Mange har efterspurgt en opdatering, så her er den. Da jeg skrev opslaget, var jeg egentlig i bund og grund afklaret med hvad jeg skulle gøre, det var mest for at få det ud af hovedet. I morges da vi vågnede, sagde jeg til hende at hun måske lige skulle bruge dagen på at tænke sig lidt over om hun overhovedet gad det her eller ej. Hun trak bare lidt på skuldrene og spurgte hvad jeg mente med det.

Henover dagen begyndte faktisk lidt ligesom med ham duden, så sendte hun mig nu snaps hvor hun poserede med et lille smil, og spurgte hvad jeg havde ment i morges og sådan. Jeg lå hende naturligvis bare på is, svarede med et et eller to ord, eller ingenting, og ventede til hun kom hjem.

Da hun så kom ind ad døren, satte jeg mig ned med hende og tog samtalen. Jeg gav hende et ultimatum: enten stopper hun det hun har gang i med det samme, ingen snaps til ham, ingen planer, bare helt slut, eller så er vi ikke sammen mere. Hun begyndte at argumentere for hendes sag, sagde ting som 'du overdriver det hele', og 'jeg må da have lov til at leve lidt', og ting i den stil. Jeg sad bare og kiggede på hende, og da hun var færdig, trak jeg stikket. Sagde til hende at hun bare skal flytte ud her henover ugen, og så går vi hver til sit. Hun prøvede at sige noget mere om at hun ikke tager afsted i påsken, men jeg afbrød og sagde det var besluttet, eftersom hun ikke forstod alvoren første gang. Efterfølgende fik hun pakket nogle ting og bedt sin mor om at hente hende, så jeg er fri for hende i nat.

Ikke den mest spændende opdatering, jeg hverken råbte eller hævede stemmen eller noget i den dur, så 'æren' er stadig i behold. Beklager hvis I ventede på noget vildt, det var egentlig meget stille og roligt hele vejen.

Efter flere efterspørgsler på hele historien har jeg nu valgt og sætte mig ned og skrive hele historien ned Jeg M28 havde været sammen med min eks kæreste i 7 år, men jeg fandt ud af hun havde 2 kærester bag min ryg, og her kommer historien så, men i skal holde godt fast for det bliver lidt indviklet pga, alle de forskellige løgne

Det hele startede på en helt almindelig dag. Hun var hjemme ved en veninde og spurgte, om jeg ville hente hende. Selvfølgelig ville jeg det. Da vi så kommer tilbage til vores opgang, er der en anden mand på vej ud. Jeg lagde egentlig ikke mærke til hans ansigt, men min eks går direkte ind i ham. Jeg tror først, det er underboen, der bare er på vej ud, så jeg når lige at sige: “Hvad fuck laver du?” Til min eks Da jeg selv er på vej ind i opgangen, stopper manden mig pludseligt,det lægger en hånd på mit bryst og spørger: “Hvem er du?” Jeg svarer: “Mit navn – jeg bor her, med min kæreste.”

Hans ansigtsudtryk ændrer sig fuldstændigt. Han vender sig om og spurter ind i opgangen. Jeg løber efter. Vi boede på første sal, men min eks var løbet op på anden sal for at gemme sig. Manden når lidt hurtigere op end mig og står ude foran vores dør, mens han råber op ad trappen efter hende.

Så vender han sig mod mig og spørger: “Hvor længe har du været sammen med hende?” Jeg svarer: “Cirka 7 år.” Han ser helt chokeret ud og siger: “Sjovt… for hende jeg har været kærester i 2 år hun står lige der.” – og der stod hun så, oppe på trappen og lignede en kæmpe idiot.

Han viser mig billeder fra ferie de havde været på det år, og jeg kunne jo så også vise billeder fra en ferie mig og hende havde været på samme år, det var så urealistisk De havde snakket om børn, og det samme havde mig og hende,

(Back story) I januar 2024 skulle jeg aflevere, hvornår jeg gerne ville holde ferie i sommerperioden. Som altid spørger jeg hende, og vi aftaler nogle uger sammen.

Min eks var i gang med sin tjeneruddannelse, og da vi nærmer os sommerferien – cirka tre måneder før – får jeg pludselig at vide, at hun er blevet “spurgt”, om hun vil på et vinkursus i Kolding i en uge. Jeg havde ingen idé om, hvordan det foregik, men jeg støttede hende selvfølgelig og sagde: “Det er fint – så flytter jeg bare vores ferie til Nice til den sidste uge, af min ferie”

En af mine kammerater spørger mig derefter, om jeg vil rejse med ham i den uge, hvor hun er på “kursus”. Det kunne jeg jo lige så godt, så jeg tog afsted.

Månederne op til det her “kursus” begyndte hun at gå i sol, sikkert for at dække over, at hun i virkeligheden skulle ud og rejse med fyr nr. 2. Mens de var afsted – og jeg selv var ude at rejse – sendte hun mig lange beskeder om de måltider, de havde på “kurset”, hvilke menuer de lavede, hvordan de blev sat op osv. osv.

Jeg kommer hjem fra ferie, og hun er “kommet hjem fra kursus”. Kort efter tager mig og hende så på ferie sammen.

Men til fyr nr. 2 havde hun sagt, at hun skulle på interrail med en veninde. Så imens vi er afsted, sidder hun og sender ham lange beskeder om, hvilke byer hun og veninden oplever, hvilke toge de tager osv. 😅

Tilbage til opgangen: Det ender med, at vi udveksler numre, mig og den anden fyr. Jeg går ind i lejligheden, hun går ikke med mig men følger efter fyr nr 2, fordi hun prøver at redde det forhold der har været kortest, og er mest nyt, jeg rystet over hele situationen, jeg ringer faktisk til hendes forældre og fortæller at vi ikke er sammen mere, og hvad der lige er sket i opgangen, efterfølgende pakker jeg en taske, og smutter hjem til en kammerat der bor i en anden by. Jeg låser døren, da jeg ved, hun ikke havde en nøgle med.

Nu skal i holde fast for nu skal vi se det lidt fra fyr nr 2 vinkle Fyr nr 2 skulle ud og rejse dagen efter med det firma han arbejde for, og han var til fest rimelig tæt på den lejlighed mig og min eks boede i, han havde været samme med min eks i 2 år, men havde aldrig været oppe i lejligheden og havde sagt flere gang til hende at hvis han ikke snart kom op i den lejlighed ville han forlade hende, men hun er sindssygt god til at manipulere, og spille på følelser, så han bliver, men den her dag er lidt anderledes, da han er til festen tæt på og er lidt fuld tænker han fuck it jeg går over og siger farvel inden jeg skal rejse i morgen, han går over til lejligheden, lejligheden døren er ulåst, ( da jeg som sagt bare lige hurtigt skulle hente kæresten ved veninden) han går ind i lejligheden ser, der ligger en pakke på bordet med hendes navn på, han går videre ind og ser min pc inden på mit kontor han undre sig helt vildt, går ud igen og ser mine sko ja en str 45 brugte hans kæreste ihvertfald ikke jo Derefter går han derfra. men det er her mig og min eks er på vej ind i opgangen Efter mødet i opgangen smutter jeg som sagt ind i lejligheden, men fyr nr 2 går ud af opgangen, eksen følger med og prøver at udrede situationen, uden held. Fyr 2 går ned på en bar hvor han ved at en af hendes veninder sidder og siger til veninden, “ du er nødtil at tage hende for jeg skal ikke snakke med hende” hvor veninden så tager hende med ind på en bar, derefter smutter fyr 2 hjem og sover da han som sagt skulle rejse dagen efter

Dagen efter ringer den anden fyr til mig og spørger, om jeg havde været på den bar i byen efterfølgende med en taske. For veninden havde sagt, at jeg var dukket op dernede med en taske og stilt foran hende og havde sagt: “4 år… du ved, hvad du har gjort.”

