit fremtid.

EDIT:::: AF HJERTET TAK FOR ALLE JERS KOMMENTARER! Jeg er fuldstændig mundlam, jeg har læst HVER OG EN! Tak tak tak! Det er et fattigt ord her, men tak! ❤️

Hej brevkasse.

Jeg er en kvinde på 33 år, som skal og tilbage på job efter endt barsel.

Jeg har et (efter hvad jeg selv vil mene) helt almindeligt leverpostejsliv. Jeg er gift, vi har to børn, min fritidsinteresse er løb, jeg elsker at være sammen med min familie og mine veninder. Altså det jeg mener med det her er, at jeg altså ser mig selv som et helt almindeligt menneske, med sunde og gode værdier. Jeg ønsker for mig og min familie, at vi skal leve et godt og trygt liv.

Nu kommer så der der “plager” mig. Jeg er uddannet social- og sundshedsassistent. Jeg arbejder inden for ældreområdet, og synes faktisk jeg er utrolig dygtig til mit job. Jeg brænder for at gøre vores svage i samfundets sidste tid til en meningsfyldt tid. En tid hvor jeg som sundhedspersonale er med til at give mine borgere tryghed, omsorg, glæde, lade dem dele deres sorg/frygt og livs erfaring med mig og ellers bare værne om dét de var og ikke mindst dét de stadig er.

Men det sidste stykke tid, har jeg virkelig været flov over at fortælle folk jeg møder på min vej, at jeg er social og sundshedsassistent. Måske fordi jeg gentagende gange har fået reaktioner som “nå okay, vil du ikke læse videre på et tidspunkt” “eller “Ej skal du ikke arbejde inden for andet område, ældreplejen er jo så røvsyg” sågar har jeg hørt sidebemærkninger som “det er tydeligt at sosu’er ingen hjerner har” og “det er de laveste i samfundet, de er sgu nok sosu” og deraf har jeg fået følelsen af at jeg er blevet stemplet som ubegavet, småtsigtende i livet, dum og faktisk følt mig set ned på. Min svigerinde (som er neuropsykolog) har sågar slasket en kommentar ud “hende i mødregruppen som virkede helt off, hun er selvfølgelig sosu” og havde ikke lige tænkt over at jeg sad ved siden af. Av den gjorde ondt.

Det har virkelig gjort at jeg ikke kan frembringe den mindste smugle stolthed over mit fag og faktisk ikke har lyst til at fortælle nogen om hvad jeg laver. For jeg ønsker ikke at få følelsen af at “folk i deres stille sind stempler mig som ovenstående” og jeg hører mig selv sige “jamen jeg skal også læse videre på et tidspunkt”. - det skal jeg ikke, jeg brænder for mit fag, men går helt i forsvarsposition.

Jeg er helt med på, hvorfor folks syn på denne uddannelse er som det nu engang er, men hvad i alverden skal jeg gøre for at ryste denne følelse af mig?

Jeg ved nok i virkeligheden ikke hvad jeg vil med dette post. Nok bare ud med lidt galde.

Hvad tænker I, når I hører om en social og sundhedsassistent? Stempler I så automatisk mennesket som mindre værd, mindre begavet eller dum?? Og hvis I gør, hvad er grunden så?

Hej allesammen! Jeg får 25000kr i løn, men får kun 14k udbetalt efter skat har taget sin bid. Efter leje, el og varme, tlf, forsikring osv. har jeg næsten intet tilbage udover madbudgettet. Jeg kan se frem til meget små lønforhøjelser af gangen over lang tid. Hvordan skal jeg nogensinde kunne spare op til noget?! Hus, børn, det hele virker håbløst. Jeg knokler røven ud af bukserne og er træt af det hele. Føler simpelhent ikke det kan passe at jeg skal arbejde så mange år mere på disse vilkår, før jeg kan leve lidt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Edit: Har fundet ud af, at jeg af en eller grund betaler alt for meget i skat. Har aldrig fået støtte til at sætte mig ind i skatte systemet, godt jeg har jer. xD Tak for alle jeres svar.

