Jeg søger ikke nødvendigvis nogen råd her. Men måske andre, der kender følelsen?

Sorry for hårde ord, men det er lidt et vent.

Jeg (k34) har ikke børn, og har altid vidst at jeg ikke skulle have dem. Men nu er der babyboom i vennegruppen. Og jeg elsker at sidde med min venindes søn på armen og tale om livet over en kop koffeinfri pulverkaffe. Eller tage på legepladsen med min ven og hans kone og datter og se hende bestige rutsjebanen. Men det er bare det eneste, vi kan lave sammen.

Hver gang, der bliver inviteret til sommerhustur, weekendtur til Paris, klatring, polterabend, bryllup, kocert, teatertur, drinks på terrassen eller aktiviteter indenfor de ting, der engang var vores fælles interesser, så melder dem med børn fra. Eller er 'nødt' til at gå tidligt, fordi barnet ikke kan blive puttet af mormor en enkelt aften - uanset hvis bryllup det så er.

De lukker sig inde i sådan en børneboble, hvor barnet skal være i fokus 100% af tiden og skal med til alting. Alle de her forældre er par, men den anden forældre kan åbenbart ikke tage vare på sit eget barn i 5 timer en lørdag aften, så den første kan tage med i Royal Arena og høre sit yndlings band.

Teateret varer for længe. Det går ikke med et barn, der hjemme. "Kan vi ikke se en film, hjemme hos mig i stedet?".

Vi kan ikke engang mødes på vores cafe efter arbejde længere - for det er oven i spisetid.

De kan ikke komme med i sommerhus, for de skal besøge svigermor den weekend, og det er jo så vigtigt med bedstemor-tid.

Eller også siger de ja, men melder fra på dagen, fordi barnet ikke sov ordentligt om natten.. og jeg har lidt svært ved at forstå, hvorfor den anden forældre ikke kunne have taget nattevagten, når nu Amalie for første gang i 11 måneder har sagt ja til at komme ud af huset.

Forældre har selvfølgelig ikke de samme frie midler, til at lave sjove ting, fordi de har prioriteret anderledes. Men os andre tilbyder at altid at betale for middagen, så vi kan lokke vores venner ud. Men alligevel bliver det et nej tak, på grund af barnet. Eller også er vi nødt til at spise på Madklubben med babyer i højstole og så SKAL vi starte med at få mad kl 17, ellers er det synd for børnene.

Er forældre bare imod at have deres eget liv? Bliver man set som en dårlig forældre, hvis man en gang i mellem prioritere de interesser man havde før, man blev forældre? Eller er det virkelig bare så hårdt, at man ikke kan andet end at være forældre?

Jeg synes det virker ekstemt at halvdelen af mine venner, pludselig fra den ene dag til den anden, bare valgte at holde op med at have et fritidsliv og nu kun har et familieliv.

Er det fordi, at du har set for meget reality tv, hvor de skal optage begge personer i en samtale, og du tror, at det er normalt?

Er det fordi, at du vil have, at jeg joiner din samtale?

Er det fordi, at du vil have, at alle ved, hvad du snakker om, fordi du selv syntes, at det, du snakker om er supersejt?

Jeg fatter det ikke. Stop det.

"I will die on this hill" is an idiom that means someone is completely and utterly committed to a particular position or opinion.

For mig omhandler det Vladimir Nabokovs roman Lolita (1955). For dem, som ikke kender den, så handler den i korte træk om den midaldrende mand Humbert Humbert, som bliver besat af en 12-årig pige (Dolores), som han kalder Lolita.

Jeg støder overraskende ofte ind i (unge) kvinder, som anser denne bog som et stort romantisk værk. Ja, somme tider har jeg endda set den omtalt som en "unrequited love story". Og jeg får lyst til at fucking brække mig.

Det er som om, at selve meningen med romanen flyver hen over hovedet, fordi læseren bliver forblændet af H.H. poetiske beskrivelser af Dolores. Det er dét, er meningen. Han gør alt i sin magt for at overbevise dig, læseren, om, at hans forhold til Dolores er transedentalt og fyldt med kærlighed; han gør alt for at få dig, læseren, til at glemme, at han taler om en 12-årig pige.

Så, kære folk på brevkassen, hvad er jeres "I will die on this hill"?

Lad mig starte med at sige: Jeg elsker unge iværksættere! Deres energi, mod og idérigdom er virkelig livsbekræftende. Jeg har selv haft fornøjelsen af at være dommer i innovationskonkurrencer for børn og unge i 6.-9. klasse, og det er noget af det mest inspirerende, jeg har været en del af.

Derfor synes jeg også, det er superfedt, at DR laver programmer som Løvens Hule for børn. Det er vigtigt, at unge får en platform til at dele deres idéer og ambitioner.

Men…

Jeg blev faktisk lidt harm, da jeg så et afsnit, hvor en ung fyr præsenterede sit “produkt” – som tydeligvis var dropshipping. En hurtig søgning på TEMU, og der lå præcis samme produkt til 3-5 kr. Han solgte det til 55 kr. plus fragt. Det svarer jo til en fortjeneste på 800-1000%.