Jeg kunne jo så fortælle, at jeg havde været ved en kammerat hele natten og ikke været andre steder. Jeg spørger så efter venindens Facebook og skriver derefter til hende, om vi ikke kunne mødes på en kop kaffe, og snakke om alle de ting, der er sket (den her veninde har jeg kun hørt navnet om før, men aldrig set hende). Vi mødes så på en café, hvor hun fortæller, hvad der er sket dagen før, og jeg kan så fortælle min side. Hun kan jo så også godt se, at det ikke var mig, der var nede med tasken om natten.

Så gik vi i gang med lidt detektivarbejde: Hvem var manden med tasken? Og vi fandt faktisk frem til ham, og ganske rigtigt: han havde haft et forhold til hende i 4 år. Jeg får fat i hans nummer og ringer til ham. Han stor-tuder i telefonen, fordi han faktisk havde kendskab til mig, eller han vidste godt, jeg var hendes kæreste. Han kunne min nummerplade på min bil i hovedet, han vidste, hvor jeg trænede og hvor jeg arbejdede. Derefter satte jeg fyr nr. 2 ind i vores opkald. Det var så mærkeligt – tre fyre, der havde været sammen med den samme pige, sad og snakkede i telefon sammen på én gang 😅. Hun kunne blive med at holde ham hen ved at sige, at hun nok skulle gå fra mig, men det var jo selvfølgelig løgn. Fyr 3 havde faktisk også købt en lejlighed til dem, og igen havde hun jo bare holdt det hele hen.

Men vi drenge måtte holde sammen for ikke at falde for alle hendes løgne. Og det gjorde vi. Efter mødet i opgangen havde hun flygtet hjem til hendes mor. Jeg havde allerede dagen efter mødet i opgangen skrevet en besked til hende: “Henter du selv dit lort, eller skal jeg bare pakke det ned?” Hun ville selv hente det, eller hendes bror kom for at hente noget tøj. Hun bliver så ved sin mor i godt en uge, og flygter derefter hjem til en veninde, der bor i byen.

Herefter skulle vi finde ud af, hvilke ting hun ville have, og hvilke jeg skulle have. Det gik faktisk rigtig fint uden problemer, indtil jeg satte mig på sengen. Hun satte sig helt tæt op af mig, men jeg rykkede derefter helt ud til enden i stedet for, da jeg synes det var for underligt.

Hun er så manipulerende. Hun begynder at påstå, at jeg lyver over for hendes veninde og de andre fyre, og jeg lyver ikke. Hun blev bare ved og ved og ved med at påstå, at jeg løj. Sådan man nærmest selv blev i tvivl om, man løj, men det var som om, jeg kom ud af den strøm af tanker, hun havde sat i gang, og smed hende ud af lejligheden.

Mig og de andre fyre bliver ved med at snakke sammen og prøver at lægge det her vanvittige puslespil af løgne. På daværende tidspunkt havde mig og hende en hund sammen. Den kunne hun bruge som indgangsvinkel til at prøve at komme tæt på mig igen: “Det er jo vores, må jeg ikke komme og besøge ham?” Jeg bukkede under, og hun kom op i lejligheden. I starten gik det fint – ikke noget der – indtil hun igen flippede ud og sagde, hvorfor jeg rendte rundt og spredte løgne om hende ude i byen, og havde sagt, at hun skyldte penge til en dude osv. Igen, det var selvfølgelig løgn, jeg havde absolut ikke sagt noget til nogen. Igen ender det med, at jeg smider hende ud af lejligheden.

Dagen efter hun havde været ved mig, ringer fyr nr. 2 til mig og siger, at hun også har været ved ham i går, og de havde snakket i 4 timer, hvor hun igen bare havde sat og løjet ham lige op i fjæset, sagt at hun havde været bange for fyr nr. 3 osv. Senere på aftenen spørger fyr nr. 3, om han ikke lige må komme forbi. Det måtte han selvfølgelig gerne. Her fortæller han mig, at hun også havde været ved ham samme aften 😅.

Så efter jeg har smidt hende ud, er hun gået op til fyr nr. 3, svinet mig til og prøvet at gøre mig til the bad guy. Efter hun så havde været ved fyr nr. 3, var hun gået hjem til fyr nr. 2 og svinet fyr nr. 3 til 😂. Hun vidste, vi snakkede sammen, så det var jo klart et forsøg på at splitte os drenge ad, så hun kunne fortsætte det lort, hun havde gang i.

Drengene og jeg mødes så den aften og blokerer hende, og skriver til hende, at hun faktisk bare skal holde sig væk. Efter vi gjorde det, slap helvede løs: vores telefoner blev kimet ned af ukendte numre. Til sidst tager vi den – det er hendes mor, som truer os på livet, sygt mærkeligt. Imens vi snakker med moren, kan vi høre ekskæresten snakke i baggrunden, hvor hun prøver at manipulere moren. Til sidst tager jeg telefonen fra en af fyrene og prøver at deeskalere situationen, og det ender med, at vi lægger på. Derefter gik mig drengene faktisk bare hjem.

Jeg vågner så op dagen efter med en telefonsvarerbesked, hvor hun truer mig på livet 😅. Jeg var sådan: “Wtf, jeg vil ikke finde mig i det lort.” Jeg ved, at moren arbejder inden for noget, hvor det virkelig ikke er godt at få sådan en sag på sig.

Så jeg vælger faktisk at ringe til politiet. Jeg siger til dem: “Jeg er blevet truet på livet, ikke fordi jeg er bange, men jeg vil gerne have, I skriver det ned, sådan I har det, hvis det skulle blive til en sag på et tidspunkt.” Jeg afspiller derefter telefonsvareren, og politidamen skriver alt ned, som der blev sagt på telefonsvareren.

Der skete virkelig også en masse andre ting, men det er svært at forklare, da det er så indviklet med løgne og søforklaringer. Men jeg håber, I fik noget ud af min historie her alligevel.

Kære hestenettet.

Jeg (M20) er sammen med (K20), min kæreste går i 3g og har en større vennegruppe bestående af 4 piger og 2 drenge, de har i noget tid talt om at tage en weekend i sommerhus, det er selvfølgelig helt ok med mig. Dog er det kommet på tale at de allesammen skal nøgenbade, hvilket jeg har det virkelig svært ved, jeg har fortalt det til hende, men hun kan ikke se problemet i at 2 drenge skal se hende nøgen. Jeg ved godt det er helt naturligt osv, men uha jeg bryder mig godt nok ikke om tanken, er det bare mig der er helt galt på den eller hvad? Hun bestemmer selvfølgelig over sig selv og sin krop, men jeg syntes stadig det er ubehageligt.

Hej brevkasse, Sagen er den at jeg for et par dage siden mødtes med en date for første gang, hjemme hos mig selv. Jeg var ret sikker på at vi var et vildt match og til min lettelse var vi også det. Vi havde en hed og sjov dag og alt var godt. Vi gik i seng og dagen efter da vi vågner er manden syg. Sådan mandebaby syg. Han nåede at gennemsvede min seng af flere omgange og jeg skiftede betræk og kom med vand og lavede mad og lod ham ellers bare sove. Jeg gik hele dagen lidt på listetær i mit eget hjem og følte situationen var virkelig aparte. Det føltes kæmpe antiklimaks oven på en fantastisk dag og jeg blev mere og mere ‘yikes’ over situationen. Han blev og sov igen og jeg forsøgte at sove, men han lå og ‘rockede’ og sagde lyde og sengen var plaskvåd af sved. Jeg fortrak til sofaen i et desperat forsøg på søvn, men endte med cirka 2 sekunders blunden før mit ur ringede og jeg skulle op på arbejde. Jeg listede rundt og gjorde mig klar og et øjeblik før jeg skulle ud af døren kom han væltende svedig og nøgen og vilter ud af mit soveværelse. Jeg smuttede og bad ham låse når han gik. Da jeg kom hjem havde han end ikke løftet dynen så sengen kunne aflufte. Jeg ved godt man ikke er herre over sygdom, men jeg blev virkelig overrasket over at han blev og var syg hos mig i stedet for at tage hjem. Jeg havde for alt i verden taget hjem til mig selv hvis jeg var i samme situation og jeg havde som minimum haft lidt ydmyghed over at en fremmed på den måde havde taget sig af mig og jeg havde været så mega flov over at gennemsvede al sengetøj flere gange. Nåh, jeg tænker så han er flov og det nok afsluttes naturligt ovenpå dette. Men ak, han skriver til mig og er helt ‘på’. Jeg er fuldstændig slukket på ham nu, det er ikke med vilje. Er jeg mega tarvelig fordi jeg får det sådan? Føler mig lidt sådan samtidig med at jeg tænker at ALLE ville have skyndt sig hjem og ikke blevet hængende hos en man ikke kender?? Eller hvad? måske jeg tager fejl…Jeg ved ikke hvordan jeg skal respondere nu. Har i råd til hvordan jeg kommer ud af det her svedende mareridt uden at sige at jeg tænker han nu creeper mig ud og at jeg er ‘yikes’ på ham? Og er det tarveligt at jeg er helt afhændt nu?