Jeg har en kollega "Peter" som har rund fødselsdag (30) om et par dage, og en anden kollega har derfor startet en indsamling til en gave.
Som udgangspunkt har jeg altid været med på at støtte op om gaveindsamlinger til mærkedage, om det fødselsdag, bryllupper, barsel osv. Men sidste år havde jeg og 2 andre jævnaldrene kollegaer 30 års fødselsdag. Min ene kollega fik en gave, men det var samtidig med at han gik på barsel så det blev kaldt "barselsgave".
Min anden kollega fik også en gave, men det var samtidig med at han sagde op, så det blev en "farvel-gave".
Jeg og den anden kollega holdte forøvrigt fælles fødselsdagsfest for afdelingen, hvor vi var ude og spise og party mm. altså vi delte regnigen og ingen var i tvivl om at det var en fælles rund fødselsdag.
Han fik så sin "Farvel"-gave ugen efter på arbejdet, hvor en kollega i den forbindelse kaldte det for en kombineret 30-års/farvel-gave.
Jeg fik dog ikke nogen gave, hvilket heller ikke er et selvfølge eller krav, men jeg blev alligevel lidt skuffet...
En ældre kollega sagde så til mig at vi ikke samler ind til 30-års fødselsdage. Der bliver dog samlet ind til alle andre runde fødselsdage i min afdeling, såsom 40, 50, 60. Men fair nok, ingen 30 års gave åbenbart.

Nu her et år senere vil mine kollegaer så samler ind til Peters 30 års fødselsdag.
I alle andre situationer havde jeg været med til gaven, men noget i mig siger bare Nej den her gang.

Tillægs-info er at jeg igennem længere tid har følt mig semi-mobbet på arbejdet, både før min 30 års fødselsdag, men også efter og stadig føler det. Det meget subtilt, men det er sådan noget med mine kollegaer ikke hjælper mig med arbejdsopgaver (selvom jeg altid hjæler dem hvis jeg kan), køre noget af deres arbejde over på mig så de kan holde pause, filme mig til Snapchat, ikke invitere mig med på pauser, have samtaler hvor der bliver helt stille når jeg kommer ind i rummet.
I bund og grund tror jeg det handler om at vi ikke rigtig er på bølgelængde; vi godt kan drikke øl og have det sjovt sammen, men de vil gerne tage stoffer mm. og bonus street-credit hvis de kan være deres kæreste utro... og jeg er bare ikke der, jeg nøjes med øllen og det lidt kedeligt i deres verden måske.
Tror måske de fleste i min i situation havde fundet et nyt job, men pga. min personlighed (traumer, mm) er det svært for mig at finde noget nyt.

Anyway mit dilemma er om jeg skal donere til gaven?
Det vil være det nemmeste måske, og ingen sure miner.

Eller skal jeg lade være med at donere? og på en måde stå ved mig selv. Men vil det være småligt?

Min søster (28) fortalte forleden, at hun til en anden samtale på en lille arbejdsplads blev spurgt ind til eventuelle planer og ønsker om børn i fremtiden. Hun har ingen børn endnu. Jeg selv (32) er også blevet spurgt adskillige gange om mine egne planer til børn og fremtiden. På trods af at det er ulovligt for arbejdspladser at vælge ansøgere fra på det punkt. Jeg kan huske, at jeg de første par gange undrende spurgte, om hvorfor de spørger om det, når de ikke må vælge os fra på den baggrund. De smiler de bare kækt til og giver ikke rigtigt et svar.

Men jeg synes det efterlader en grim smag i munden om, at det ikke bliver en god arbejdsplads. De bryder sig helt tydeligt ikke om at have kvinder ansat i den fødedygtige alder. Hvilket jo er et bredt spænd efterhånden.

Hvad pokker kan man egentlig gøre i de tilfælde af, at vi bliver spurgt ind til det? Jeg synes ikke virksomheder bare burde have lov til at spørge om det, uden at det får konsekvenser for dem. For hvorfor ellers have en lovgivning omkring det?

Jeg er lige startet i 1.G. I min klasse går en pige som lugter meget kraftigt af sved og beskidt tøj. Man kan lugte hvilke rum hun har været i, og det er ikke en overdrivelse. Vi er desuden også sidemakkere og jeg har svært ved at koncentrere mig i timerne, fordi hun lugter så meget. En gang har det været så slemt, at jeg fik hovedpine af det.