Senere ser jeg et opslag på LinkedIn fra hans mor, hvor hun hylder hans "innovation" og iværksætteri. Og dér begyndte det faktisk at irritere mig.

Misforstå mig ikke – jeg vil virkelig unde ham succesen. Men jeg synes, det er problematisk, når man pakker noget så lavtærsklet og potentielt uetisk som dropshipping ind som ægte entreprenørskab. Det føles nærmest lidt scammy, især når det bliver promoveret i bedste sendetid og bakket op af forældre og DR.

Jeg har det svært med det af flere grunde:

• Produkterne overholder ofte ikke EU-standarder.
• Det skader både miljøet og den lokale økonomi.
• Det sender et signal til unge om, at det er "entreprenørskab" at købe billigt skrammel og sælge det dyrt uden at tilføre reel værdi.

Er det mig, der er gammeldags? En sur mand, der bare ikke forstår den nye generation?
Eller har vi lidt for ukritisk accepteret, at alt, der minder om forretning, er godt – også når det faktisk er ret tvivlsomt?

Jeg har gået i lang tid og ønskede mig en Tesla model Y, men har efter den sidste måneds tid, skiftet mening og kan simpelhen ikke få mig selv til at købe en…. Med ham i spidsen og det han gør…

Er der andre som har det på samme måde? Eller som helt fint kan købe en Tesla uanset hvad Elon Musk gør..

Jeg har været så rasende over at folk kører enorm stærkt på vejen hvor jeg bor at jeg har bestilt en fartkontrol. Fandme om fartkontrollen så ikke allerede står på vores vej efter 1 uge. Det blev jeg jo glad for!

Jeg trillede forbi og spurgte manden hvad hans indtryk var ang farten på vejen. Hans svar var at de kørte ligesom på motorvejen. På en 80 km/t vej.

Men min partner har været så absurd sur på mig over jeg kunne finde på det. Og min nabo har spurgt mig i dag om det var mig der havde bestilt den og jeg ville stå ved det og sagde ja. Og begrundede så årsagen. Han lød så mega skuffet og afsluttede samtalen hurtigt. Ellers en lystig mand som elsker at snakke.

Så hvad synes i? Er jeg bare en stikker?

Midt i bølgen af problemer i parforhold, det komplicerede dating-liv og dårlige nyheder, er det måske tiltrængt med noget helt andet at diskutere.

Så længe jeg kan huske har jeg altid siddet ned på toilettet når jeg skulle tisse. Såfremt forholdene tillader det. Jeg har aldrig stoppet med det, og synes der er flere praktiske årsager til det:

• Jeg er rimelig høj, så har en distance der kan skabe en større usikkerhed ved første stråle. Sandsynligheden for at strinte forbi magter jeg simpelthen ikke at forholde mig til.

• Bedre mulighed for at nå toiletpapiret til at duppe af bagefter. Præventivt for nakkeost.

• Synes det er svært at ryste ordentligt af når man tisser stående. Der er ofte lidt rest-urin som sniger ud når man har pakket sammen. Viser sig som en våd plet i underbukserne.

• Er mere afslappende. Man kan lige tage dagens Wordle eller tjekke aktienyheder på mobilen mens man får tømt blæren.

Faktisk forstår jeg slet ikke hvorfor mænd overhovedet står op, hvis der er mulighed for at sidde. Ved ikke om det har noget med maskulin identitet at gøre, tidseffekten, eller et latent ønske om at indgå i toiletbræt-krigen med kvinderne?

Det er bedre at sidde. Altid. Prove me wrong.

Er jeg den eneste?

Kære brevkasse,

Jeg ved godt, at corona-nedlukningen var en svær tid for nogle, men jeg savner faktisk den ro, der var dengang. Ingen stress med sociale arrangementer, hjemmearbejde i stedet for transporttid, og en følelse af fællesskab, hvor alle var i samme båd. Er jeg den eneste, der har det sådan, eller er der andre, der også kan savne visse aspekter af den tid?

​

Edit: (Jeg ved ikke lige hvorfor, men der står at min AMA er afsluttet, og aner ikke hvordan man ændrer det).

Min barndom var præget af svigt, misbrug og og tvangsfjernelser. 23 forskellige adresser inden jeg var 16, 12 forskellige skoler. Massivt misbrug. Plejefamilie, børnehjem, opholdssted, døgnbehandling, kriminalitet.

Jeg blev introduceret for stoffer af min egen mor, da jeg var 12 år gammel. Jeg lærte tidligt, at jeg ikke kunne regne med nogen, heller ikke de voksne, der burde passe på mig.

I dag er jeg 27 år og har tre børn med min fantastiske mand - og så kæmper jeg hver dag for at bryde den arv, jeg kommer fra. Jeg forsøger at være alt det, jeg aldrig selv fik. Det er ikke nemt. Jeg laver fejl. Men jeg tager ansvar, og jeg giver aldrig op. Næste år skal jeg søge ind på jordemoderstudiet efter mange, mange års forberedelse.