Nå, søde brevkasse folk Jeg har lige fået en sms om jeg kan overføre 3000 fordi han ikke har nogle penge før d. 1/8. Hvis ikke den var slået ihjel af sved, så er den helt sikkert stendød nu. Vi taler om en mand i 40’erne. Jeg kan ikke!

EDIT: Tak for jeres gode tips med måder jeg kan dræbe hans surdej. Dem gemmer jeg helt sikkert! Synes dog ikke vi helt er der endnu. Vi har talt. Han tog det pænt. Der er nu sat brød til hævning i køleskabet. Altså surdejsbrød. Og det er ikke mig der har lavet dem. Nu venter jeg i spænding på resultatet. Holder jer opdateret.

Okay, jeg ved godt, det her lyder som en bagatel. Måske endda lidt fjollet. Men jeg er seriøst ved at blive vanvittig. Jeg har brug for hjælp. Råd. Et overlevelsessæt. Eller en form for surdejs-relateret intervention.

Min kæreste… han har en surdej. Den har ikke et navn (endnu), men det ville ikke overraske mig, hvis han en dag vågnede og sagde: “Skat, jeg har tænkt over det. Den skal hedde Leopold.” For så tæt er de to efterhånden.

Hver. Evig. Eneste. Dag. Hører jeg om den surdej. Om hvordan han fodrer den. Hvor flot og boblende den er. Om den perfekte hydrering. Om hvordan den trives bedre i køleskabet end ude. Om hvordan surdejsbrød er livets brød, og om hvordan han engang bagte den vildeste surdejspizza, og at det var næsten religiøst.

Men her er sagen: Jeg har aldrig set ham bage. Ikke én eneste gang.

Vi har været sammen i ret lang tid nu, og den surdej har fået mere kærlighed end noget andet levende væsen i huset – inkl. mig. Jeg tror, han har kigget mere kærligt på det glas i køleskabet end på mig nogle dage. Han taler om surdej som andre taler om deres børn.

Og jeg… jeg er bare træt. Jeg orker ikke høre mere om bakteriekulturer og fermentering og glutennetværk. Jeg føler mig som en dårlig person, fordi jeg ikke deler hans entusiasme – men sandheden er, at jeg er uendeligt træt af at høre om den surdej. Jeg føler mig som en surdejsenke.

Og det værste er: Jeg tror ikke engang, han selv er klar over, hvor lidt han gør i praksis. Det er som om idéen om at bage med surdej giver ham nok dopamin til, at han ikke behøver gøre det i virkeligheden.

Så. Dilemmaet: Hvordan pokker siger jeg til ham, at jeg ikke kan klare at høre mere om den surdej, medmindre han rent faktisk begynder at bage noget af den?

Jeg vil ikke være den, der kvæler hans passion – men come on, på et eller andet tidspunkt skal passion blive til handling. Eller i det mindste et brød.

Jeg føler, at jeg snart kommer til at eksplodere og råbe: “Enten bager du et fucking brød, eller så holder du kæft om den surdej!” Men det virker måske lidt… voldsomt.

Har nogen oplevet noget lignende? Hvordan siger man “jeg elsker dig, men jeg hader din surdej” på en kærlig måde?

Kære Arto

Jeg (M29) og min kæreste (F32) har været sammen i tre år. Vi bor lige nu i mit andelsrækkehus i den pæne del af Glostrup. Hun er sygemeldt fra sit studie med stress og depression, og jeg har forsøgt at være forstående. Nu lyder jeg lidt som en idiot, men i stedet for at arbejde på at få det bedre, virker det som om hun bruger sin sygdom som et våben mod mig. Ordet ville måske være..... grænsesøgende? Grænseoverskridende?

- Jeg arbejder i finans i en af vores banker, hvilket betyder, at jeg bruger hele dagen på kundekontakt, primært fysisk. Som introvert er det udmattende, og tidligere respekterede hun faktisk, at jeg havde brug for et mental break, når jeg kom hjem. Nu? Not so much. Nu mener hun, at jeg er "autist" og at jeg skal "desensitiveres"

Så hun kaster sig over mig, så snart jeg træder ind ad døren og tvinger mig ud i timelange samtaler om absolut ingenting. Hvis jeg siger, at jeg lige har brug for 15 minutter til at lade op, starter hun et skænderi: "Du elsker mig ikke.", "Du gider mig ikke." eller "Måske skulle jeg bare gå. Jeg kan alligevel få bedre." .

- Jeg sover stort set ikke længere og er konstant udmattet. Hun vækker mig hver nat, ryster mig, hiver i mig, insisterer på, at vi skal snakke. Jeg får 3-4 timers søvn i døgnet, hvis jeg er heldig. Det har påvirket min arbejdsindsats og jeg har fået en påtale 3 gange nu.

- Når mit vækkeur ringer kl. 05.00, spæner hun ud på badeværelset og låser døren. Hun nægter at komme ud, før der er 5 minutter til at jeg skal ud af døren. Jeg har forsøgt at stå tidligere op, men så gør hun det præcis det samme. Ja, jeg ville kunne gå i bad om aftenen, men problemet er bare, at jeg er overvægtig og sveder rigtig meget, og mit sved lugter utroligt dårligt. Min chef har også påtalt dette overfor mig flere gange. Jeg har prøvet at forklare hende situationen, men hun er uforstående, fordi "det er også mit hjem."

- Oven i det hele må jeg også tage mig af alt rengøringen. Jeg forstår godt, at hun har det svært, men at komme hjem til et hus, der ligner en losseplads, efter hun dagligt har haft veninder på besøg, er drænende. I går aftes gjorde jeg rent, i dag er der tomatsovs på gulvet, listerne og i sofaen. Jeg orker ikke mere.

- Vi har ikke haft sex i flere måneder, og det rører mig egentlig ikke, da jeg hellere vil have, at vi har det godt sammen. Men i hendes øjne betyder det, at jeg ikke elsker hende, att jeg er ligeglad, at hun er forfærdelig og at jeg er hende utro.

Jeg er ved at brænde ud. Mit job er påvirket i en grad, at min chef snakker om at afskedige mig. Jeg føler mig fanget i en rolle som hendes babysitter, ikke hendes partner. Jeg kan ikke mere. Jeg er tæt på at afslutte forholdet, men samtidig frygter jeg at være "ham der slog op med sin deprimerede kæreste, fordi hun var besværlig."

Hvad fanden gør jeg? Hvordan forlader jeg dette forhold uden at være skurken?

Som I kan læse, må jeg åbenbart ikke tage til Smukfest på søndag, selvom jeg har planlagt at tage afsted med en veninde. Han er sur over det, fordi han ikke selv er der. Jeg har tilbudt, at han kunne komme med, men det vil han heller ikke.