Hun går nogle gange med en solsikkesnor, så jeg tænker at hun kæmper med nogle ting vi andre ikke kan se. Det er vigtigt for mig at pointere, at jeg ikke vil pege fingre af hende eller udskamme hende, men jeg kan virkelig ikke holde lugten ud. Det er ærlig snak. Det er ikke noget hun bliver drillet med i klassen (Hvad jeg ved af) og hun har heller ikke et øgenavn, hvilket er godt.

En løsning for mig ville jo være at få en anden plads, men man kan stadig lugte hende selvom at man sidder i den anden ende af lokalet. Jeg kan virkelig ikke få mig selv til at sige til hende at hun lugter, fordi jeg ønsker ikke at gøre hende ked af det. Min tanke var egentlig at sige det til en lærer, men hvad kan de gøre ved det? Hvis hun synes at det er svært at opretholde en god hygiejne, er det ikke en kommentar fra en lærer hun har brug for. Er der andet jeg kan gøre?

Hej hestenettet. Et opslag i den lettere vægtklasse.

Jeg har set et par opslag (godt nok fra det store Amerika) omhandlende bh’er og professionalisme. At man altså absolut skal have bh på, på job. Jeg er en kvinde i tyverne, i et job hvor jeg er ude blandt mennesker hver dag. Jeg har.. Medium-størrelse bryster, tænk.. Appelsiner? Og bruger aldrig en bh. Jeg har ofte langt lys på, hvilket jeg ikke kan kontrollere, men jeg er ikke flov. Det er hvad det er.

Hvad er jeres mening om dette? Kan dette anses som upassende eller uprofessionelt i 2024’ernes DK?

Hej alle sammen

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal gøre med den her situation, så nu spørger jeg her. Jeg er lige blevet færdiguddannet og skal starte mit første voksenjob på mandag. Under uddannelsen har jeg arbejdet i et supermarked, hvor jeg har varslet til min chef de sidste mange måneder, at jeg snart bliver nyuddannet og planlægger at sige op, når jeg får tilbudt et fuldtidsjob.

Han har hele tiden sagt at det er helt okay, men han har opfordret mig til stadig at melde mig på vagter indtil da. Jeg har fortalt ham, at jeg formegentlig ikke vil kunne tage vagter flere måneder frem, hvis jeg pludselig får et job, og har sagt til ham det måske er en god idé at have nogle tid at stå stand-by for mig, hvis nu jeg pludselig ikke kan arbejde der længere. Han sagde det er ikke nødvendigt, vi må krydse den bro når den tid kommer og jeg skal ikke bekymre mig. Okay.

Hvis vi så skruer tiden frem tid nu, så ringede jeg i starten af måneden og sagde, at jeg har fået fuldtidsarbejde og må stoppe. Det har hele tiden været aftalen at jeg stopper fra dags dato, når jeg fik tilbudt fuldtid. Jeg sagde jeg selvfølgelig ville tage mine vagter frem til den dato jeg skulle starte nyt job, men mine to vagter i næste uge ville jeg gerne af med, da jeg jo ikke kan være to steder på en gang.

Det blev han helt vildt sur over, og sagde, at så var det jo mit ansvar at komme af med de to vagter. Jeg mindede ham om vores aftale, og sagde jeg ville være glad hvis han ville hjælpe mig med at komme af med vagterne, da jeg har en oplevelse af, at de andre kollegaer ikke rigtig svarer når man spørger om de vil overtage eller bytte vagter. Det skulle han nok, sagde han, og han ville skrive når han vidste mere.

Det er ved at være et par uger siden nu, og siden har jeg både ringet og skrevet for at få opfølgning på, hvad der skal ske med de to vagter jeg har, da jeg kan se de stadig står som mine i systemet (uden svar), men jeg kan jo simpelthen ikke tage dem når jeg sidder på et andet job, endda i en anden del af landet.

Alle omkring mig siger, at jeg simpelthen bare skal lade være med at møde op til de to vagter jeg har, hvis han ikke vender tilbage på det. Jeg har dog svært ved at kunne få mig til det, da jeg har arbejdet der gennem alle mine 5 års studietid, og har været rigtig glad for det, så vil ikke slutte af på sådan en træls måde.