Hans argument er, at jeg engang har fået en ny drengefølger på Instagram, som gerne ville mig – og ja, det er korrekt. Det var min søsters flirts kammerat, som jeg bad hende sige nej tak til, hvilket hun gjorde. I vores breakup-periode prøvede min søster at få fat på sin flirt, der ikke svarede. Fordi hans ven (ham, der følger mig) havde blokeret min søster, skrev hun til ham fra min telefon og gjorde det klart, at det var hende, der skrev. Jeg fjernede ham ikke efterfølgende, men vi skriver ikke sammen, og jeg har aldrig skjult det for min kæreste.( jeg fjernede ham da jeg kom hjem, og var sammen med min kæreste - hvor vi fjernede ham sammen)

Sidste år måtte jeg heller ikke tage afsted, men der sagde han “næste år” – og nu er vi her.

Så lige nu står jeg i et valg: enten mister jeg min kæreste, eller også skuffer jeg min veninde. Jeg hader den her situation, for jeg føler ikke, jeg gør noget forkert ved at tage til en festival.

Edit: Jeg tager afsted, og ovenikøbet tager jeg også afsted i dag! Tak for alle rådene

Jeg (m23) har været sammen med min kæreste (k21) i lidt over et år nu, og her på det sidste er hun begyndt at opføre sig lidt mærkelig. Forleden kom hun hjem fra en aften med sine veninder ret sent om natten, helt oppe at køre og lugtede lidt af en eller anden herreparfume. Hun sagde det bare var fra en fyr der gav hende et kram da de sagde farvel, og at han var mega sjov. Han havde åbenbart inviteret hende med til en privat fest bagefter, men hun blev kun i 20 minutter for ikke at virke uhøflig?????, siger hun. Nu skriver hun med ham hver dag på snapchat, og hvis jeg spørger hvad de snakker om, er det bare 'han sender memes, det er ikke noget vildt'. I går sagde hun pludselig at han og hans venner har inviteret hende med i sommerhus i påsken, for hun trænger til at komme ud og møde folk. Hun siger jeg er smålig hvis jeg synes det er mærkeligt, det er jo bare venner, og hun skal have lidt frihed. En anden ting, hun sender ham billeder hvor hun står og poserer og smiler, sådan helt perfekt, og hvis det ikke ser godt nok ud, tager hun det om indtil det sidder lige i skabet. Men når hun snapper med sine veninder eller mig, er det bare et billede af loftet eller hendes sko, hun er ligeglad med hvordan det ser ud. Er det mig der er forkert på den, eller skal jeg bare lade hende køre frit?

Edit: opdatering er blevet lagt op.

Jeg (M21) har prøvet det sidste lange stykke tid at få nogle venskaber/en kæreste, men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre.

Jeg ønsker nogle venner generelt, men vil især gerne have nogle forhold med kvinder. Jeg vil virkelig bare gerne have en eller anden relation, om det er venner eller en kæreste er ikke vigtigt til en start, men ved ikke hvordan jeg skal møde folk. Jeg ved jeg ikke ligefrem er et catch men jeg forstår bare ikke hvad jeg kan gøre anderledes.

Så spørgsmålet er hvordan møder jeg folk til at blive venner og senere måske kærester og er jeg så uattraktiv til at jeg bliver valgt fra? Gerne sandheden men helst ikke ondt gerne konstruktivt.

Det her er mit første indlæg på reddit. Bær over med mig. Med dette indlæg ønsker jeg hjælp fra nogen der måske har idéer eller tanker om, hvordan vi som familie kan komme videre. Eller som endda har "løst" problemet. Mine veninder er helt på min side og synes at min mand er en baby, men jeg er også ked af at høre kritik af ham fra andre og får lyst til at forsvare ham. Jeg har ingen andre neutrale at tale med om det.

Min mand og jeg har været sammen siden vi var 20 år gamle. Da vi mødtes var vi begge meget umodne. Men efter at vi har fået børn (de sidste 8 - 10 år) er der nogen ting som efterhånden fylder meget negativt i min hverdag. Min mand lægger ikke mærke til noget. Som i noget. For eksempel kan han ikke huske hvornår vores mindste sidst har fået skiftet ble, børstet tænder eller været i bad. Han kan glemme at skifte den om morgenen hvilket så fører til en meget rød barnenumse og et grædende barn senere på dagen. Som jeg skal ordne. Når jeg minder ham om det siger han bare "nåh ja".

Vores have er et kapitel for sig selv. Vi har en aftale om at det er ham der skal slå græsset og klippe hæk (den fordeling foreslog han selv, hvor jeg står for at luge og holde forhaven og indkørslen pæn og han står for hæk og græs), men han gør det bare ikke. Når jeg siger, at græsset skal slås siger han "det gør jeg i næste uge", og næste uge kommer og går mens græsset bliver længere og længere. Haven er fyldt med tidsler, så børnene ikke kan gå der barfodede. Han siger, at de bare kan tage nogen sko på. Alle der kommer på besøg kommenterer at "hold da op det er vist lidt af en vildmark". Sidste år fik jeg min far til at komme og klippe hæk og jeg slog græsset hele sommeren. Min mand sagde bare "fedt" og lagde i øvrigt slet ikke mærke til, at hækken var blevet klippet. Det skal siges, at vi har en grundejerforening der kræver at vores hæk er klippet ud mod fortovet men min mand siger, at man "bare kan gå på de yderste fliser". Det provokerer mig ret meget, at han er så ligeglad med tingene, eller også ville jeg bare ønske, at jeg selv kunne være sådan også....

Han har også siden corona tiden (2021) lovet at give vores nye udestue træbeskyttelse. Sidste år gjorde han cirka halvdelen men er nu løbet tør for træbeskyttelse og skal købe nyt, hvilket han glemmer. Han har ikke fået ordnet den sidste halvdel endnu, så det ser åndssvagt ud med tofarvet udestue. Når jeg spørger ham siger han bare at "det ser fint ud" og at "han gør det på et tidspunkt". Jeg har foreslået at vi hyrer en maler, men det vil han ikke være med til at bruge penge på.

Han glemmer skiftetøj til børnehave og vuggestue, selv om jeg har mindet ham om det flere gange. Han siger igen "nå ja", men glemmer det så igen. Hans løsning er, at jeg skal lægge det frem om morgenen og minde ham om det. Han tjekker aldrig beskeder fra børnehaven og har glemt sin adgangskode til aula hvis han da nogensinde har været logget ind. Jeg frygter allerede når de skal begynde i skole og kan se for mig hvor meget koordination der kommer til at være min opgave. Han er altså 39 år nu, hvis han ikke gider tage sig af de her ting nu, kan jeg ikke se, at han nogensinde skal begynde at bekymre sig om det.

Når han skal putte børnene hvilket han skal 2 gange om ugen, kommer de oftest alt for sent i seng. I sidste uge var jeg til aftenmøde og kom hjem kl. 22, hvor børnene lå i den ældstes seng med iPad, mens han sad i stuen og så fodbold. Hans undskyldning er, at han glemte, at han havde givet dem ipaden, og at han troede at de sov, fordi de var så stille. Vi har ellers en klar aftale om ingen skærm inden sengetid, og vi havde aftalt, at han skulle putte dem klokken 20 som normalt. Så min opgave blev at få et par meget overtrætte børn til at sove så snart jeg kom hjem, selvom jeg havde glædet mig til en time på sofaen alene. 

Til min mands forsvar gør han også de ting, jeg beder ham om, men mest hvis jeg minder ham om det nogle gange. Nogengange laver jeg ugeplaner til os, hvor jeg gør min del, mens han gør cirka halvdelen af sine ting og så siger, at "resten må jeg nå senere". Udover at det tit betyder, at jeg kommer til at hænge på det praktiske, som han ikke har nået... det er tit vasketøj fordi børnene mangler undertøj eller strømper... men så langt tænker han ikke.