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op, hvad havde I gjort?

Edit: Tak for alle de mange svar, sætter stor pris på at så mange har gidet at tage sig tid til at give mig råd! 🙏 For lige at svare på et spørgsmål der er kommet mange gange, så havde jeg sagt op via sms, men da min chef ikke svarede ringede jeg til ham et par dage efter, hvor vi snakkede om vagterne som jeg nævner længere oppe.

Har nu fået besked fra min chef om at vagterne er blevet afsat! Samt at jeg skal sende en opsigelse til en formel mailadresse og returnere uniform/nøgle osv., så jeg tænker at der er styr på det nu. Ved ikke om han har læst med her, men det hele endte heldigvis med at løse sig uden at jeg skulle gøre andet end at vente på svar.

Igen tak til alle jer der har taget sig tid til at svare! Og hvis man er nysgerrig er jeg startet op på det nye job, og har haft et par gode første dage, og ser nu frem til at fortsætte arbejdet med den her situation ude af hovedet. 😄

Hej alle, Jeg blev smidt ud af min anden gymnasielle uddannelse her i start maj. Og jeg har endnu ikke fortalt det til mine forældre. Mit sociale og faglige fejler ikke, men det gør mit fremmøde. Er så udisciplineret og kan ikke stå op om morgenen. Mine forældre og familie er SÅ stolte af jeg endeligt fik klaret første år. Men jeg har ikke modet til at fortælle dem jeg blev smidt ud… Ihvertsfald ikke før jeg har en plan!

Jeg har spurgt et par venner om råd ift hvad jeg nu skal. Hvor de alle siger jeg bliver nød til at starte igen, eller tage et år med arbejde. Så jeg skriver egentligt for at få råd hos nogle lidt ældre. Og ikke en flok 18 årige drenge xD. Vil også gerne høre hvis i har erfaring med ligende!

Hej Hestenettet

Jeg er nysgerrig, jeg har ofte hørt folk sige “Du skal bare lyve på dit CV, alle gør det.”, men samtidig er der meget delte meninger, når jeg spørger omkring mig blandt folkene i mit liv, så nu vil jeg bruge jer som en slags test gruppe.

Har du/I nogensinde løjet på jeres CV? Stort eller småt. Og hvis ja, hvordan gik det?

Mine venners søn er blevet ansat som praktikant i en filial af samme virksomhed, som jeg er ansat i. Han er ansat i forbindelse med et praktikophold i udlandet i forbindelse med sit studie. Han blev ansat ved, at jeg tog kontakt til en bekendt i HR i det pågældende land.

Jeg er nu blevet kontaktet af min HR-bekendte, der desværre kan fortælle, at mine venners søn er blevet bortvist for et par uger siden.

Det er sket efter en episode, hvor han rundtsendte en mail internt, hvori han rettede en kritik imod en navngiven leder, og i øvrigt opfordede til, at andre bakkede åbent op om denne kritik.

Dette førte til, at han blev hentet af en vagt og ført direkte ud af kontoret med besked om, aldrig at vise sig igen.

Det er svært for mig at vide, om kritikken har været berettiget, men desuagtet mener jeg, mine venners søn har været decideret tåbelig i sin opførsel.

Han nåede kun at være i sit praktikophold i 3 måneder, og jeg føler, jeg har et forklaringsproblem over for både mine kollegaer i udlandet og over for hans forældre.

Jeg er desuden skuffet over, at jeg ikke har hørt historien direkte fra mine venners søn. Det skal siges, at jeg ikke ved, om mine venner selv har hørt om dette på nuværende tidspunkt.

Hvad ville I gøre?

Kære hestenet,

Jeg er normalt rimelig god til at mind my own business og bliver sjældent stødt af politiske holdninger, men jeg blev simpelthen så forarget i går da jeg er på vej ud af kontoret (Fælleskontor) og ser der er blevet sat et amerikansk flag op i vinduet af en af de andre virksomheder. Jeg blev faktisk virkelig forarget og måske en smule sur.

Jeg synes ikke det er okay at flage et flag for et land som truer invasion. Jeg har overvejet at bede dem tage det ned, men jeg kan ikke finde ud af om jeg bare er en total bitch og har brug for et realitycheck, så derfor søger jeg ørådets mening.

Tak

EDIT: Det er bare et i vinduet, ikke et fra flagstang - det fik jeg ikke formuleret korrekt.

EDIT 2: Jeg opsøger ikke nogen juridisk forfølgelse af dem, det er ren ethos/pathos at det er et douche move at sætte sådan noget op i de her tider og om det ville være for meget at spørge pænt om at få det fjernet…

Jeg ved ikke hvad jeg vil med det her opslag, men har virkelig brug for at komme ud med det.

Solen skinner, unge studenter der hygger med god musik, folk skal snart på sommerferie, så der er glade dage og godt humør hos alle. Og så er der mig. Jeg sidder og græder. Jeg er ikke ked af det, men måske overvældet emotionelt.

Jeg er fodterapeut og jeg hader mit arbejde. Jeg hader vitterligt alt ved dét, at være fodterapeut. Jeg skal sidde og ordne folks fødder - og det er det mindste problem. Jeg kan mit håndværk, og jeg udfører et godt stykke arbejde på 40-50 min. Men i samme 40-50 min skal jeg sidde og høre på folk snakke. Folk snakker meget. Rigtig meget. Fortæller om alt - om deres liv, deres børn, deres børnebørn, deres mænd, deres hustruer, deres nabo, deres problemer, deres frustrationer, deres tur til Ikea den anden dag, deres problemer med lagkagen der ikke havde nok fløde osv. Ind imellem kommer der også nogle stand up komikere forbi - altså det tror de i hvert fald selv de er, især når de kommer med nedladende eller sexistiske bemærkninger. Når jeg ikke griner af dem, får jeg bare et “det er bare for sjov, du skal smile lidt, det klæ’er dig”.

AD 🤮

Jeg har ca. 7-8 forskellige om dagen. Og jeg skal vise den samme engagement og entusiasme ved hver person. Jeg ligger på ingen måder op til en snak, hvor de vælter ud med deres problemer, men jeg kan heller ikke tillade mig, at bare være kold.

Men. Jeg er drænet. Det er som om jeg ike har mere i mig. Jeg har mistet lysten til at snakke med folk. Jeg aflyser aftaler med venner og familie, for jeg orker ikke at høre på andre lige nu. Det er heller ikke fordi jeg føler, at JEG burde høres på istedet for. Jeg er bare… done. Jeg vil bare have noget ro. Hvis man kunne selv inducere koma, havde jeg gjort det.

Jeg er blevet en bitter bitter person. Og jeg kan ikke genkende mig selv. Jeg var SÅ glad et menneske en gang. Jeg hjalp gamle Bodil med rollatoren da hun skulle stige af bussen, jeg sagde hej til hunde og deres ejere på vejen. Jeg smilede til folk, holdte døren for folk, lavede sjove ansigter til børn der bare havde stirreflip på en. Jeg gik op i mig selv - kost, motion, dating, make up osv.

Det er væk. Jeg er SÅ ligeglad. Jeg har en kronisk irritation på alt og alle og jeg føler mig som et offer i alt. Jeg føler alt er uretfærdigt, og jeg er bare.. grædefærdig. Jeg gider ikke det her mere. Virkelig ikke.

Jeg skal heldigvis kun arbejde som fodterapeut i 35 dage mere. Derefter har jeg sommerferie, og så starter jeg på en ny uddannelse efter sommer. Som noget helt andet. Og det glæder jeg mig til, men jeg skal have fikset min attitude inden. Jeg har ikke lyst til at starte studie som en sur moppe.

Hvordan bliver jeg til mit gamle jeg? Alle former for råd modtages med kyshånd.

Af ren nysgerrighed, og for at danne sig et overblik af "danske værdier". Hvad mener I så at man kan tillade sig når man er syg?

Mine forældre er feks mere traditionelle og var altid bange for at blive set i supermarkedet eller lignende hvis de var hjemme med barn syg eller selv var syge. Mens jeg måske mere mener at bare fordi man er syg er man ikke døende og stadigvæk godt kan lave ting...

Men hvad er jeres holdning, må man træne? Kan man gå en tur? Kan man gå i biografen? Osv osv

Ren nysgerrighed!