I maj måned var min mand på herretur i en uge og det var den mest afslappende uge nogensinde selvom jeg var alene med begge børn. Vi havde faste rutiner til alt og jeg nåede endda en hel film alene på sofaen en aften, hvilket ellers aldrig sker. Måske får jeg hug for at sige det men jeg er meget mere i ro når jeg ikke skal holde styr på hans tidsplan også og spørge og kordinere alt med ham. Bare det at minde ham om alting hele tiden og sige "husk at de skal i seng snart", "husk gummistøvler, det bliver regnvejr senere" eller "husk at børnehaven lukker halv fem i dag" og "husk forældremødet på torsdag". Det er mentalt drænende at gøre i årevis og jeg kan mærke at jeg kigger på ham mere og mere som et ekstra barn. Desværre.

Vi har tidligere været i parterapi for at lære at kommunikere. Men han siger, at man ikke kan gå i terapi for at lære at huske ting. I går havde vi en lang snak om det. Han siger at han bare ikke lægger mærke til det og at han simpelthen glemmer de ting og derfor kan han ikke ændre på det selvom han prøver. Jeg foreslog ham at skrive det ned i en kalender eller lave et system. Men hans forklaring er, at han kan jo ikke skrive ting ind, når han i forvejen ikke ved, hvad det er, at han skal huske på. Så hans løsning var, at jeg skulle skrive de vigtige ting ind i hans kalender på mobilen så han huskede det. Det er altid hans løsning at JEG skal huske tingene for ham og minde ham om det. Så deeeet.

Vi arbejder begge to fuld tid og har cirka lige meget fritid. De daglige huslige pligter inden i huset deler vi cirka 50 50 og han gør også rent og laver mad osv. Vi er nok ikke mere stressede i hverdagen end alle andre børnefamilier. Det er også hans forsvar, når jeg klager over de andre ting. At han "allerede gør meget" og det har han jo ret i.

Min mand har mange gode kvaliteter men jeg ser ham ikke helt som en ligeværdig partner. Det går også lidt ud over tiltrækningen er jeg ked af at indrømme. Forleden havde vi aftalt at have voksentid når børnene sov, så jeg havde bedt ham skifte sengetøj og rydde op på soveværelset, så vi kunne få tid til at tage et glas vin og hygge os og gå i seng sammen. Da jeg kom tilbage efter at have puttet børnene og været i bad sad han i sit træningslokale badet i sved med sin telefon i hånden og havde ikke gjort nogen af delene. Jeg gik ind på et totalt rodet soveværelse med vasketøj ud over alt. Mit håb havde været at komme ud til en lækker redt seng og en mand, der også havde været i bad og hældt et glas op til mig (ja ja ja måske for meget at forlange men man kan jo altid håbe) eller i hvert fald som havde ordnet noget af det. Han sagde, at han var færdig "lige om lidt", men klokken var over 22 før han kom ud af træningslokalet, mens jeg sad og ventede på ham og blev mere og mere træt - jeg plejer at gå i seng mellem 22 og 22:30 da mit vækkeur ringer 6:30 - og så skulle han lige i bad og ordne soveværelset, før han var "klar". Han synes at vi har alt for lidt intimt samvær så jeg forstår slet ikke at han prioriterer at træne til sent, når vi havde aftalt at have kvalitetstid sammen.

Det endte med et skænderi, og så sagde han at det var en "dårlig undskyldning for at undgå sex" og jeg gik grædende i seng. Jeg synes selv, at jeg prøver at imødekomme min mand på mange måder. Jeg giver ham altid tid og plads til at se sine venner og dyrke sine hobbyer og trækker læsset når han har travlt på arbejde. Jeg foreslår ham ting, vi kan lave bare os to sammen, fordi han siger, at han savner dengang vi ikke havde så mange forpligtelser. Jeg lader ham sove længe i weekenden fordi det betyder meget for ham. Han siger også, at han er heldig at have mig, men samtidig synes han, at jeg kritiserer ham for meget og bør være mere glad for det, jeg har.

Der må være mange andre i den her situation, som er kommet helskindede igennem det. Bliver det nemmere når børnene bliver ældre? Jeg vil prøve at svare alle der kommer med bud. Tak for jeres tid.

Min kæreste mener at jeg skal give ham oralsex uden at han vasker ‘den’ på trods af jeg gerne vil have han vasker sig først. Det er ikke altid men hvis han op til akten, har været på wc, kan jeg godt synes det er klamt. Han synes det er tarveligt jeg ikke stoler på hans hygiejne og jeg synes det er tarveligt at han ikke vasker den og respekterer mit valg. Jeg har forsøgt at tale med ham om, at det handler om grænser, han ser det som en ting der skaber afstand og kompleksitet samt begrænsning for sex. Er jeg helt forkert på den???!

Opdatering: han fortæller så, at sidst vi havde denne diskussion gik han ud på toilettet og lod som om han vaskede den, for at komme tilbage og lyve over for mig.

Han kan overhovedet ikke forstå at jeg føler mig røvrendt eller såret.

Det er ikke fordi jeg forventer han vasker den hver gang inden, jeg kan også godt lide at være spontan engang imellem, men hvis jeg Beder ham om det, føler jeg, at det er det mindste han kan gøre.

Min kæreste slår mig og forgriber sig på mig, i søvne. I nat, da vi skulle sove, så lagde min kæreste sig ind over mig, holdt mig fast, humpede mig og gramsede på mig, under mit undertøj. Hvilket jeg på ingen måde havde indvilget i. Da jeg forsøgte at sige fra, så baskede han mig væk og sagde fornærmet “du er sur”, vendte sig om og sov videre. Da jeg så begynder at græde, vågner han og spørger hvad der dog sker. Jeg forklarer ham situationen, og han siger at han sov. Så det må have været i søvne, at han beklager og så sov han ellers videre igen. Her til morgen får jeg endnu engang den negligerende og bagatelliserende “undskyldning” som sædvanligt. “Jeg kan ikke gøre for at jeg gør random shit mens jeg sover. Jeg er utroligt ked af at have gjort det. Men jeg kan ikke gøre for det.” Da jeg igen opsøger ham, og beder ham søge lægehjælp, da det kan være Parasomni (fortæller Google mig..), og fordi jeg efterhånden er bange for at sove ved siden af ham, så siger han “Så fordi jeg en enkelt gang rager lidt på dig, i søvne. Så skal jeg søge læge?” Jeg må så minde ham om, at vi nu er oppe på; 2 gange har han nikket mig en skalle 1 gang har han givet mig en knytnæve i øjet 3 gange har han givet mig en albue i hovedet Utallige gange har han klasket mig med sin hånd, sparket mig, taget kvælertag, lagt sig ovenpå mig og nu 2 gange har han forgrebet sig på mig. Er jeg seriøst røvhullet for, at sige fra, selvom det er ting som sker i søvne, som han jo så ikke nødvendigvis kan gøre for, men som er dybt ubehageligt for mig? Da jeg var gravid, måtte vi have et pudefort i mellem os, så han ikke slog mig i maven. Der formåede han jo så alligevel at nikke mig en skalle og give mig en knytnæve i øjet.. Vores barn kan ikke sove i sengen hos os, da jeg er bange for at han ligger sig på baby eller værre. Jeg ved godt, at man ikke kan styre hvad man gør i søvne, og det har jeg forståelse for. Jeg har også accepteret hans undskyldning hver gang. Men nu er jeg ved at være bange for, at sove ved siden af ham, og jeg bliver enormt ked af hans efterfølgende negligerende reaktion.. AITA? 😞

*vi har forsøgt vægtdyner uden held.