I tirsdags blev jeg udsat for en ubehagelig situation, hvor jeg blev falsk tilbageholdt af en vagt. Han tog hårdt fat i mig og beskyldte mig for at have stjålet fra butikken, men han var ikke sikker på, hvad jeg angiveligt skulle have stjålet. Først sagde han, det var øl, derefter kød. Da vi kom ned, viste det sig, at der hverken var kød eller øl i min taske, kun de varer jeg havde betalt for, som også kunne ses på kvitteringen. Han insisterede og tog mig med ind i et andet rum, hvor han bad hans kollega om at kigge på videoovervågningen.

Jeg spurgte, hvad jeg præcist var blevet tilbageholdt for, men fik at vide, at jeg skulle "slappe af", hvilket jeg fandt meget chokerende. Efter et godt stykke tid fandt han intet på videoovervågningen. Vagten nævnte, at kameraet var blevet rykket, og selvom han ikke sagde direkte, at det var mig, antydede han det. Selvom han ikke havde nogen beviser, fortsatte han med at påstå, at jeg havde taget en vitaminvand og andre “varer” ned i min taske. Han påstod, at han "havde set det", men jeg benægtede og spurgte, hvorfor vi ikke kunne tjekke videoovervågningen, men det kunne vi ikke, da kameraet var vendt om. Selvom han ikke kunne tjekke kameraet, insisterede han på, at jeg havde haft noget i tasken. Jeg sagde, at det lød som en bortforklaring, fordi han ikke kunne bevise noget. Derefter siger han: "Prøv og hør her, jeg stopper ikke nogen", "den har været ned i tasken og sådan er det" og "du skal ikke handle med din taske mere".

Jeg blev målløs, fordi han blev ved med at anklage mig, selvom han ikke har nogen beviser. Han sagde, "jeg tager aldrig fejl", hvilket jeg synes er dybt uprofessionelt. Det var ydmygende at blive taget fat i og ført gennem butikken foran alle mine kollegaer, der kiggede på. Jeg synes, det er ubehageligt at blive uretmæssigt tilbageholdt af en vagt, der ikke kan fremskaffe beviser for sine påstande og alligevel insisterer på, at jeg har gjort noget ulovligt. Jeg har aldrig prøvet noget lignende før, og jeg hader at indrømme det, men jeg blev sgu virkelig ked af det. Jeg føler mig utryg i butikken og overvejer at sige op. Men jeg vælger ikke at tage nogen beslutning endnu. Jeg vil gerne drøfte det med min chef, når hun kommer tilbage fra ferie. Jeg skriver dette, fordi jeg gerne vil høre nogle meninger omkring min situation. Jeg er stadig ung og har ikke så meget erfaring med sådanne situationer. Jeg har brugt lang tid på denne besked og ved ikke, om jeg fik alt med. Tak fordi du tog dig tid til at læse den.

Andre oplysninger: * Jeg har arbejdet i butikken i 2 år nu. * Jeg handler der hver anden dag. * Jeg har optaget hele hændelsen på video. * Jeg blev tilbageholdt den 6. august lidt over kl. 1.

Min ven og jeg mødtes gennem arbejdet for 5 år siden og blev meget nære venner (han hjalp mig big time, da jeg stod i et af mit livs største kriser), vi ses privat og fortæller hinanden alt. Eller det gjorde vi.

For nu er situation således at min ven er blevet min chef - jeg var lykkelig på hans vegne og gratulerede ham mange gange da han fik tilbuddet, og han ville sikre sig at det ikke ville gå ud over vores venskab inden han sagde ja. Utrolig betænksomt, og nej, selvfølgelig ville det ikke det. Det er fortjent og personen er dygtig til sit job!

Men nu er der gået et par måneder, og ja… jeg synes at han er en dårlig chef og generelt er der bare kommet en utrolig dårlig stemning på kontoret. Han micromanager simpelthen, har fjernet muligheden hjemmearbejdsdage og fleksibiliteten for at folk kan hente deres børn tidligere. Han fortæller mig at han synes at folk er dovne, at hvis de er utilfredse, så kan de bare smutte - og at de “snyder ham” når de melder sig syge - altså han mener de pjækker.