Kære Brevkassen. Jeg har i et stykke tid nu forsøgt at kunne dele min historie med nogen, og har endelig fundet dette forum. Jeg er gift med min mand i snart 4 år nu, jeg har ellers haft et meget godt forhold til ham og han har altid virket som en som ikke dømte andre. Det viser sig at min mand har ekstreme holdninger som jeg slet ikke vidste noget om da vi blev gift... Altså det begyndte med at han kom med nogle små kommentarer her og der som var lidt på grænsen, men jeg tænkte ikke så meget over det. Han skulle tit ud og besøge sine venner, men jeg måtte aldrig vide hvad det handlede om det de lavede. Som man jo gør, så blev jeg nysgerrig og jeg kiggede igennem hans telefon og jeg så han var med i en nynazistisk gruppe med et par af sine "venner". Jeg føler mig ærligt talt ret fanget, fordi på den ene side elsker jeg jo ham og vil ham det bedste, men på den anden side så kan jeg ikke fordrage hans holdninger. Jeg har ikke så meget familie eller venner hvormed jeg kan drøfte dette med, så jeg håber at I vil komme med nogle bud på hvad jeg kan gøre.

Vi har været sammen i 2,5 år. Han plejer at være sød, kærlig og følsom, og jeg elsker ham virkelig højt. Men noget skete i går aftes, som jeg ikke kan ryste af mig.

Vi gjorde rent sammen, og jeg var begyndt at lave mad. Han mindede mig om, at jeg havde lovet at hjælpe ham med noget på hans telefon og iCloud. Jeg sagde, at jeg gerne ville gøre det, men foreslog, at han kunne lave mad imens. Jeg blev lidt irriteret, fordi jeg syntes, han lød anklagende, mens jeg stod midt i noget. Det irriterede ham, fordi han følte, han havde spurgt pænt, og at jeg var kold eller reagerede for voldsomt (jeg råbte ikke, men jeg var nok lidt afvisende og irriteret).

Senere på aftenen, omkring midnat, kom han ind for at tale, men jeg var stadig irriteret, og vi havde ikke snakket sammen siden episoden. Jeg var nok lidt defensiv, fordi jeg syntes, han havde overreageret og det var en fjollet ting at have lange samtaler om midnat når vi begge skulle arbejde næste dag tidligt. Han blev mere og mere vred, begyndte at tale om at kvinder altid vil have magt i forhold, og sagde at han ville komme ud for en ulykke eller tage sit eget liv for at give mig dårlig samvittighed, så jeg kunne fortryde min opførsel overfor ham. Han sagde også, at jeg skabte problemer med vilje, og han ved, jeg hader når han påstår, han ved hvad jeg føler eller tænker.

Jeg sagde, at hvis det var sådan han ville tale, så ville jeg ikke fortsætte samtalen, vi skulle alligevel op tidligt næste dag. Jeg ville gå ud af soveværelset, men han blokerede døren og skubbede mig tilbage (ikke voldsomt, men alligevel). Han tog nøglen og sagde, at jeg bare kunne tisse på gulvet, hvis jeg skulle på toilettet. Han sagde, at folk som mig altid vil ringe til politiet, og hvis jeg gjorde det, ville han tage sit eget liv, så jeg ville få det dårligt og politiet kunne se det.

Efter lidt tid åbnede han døren. Jeg gik ud i stuen og begyndte at klippe mine negle med en lille negleklipper (jeg havde haft forlængelse på for har haft ferie og kunne ikke arbejde med dem). Han kom ud og sagde, at jeg havde taget en kniv (den lille tre-i-en neglesaks) og at jeg ville gøre ham noget og at han derfor var bange for mig.

Jeg sad i stuen, kl. var nu måske 2 (kunne ikke længere sove, har været oppe indtil kl.4 i nat) senere kom han ind i stuen fra soveværelset og sagde, at jeg skulle overføre halvdelen af vores opsparing til ham (kontoen står i mit navn), og det gjorde jeg. Han kom igen og sagde, at han bare ville have, at jeg forstod ham. Senere kom han ind og krammede mig og sagde undskyld. Jeg følte mig ulækker.

Nu er han taget på arbejde, og jeg ligger bare i sengen. Jeg ringede og meldte mig syg. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg føler mig så dum for stadig at være her, men jeg tænker også hele tiden, at hvis bare jeg havde været sødere eller mere tålmodig lige fra starten, så var det måske aldrig sket og at dette var lidt undgået og min egen skyld fordi jeg er for provokerende og afvisende.

Jeg skal snart til at læse videre og jeg bliver nødt til at arbejde, men lige nu føler jeg bare, jeg kunne blive i sengen og græde i ugevis.

Hej derude - jeg søger lidt perspektiver på et scenarie som udfoldede sig i mellem mig (M33) og min kæreste (K33). Lidt baggrundsinfo så er vi i et langdistanceforhold. Kendt hinanden i 1 år og nogle måneder og været sammen et halvt år.

Situationen er at vi i går ville ud og gå en tur. Jeg har den sidste halvanden uges tid været syg med maveproblemer og forkølelse, men er i bedring og har egentlig godt af en gåtur. Da vi er ude nævner hun, at det ville være rart med en varm kaffe to-go. Fair nok - jeg er måske lidt ærgerlig over, at jeg ikke kan være med pga. maveproblemerne fordi vi normalt hygger over en kop kaffe sammen. Vi finder et sted og hun får bestilt en kop kaffe og jeg tænker ikke så meget over det i situationen. Da vi kommer ud, er hun så oprevet og utilfreds og jeg får at vide, om jeg virkelig ikke kan ofre 42 kroner på hende og om hun ikke er det værd. Jeg bliver nærmest helt paf i øjeblikket og resten af turen foregår i stilhed.

Senere snakker vi om det og hun forklarer, at det er et turnoff for hende og hun ser det som småligt og selvisk ikke at tilbyde kaffen. Det kan jeg sådan set god se, men jeg synes stadig at hendes reaktion er urimelig. Når vi normalt får kaffe, spiser ude eller på anden vis går ud, så betaler jeg 95% af gangene. Men jeg er, ifølge hende, selvisk fordi jeg selv er involveret. Ja, hun har nogle transportudgifter når hun kommer her, men jeg står for alle dagligvarerne og førnævnte så hun ikke skal betale noget når hun er her.

Jeg kan ikke helt redegøre for, hvad der gik igennem hovedet på mig og hvorfor jeg ikke bare betalte for netop den kop kaffe, men jeg er interesseret i at høre fra både mænd og kvinder om jeg er røvhullet i denne situation? Jeg føler måske lidt, at jeg normalt er en betænksom og omsorgsfuld partner, men det virker næsten ligegyldigt fordi jeg ikke pungedede ud for en kop kaffe.

Hej brevkassen,

Jeg har lagt mærke til, at der ofte kommer opslag herinde om mænd, der har svært ved at acceptere, hvis deres kæreste har været sammen med mange før dem. Hver gang er der rigtig mange kommentarer, der siger ting som: “Det er bare usikkerhed”, “Det er Andrew Tate”, eller “De skal tage sig sammen og komme videre.”

Det, jeg undrer mig over, er, hvorfor det virker som en mindre “legitim” dealbreaker end f.eks. højde, vægt eller hårtab osv.

Forstå mig ret: Højde kan man ikke gøre noget ved. Hårtab er heller ikke noget, man selv vælger. Vægt kan selvfølgelig påvirkes, men der er også masser af genetik der spiller ind.

Men det at have været sammen med mange partnere tidligere i livet er trods alt et valg, man aktivt har taget på et tidspunkt. Så hvorfor bliver det anset som mere problematisk, hvis nogen vælger det som en dealbreaker, end hvis man siger: “Jeg tænder bare ikke på tykke mænd” eller “lave mænd er bare ikke min ting”?

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad der er rigtigt eller forkert. Jeg er bare nysgerrig efter at forstå, hvorfor det ene opfattes som mere “fair” end det andet.

Hej,

Jeg er alenefar til mine børn, og hver morgen møder jeg den samme mor i mine børns børnehave. Og jep, jeg har virkelig svært ved at slippe hende. Hun er smuk, og virker til at have nogle virkelig gode værdier... I hvert fald når hun snakker til sin datter. Og det virker til at interessen er gensidigt. Men hvordan kommer jeg videre herfra??? Jeg kan jo ikke stå der midt i børnehaven blandt børn og pædagoger og invitere hende ud. At skrive på Aula, er altså lidt underligt og finde hende på diverse sociale medier virker altså lidt creepy og stalker agtigt.

Jeg er en stille og rolig type, og har normalt ingen problemer med at snakke og flirte med piger/kvinder. Men lige her kan jeg ikke finde en måde der virker naturlig.

Så hvad siger i - hvordan kommer jeg lige videre herfra?😍😂

UPDATE: Hertil morgen var timingen perfekt - vi mødtes lige ude foran børnehaven, helt uden børn... Historien blev således: Mig "Hej, Din pige er virkelig sød" Hende: "Tak" og så smilede hun lidt genert, men hun blev stående og gik ikke videre... Så jeg tog min chance!😍🤩 Mig: "Er du alene med hende?" Hende: "Ja" Mig: "Jeg er nødt til at lære dig bedre at kende - så jeg inviterer dig på kaffe." Hende: " Ja, det vil gerne" og vi udvekslede tlf... Mig: "Hvad hedder du iøvrigt...?" Det viste jeg jo godt, men synes ligesom det var på sin plads... 🤣 Hende: "Jeg hedder ×××, og du?" Mig: " Det var et smukt navn, jeg hedder ×××" Jeg gav hende et hurtigt og forsigt kram (der blev gengældt) ønskede hende en god dag og vi gik hver til sit...

Tak for alle rådene herinde, det har været herligt at følge med i!👍👍👍

Hej, anonym konto af åbenlyse årsager.

Sagen er den, at min kone for noget tid siden, var på en forretningsrejse i udlandet, hvor hun skulle besøge deres udenlandske kontor.

Efter hun var kommet hjem opdagede jeg en korrespondance mellem hende og en mandlig kollega fra det land hun var i. En kollega hun møder for første gang der. De har aldrig talt sammen før den rejse.

Jeg har lagt beskederne ind her og anonymiseret stednavne og personnavne af hensyn til anonymitet.

Det skal siges at jeg kun fik at vide, at hun skulle ud og spise med sine kolleger fra kontoret i udlandet. Den aften hun var ude var hun meget sent hjemme og svarede ikke på mine beskeder, før meget sent.

KVINDE: Hej ☺️

MAND: Hey ☺️ Kommet godt til DK?

KVINDE: Ja, sidder i toget på vej til hjem. Kom lige i tanke om dig og ville finde dig på Teams ☺️ Stadig på kontoret?

MAND: Nej nej, var smuttet, missede lige denne notifikation kan jeg se 😂 Håber du har haft en god tur hjem og nydt det ☺️

KVINDE: Havde en helt fin tur hjem! Jeg er tilbage på kontoret 🥳 Og ja det var fedt!

MAND: Fantastisk, håber du har haft en god weekend, og er kommet over tidsforskellen. 😂

KVINDE: Haha ja, alt er tilbage til normalen, her er fandme koldt! Skriv hvis du kommer herhen så kan vi ses 😊 Og tak fordi du ville med mig ud i ”SKJULT BYNAVN”, det var hyggeligt!

MAND: 100, jeg regner stærkt med at være i ”SKJULT BYNAVN” D. 20 december som sagt. Egentlig også på kontoret hvis der er plads. Og ja, det var super hyggeligt, næste gang må vi på ”SKJULT NAVN PÅ BAR”

KVINDE: D.20 er en fredag! Jeg har en tom plads lige bag mig. Selvfølgelig må du sidde her 😄 Og jeg er med på den anden bar!!! 😄 Så skal vi have mere end bare en enkel!

MAND: Klasse, så lad os arbejde hen mod det. Jeg giver lyd fra mig når det nærmer sig ☺️ Og 100% det det skal være en hel nats oplevelse.

KVINDE: Yeees!! 😄

MAND: Ved at være klar til jul osv. Fornoder du snart skal på noget juleferie 😊

KVINDE: Jeg er først klar efter næste uge 😊 Sidste dag d.20 hvor du muligvis joiner mig her?? 😊

MAND: Jamen det er planen, har en aftale med ”SKJULT” om frokost, og lidt efter så tænker jeg at komme på kontoret hvis der er plads 😊

KVINDE: Der er plads kan du tro 😊 Og LIGE ved siden af mig er det ikke skønt? Kommer du først herhen d. 20?

MAND: Sand fornøjelse

KVINDE: Okay så 😊

MAND: Har du da lagt store planer? 😄

KVINDE: Hahaha ja, havde et helt program klar. Selvfølgelig ville jeg give en drik hvis du var her i god tid ☺️

MAND: Jamen så må der jo ændres lidt på planerne her og der, hvordan lyder festlighederne 😄

KVINDE: Jeg har jo et fuldt program med fest og farver hele ugen, så min fredag er helt fri. Vi aftaler bare så 😊

MAND: så er det jo nærmest dig der ikke har tid 😊 Men vi kan evt bare se på dagen hvor det passer dig?

KVINDE: Jamen fredag skal jeg ingenting, så jeg tilpasser mig 😊 Vi aftaler bare nærmere 😉

MAND: Lyder fornuftigt, så passer det jo perfekt med en gå på ferie drink 😊

KVINDE: Nemlig 😊

Når du nu har læst så langt, kan jeg sige at deres aftale, så vidt jeg ved, ikke blev til noget. Jeg havde nemlig konfronteret hende med beskederne og hun kom hjem direkte efter arbejde, den dag de havde en aftale. Hun har hele tiden nægtet at der er sket noget. Men er det bare mig, eller er det bare en meget unormal måde at tale med sin mandlige kollega på? Det er første gang hun møder ham på den rejse, og får så vild en kemi at de aftaler drinks og helt nats oplevelser. Jeg synes hun flirter i de beskeder? Hun fortalte om de andre kvindelige kolleger da vi talte i telefon under hendes rejse, men aldrig om den mand, før jeg så beskederne og konfronterede hende.

Hvad siger I?

Min mand og jeg siger så meget pis til hinanden. Vi har en ongoing streak af farjokes og ordspil fx hvis jeg tilbyder min mand en nød, siger han 'når du nu nøder mig'. Dertil kommer fjollede kælenavne, sexjokes, og ham der har sat et klistermærke med en t-rex med et kryds over på vores skab med vinglas, fordi jeg ikke kan nå derop uden en skammel. Og et virvar af interne jokes, som er obskure nok til at vi kan hyle hinanden fuldstændig ud af den i offentligheden ved at referere til bananmadder eller rulleskøjter midt i sætninger uden andre forstår hvad der foregår.

Vi har talt om, hvorvidt det er noget alle gør. Jeg tror det er ret normalt. Men måske ikke? Hvor fjollede er I andre?

Jeg har læst historier, om folk der har valgt venner fra pga. deres ven var homoseksuel. Det har både været kvinder og mænd. Det er en ting jeg aldrig rigtigt har forstået, hvorfor har det en betydning, hvis ens ven er et sødt og rart menneske og en god ven? Nysgerrig på hvad I andre tænker herinde? Jeg har selv haft flere venner der er det, jeg har aldrig tænkt anderledes omkring dem af den grund.

Hej Hestenettet

Jeg har snart været sammen med min kæreste i 1 år, og jeg elsker hende, men hun er svær at være sammen med.

Jeg har altid været ret skarp fagligt, men det er hun ikke. Hun ved ikke engang de mest almindelige ting, man bare burde vide – for eksempel hvad en indboforsikring er, hvad et legat eller en fond er, hvordan man vasker tøj, laver mad osv. Hun lever totalt i sin egen lille boble og fatter ikke, hvad der foregår i verden omkring hende, hvordan verden egentlig hænger sammen.