Og ÅRH hvor jeg bare en kæmpe klump i maven over den her situation, for jeg vil så gerne støtte ham i den her nye rolle og have hans “ryg” overfor de andre kollegaer - men jeg kan bare ikke stå ved hans lederstil, og jeg kan ikke lide den ufleksible tilgang og mistanke til andre mennesker.

Jeg er faktisk ofte ked af det om aftenen, for jeg er ikke glad i det job længere, og jeg var ellers så glad for det før og samtidig har jeg faktisk slet ikke lyst til at være ven med den her person længere, der ellers har stået mig så nært før.

Hvad fanden skal jeg gøre??? Sige op? Skal jeg sige noget til ham? Har I andre oplevet noget lignende?

(Måskes er det også vigtigt at sige at personen er single og ikke har børn, så det virker til at han har svært ved at sætte sig ind i andres livssituation og så er han også utrolig bestemt, det er ofte hans vej eller the highway og ellers, så bliver han småfornærmet.)

Jeg har tænkt over det her: Under menstruation gennemgår kroppen en hel del der er smerter, træthed, humørsvingninger og ikke mindst blodtab. Mange kvinder føler sig udkørte, har svært ved at koncentrere sig eller bare fungere normalt de første dage.

Burde der være mere forståelse og måske endda ret til én fridag i måneden under menstruation

Hvad tænker både mænd og kvinder og lgbtq folk herinde?

EDIT: Jeg har fundet en løsning. Tak for jer alles opbakning ❤️

På forhånd vil jeg sige at jeg ikke vil forsvarer noget som helst eller ligge skylden på nogen andre end mig selv.

Jeg har været sent ude til min leder og team koordinater om, at jeg har en vagt, samme dag som min studenter kørsel. Dvs. at jeg har været ude og skrive 2 uger før.

Der er ikke umiddelbart nogen som helst, som vil tag vagten og mine ledere har skrevet at de ikke kan hjælpe. Men hvad så nu? Er der noget jeg selv kan gøre, så jeg stadig har muligheden for at køre studentervogn eller skal jeg bare ligge den skønne oplevelse bag mig og være ligeglad med den?

Jeg arbejder i Bilka og jeg syntes egentlig at vi er mange ansatte, så det kom lidt bag på mig, at ingen ville tag vagten.

Jeg arbejder i et stort dansk firma, hvor en af mine kolleger ville slette browser historikken. Det kan ikke længere lade sig gøre! Får denne besked “ denne indstilling er administreret af vores organisation “ Hvorfor har organisationen valgt at medarbejderne ikke kan slette deres “ aftryk “? Personligt føler jeg mig lidt overvåget og manglende tillid fra ledelsen til medarbejderne. Er normal procedure fra en ledelse?

Jeg synes det er helt hul i hovedt at man vælger at holde jobsamtaler og inkludere 8 medarbejdere til den samtale. Det er super grænseoverskridende og man får bare en følelse at man er til eksam. Jeg har aldrig rigtigt forstået logikken i at der skal sidde så mange som medhør til en jobsamtale når de alligevel ikke vil 100% få indflydelse på om man ansættes??

Jeg tænker lidt at det især må være træls hvis folk bruger handicapfortrinsretten og måske har noget psykologisk funktionsnedsætning. Osv.

Er jeg den eneste som synes det er virkelig overkill at organisationer og virksomheder har behov for at tage så mange med ind til en jobsamtale?

Kære Monopolet

Vi har et dilemma herhjemme.

Sagen kort: Kæreste A skal til firmafest i aften. Over natten er vores barn blevet syg, og A har derfor taget en barn syg-dag og går ikke på arbejde i dag.

Spørgsmålet er: Kan A godt tage til firmafest, selvom A ikke har været på arbejde i dag?

A mener, at det vil være underligt, at kollegaerne vil se skævt til det, og at den sociale norm er, at når man ikke kan arbejde, kan man heller ikke feste.

B mener ikke, det er noget problem. Det er i B’s verden helt naturligt at kunne deltage i festen om aftenen, da B jo kommer hjem fra job og overtager det syge barn inden festen. Det er ikke A, der er syg, men barnet, og deri ligger den afgørende forskel for B.

Men hvad tænker Monopolet? Ville I se skævt til en kollega, der blev hjemme fra job pga. et sygt barn, men som deltog i firmafesten om aftenen?