Og for mig, der snart er færdiguddannet, har ejet et firma og har et bijob, bor selv, har bil og vil noget med mit liv, kræver det at nå mine mål mange rejsedage og perioder, hvor jeg bor i udlandet. Hun bor stadig hjemme og studerer.

Det er som sådan ikke et problem for mig, at hun ikke ved eller interesserer sig for de samme ting som jeg, det er sjældent, man finder sådan en partner. Og det første lange stykke tid har jeg bare lært hende og forklaret de ting, hun ikke vidste. Men nu begynder det at blive for meget. Det er som om, jeg opdrager hende, og det magter jeg ikke længere.

Det har så medført, at jeg er stoppet med at forklare ting og snakke om ting, jeg ved, hun alligevel ikke forstår. Det førte lige til et stort skænderi omkring, hvad et "resort" er, da hun ikke vidste det, og jeg ikke magtede at forklare det.

Mit spørgsmål er:

Er vi bare for forskellige til, at det giver mening at forsøge at reparere vores forhold efter det her, eller burde jeg bare slå op?

Hej!

Mig (K27) og min kæreste (M31) har været sammen i næsten 8 år. Vi har været igennem rigtig mange ting, og var åbenbart glade i vores forhold.

Min kæreste var sammen med en luder 1 år inde i vores forhold, og jeg valgte at tilgive ham. I tænker nok hvor naiv jeg har været. Igennem vores forhold har vi haft meget sex i starten, men så har det været dalende, til nærmest ikke eksisterende. Jeg blev gravid mirakuløst, og har i dag en skøn dreng. Min kæreste har så i vrede oplyst mig om, at da jeg var gravid, så havde han sex med en luder, og har gjordt det en anden gang også.

Hans undskyldning er, at jeg har taget for meget på i vægt og han ikke tænder på mig, og at det er normalt i hans omgangskreds at være utro med ludere.

Jeg er fuldstændig i vildrede. Et sted er jeg totalt ‘over’ ham og ønsker at flytte væk, men på den anden side har jeg også en skyldfølelse overfor min søn, der måske ikke ville have to forældre sammen.

Har i oplevet situationer som denne, hvor I er blevet sammen og det så er gået fint, eller ville I anbefale at jeg flytter væk?

Hej alle. Dette er en throw away.

Jeg er en mand på 36 og har en søn på 12. Pga. kronisk og psykisk sygdom hos min eks, er vi enige om at jeg har min søn fuldtid, hvor hans hun har ham hver 2. Weekend og kommer forbi 1 gang om ugen og spiser med, og det har vi gjordt siden han var 5 år gammel. Det har fungeret ret fint. Vi er gode venner, vi har bare ikke nogen romantisk interesse for hinanden længere.

Jeg har bare utroligt svært ved at finde nogle at date. Mig og min søn er en "package deal" som man nu siger. Indtil videre har jeg dated 4 kvinder i de sidste 5 år, og forholdende er alle sammen gået i stykker pga... Min søn.

De første to ville gerne have at jeg fik ændret primær forældremyndighed til hans mor, fordi de gerne ville stifte familie med mig og ikke gad være stedmor i mere end 2-4 dage om måneden. Nr. 3 var bange for at lade hendes datter vokse op med en ældre dreng ..(?).. og min seneste eks. ....

Min seneste eks har jeg været sammen med i lidt over 1 år, hun har 2 døtre på hhv 4 og 6 år, ingen far i billedet. I starten af måneden snakkede vi om at vi nok snart skulle flytte sammen, hvor hun bliver akavet og siger at hun ikke kan udstå min søn, fordi det gør hende ekstremt utilpas over at have en konstant "reminder" om at hun ikke er min "første kærlighed", og at hun ikke gider påtvinges at indtage en forældrerolle som hun ikke gider at have. Jeg påpegede overfor hende, at det vel også gælder den anden vej; hun pådutter jo mig det økonomiske ansvar og forældreansvaret for hendes piger. Hvilket blev mødt med, at hendes piger ikke havde en far, men at min søn har begge forældre og det altid er bedst at mor har forældrene. Det kom ingen veje, da hendes krav til at fortsætte forholdet og flytte sammen var, at samværet med min søn mere eller mindre skulle stoppes og han skulle bo hos mor, og mente at jeg var urimelig ved ikke at få på kompromis, så vi valgte at gå hvert til sit.

Jeg vil påpege, at min søn ikke fejler noget eller opfører sig flabet. Han har 4 ugentlige opgaver som består af at dække bord hver aften, fylde og tømme opvaskeren og så har han én aften om ugen hvor han hjælper med at lave mad. Han er stille og rolig, sidder for det meste bare på sit eget værelse og spiller på sin guitar eller øver sang - han vil være "ligesom Lukas Graham" - så der er ikke nogle adfærdsmæssige udfordringer. Hans mor har også haft "backed off" og ikke holdt så mange ugentlige besøg til aftensmad herhjemme, de gange jeg har dated, fordi hun ved at nogle kvinder kan blive ret "competitive" over det, også selv om det er et given at vi altid vil være i hinandens liv.

Fra andre single-fædre som jeg kender, har jeg hørt mere eller mindre de samme historier...

Så kære Reddit, primært kvinderne... - Er der noget jeg som mand kan gøre for at en kvinde egentligt gider at date mig? - Er jeg virkelig urimelig, at jeg ikke vil opgive min søn og samtidig kræves af mig at jeg skal opfostre et andet menneskes barn? - Er der nogle som har stået i samme båd?

Hej derude

Jeg (M25) er smask forelsket i den sødeste pige (K21) som jeg nu endelig kan kalde for min kæreste. Vi har den bedste sex - syntes jeg og fornemmer også hun syntes - men hun kommer aldrig under sex. Hun siger selv, at hun aldrig har kunnet komme under sex og det kun sker hvis hun bruger en vibrator. Jeg har prøvet at spørge ind til om der er noget jeg skal gøre mere/mindre af, men hun virker mildest talt ikke særlig interesseret i at komme. Kan det virkelig passe?
Jeg frygter at hun holder sig tilbage og ikke siger hvad hun gerne vil have.

Skal jeg lade være at stresse sådan over hendes "orgasme sittuation" og slappe af i at hun syntes det er rart så længe det varer eller what to do?
Jeg ved ikke hvordan det er at være pige, men jeg ville hade at blive stoppet lige inden klimaks

Hej DK!

Min kone(32) og jeg (36) har været sammen i 11 år og har et godt liv med to børn – men vores sexliv er nærmest forsvundet, især efter vi fik børn.

Vi sover ikke i samme seng grundet mindste barn og er kun intime, når HUN har lyst og vi er alene hjemme. Hun siger at hun ikke har den store sexlyst, og det er ikke fordi hun ikke tænder på mig, men blot hendes lyst er helt væk.

Det, der fylder mest for mig lige nu, er en voksende misundelse på hendes vibrator. Jeg har opdaget, at hun bruger den alene, ved at jeg lægge ting ovenpå den, når den ligger i hendes toilettaske, så jeg kan se den bliver brugt. På den måde kan jeg “følge med”.

Det er især efter byture, hvor hun tidligere plejede at være fristet til sex med mig, når hun kom hjem. Nu afviser hun mig gang på gang, men bruger den alligevel bagefter, også i længere tid. Jeg har endda taget mig selv i at tjekke flere gange, om hun har brugt vibratoren, ved at stå og lytte ved døren.

Det gør ondt at føle sig valgt fra, og jeg skammer mig over at snage. Jeg under hende nydelsen fra den – men det føles som om, hun hellere vil være alene med vibratoren, end have sex med mig.

Hvordan taler jeg med hende om det uden at lyde som en jaloux idiot og afsløre at jeg holder så meget øje med om hun bruger den? Og hvordan genfinder vi nærheden igen?

Kh ❤️

Edit:

Begge fuldtidsjobs og børn på hhv 5 og 7 :-)