Jeg laver den her AMA fordi jeg vil være med til at bryde tavsheden og folks evige tabuer. For mange tror stadig, at alle folk som mig ender på bunden. Det behøver vi ikke. Vi kan skabe noget andet.

💬 Spørg mig om hvad som helst. Barndom, traumer, moderskab, vrede, tilgivelse, mønsterbrud, skyldfølelse, alt er velkomment.

Jeg er selv ateist, ikke medlem af folkekirken osv. Jeg tager altid med kirke når jeg bliver inviteret. Det er jo det høflige at gøre.

Nu var jeg så til barnedåb nr 2 indenfor 14 dage. Og sidder blot der med en fornemmelse om det er 2 timer jeg aldrig får tilbage. Og ja, det tog 2 timer. Så da folk gik til nadver gjorde jeg noget jeg aldrig har gjort før. Jeg stak af og stødte i stedet til ved receptionen som var super hyggeligt. Kan man tillade at stikke af fra kirken? Og i øvrigt sige i fremtiden at jeg vil gerne komme til festen men kirken springer jeg over.

Rimelig sikker på det ikke blev bemærket, fik i hvert fald ingen kommentarer.

Er jeg et røvhul?

Jeg har brug for ærlige refleksioner.

For nylig havde jeg en samtale med en ledende medarbejder fra mit barns skole. Den samtale valgte jeg at optage – uden at informere vedkommende på forhånd. Hvorfor? Fordi jeg flere gange har oplevet, at skriftlige referater fra møder og samtaler i min sag bliver fordrejet. Vigtige pointer bliver udeladt, og mine ord bliver enten mistolket eller helt ignoreret.

Det gør det næsten umuligt at dokumentere noget, fordi systemet altid forsøger at tage de vigtige samtaler med mig enten pr. telefon eller på møder, hvor der netop ikke efterlades nogen dokumentation, og jeg bagefter står med “ord mod ord”.

Efter samtalen skrev vedkommende et “referat”, som netop udelod flere centrale ting og vinklede det til egen fordel. Da jeg nævnte, at jeg havde optaget samtalen, blev jeg kaldt “uetisk”.

Men ærligt, havde jeg sagt på forhånd, at samtalen blev optaget, så havde det næppe været en ægte samtale. Så havde tonen og formuleringerne været tilpasset optageren, ikke virkeligheden.

Det fik mig til at tænke:

Er det virkelig uetisk at optage en samtale, når det handler om at beskytte sig selv og sit barn, i en situation hvor tilliden til systemet er brudt?

Jeg spørger ikke, om det er lovligt, det ved jeg, at det er. Men hvordan ville du selv have reageret i samme situation?

Ville du også have optaget? Og er det “uetisk”, hvis hensigten er at sikre sandheden?

Jeg føler ikke, jeg har gjort noget forkert. Men jeg er nysgerrig på, hvordan andre ser på det her dilemma.

Okay, det er lidt akavet det her. Jeg er skolelærer. Blev kort før sommerferien informeret om, at jeg ville få en ny dreng i min klasse efter sommerferien. I dag var de så på besøg. Dreng, mor og stedfar. Sød dreng i øvrigt. Og ja... mor.... hende havde jeg forrige sommer en kort, men meget seksuel relation til.

Det ved stedfar helt sikkert ikke. Det ved skoleledelsen (naturligvis) heller ikke. Og mor vidste helt sikkert heller ikke, at det var mig, der stod klar til at tage imod i dag - og skal være hendes søns klasselærer.

Jeg er et ordentlig menneske og alt det der. Jeg kan helt uproblematisk undervise hendes søn.

Men skal man sige noget? Gøre noget? Ville stedfar ikke synes, det var meget underligt, hvis han vidste hvad... Og kan jeg overhovedet sidde overfor hende til skolehjemsamtaler og alt det, der kommer? Skemaer og opgavefordelinger er på plads. Der bliver ikke lavet om på noget. Skal jeg bare glemme og så ikke tænke mere over det?

Der er i øvrigt ingen uvenskaber eller følelser i klemme eller sådan noget. Meget har jeg prøvet som skolelærer, men aldrig dette.

Jeg er i øvrigt en voksen mand i starten af fyrrerne med egne børn.

Jeg har været i biografen to gange for nylig og begge gange har jeg købt popcorn fra stedet, men købt min egen sodavand fra en butik. Jeg kan ikke få mig selv til at købe sodavand og slik til overpris. Selv er popcorn overpris men jeg synes det ikke bliver en god filmoplevelse uden popcorn.

Jeg føler mig lidt at jeg gør noget ulovligt at tage sodavand med i min taske og skal åbne den i smug, men det er nok min egen forstand der tænker sådan.

Er det socialt acceptabelt at købe slik og sodavand andetsteds og tage det med i biografen så man fx sparer pengene?

Jeg har accepteret meget i mit liv. DSB-forsinkelser, dansk sommervejr, at stå i kø i Netto bag en, der først begynder at lede efter sit kort, når alt er scannet - Men PostNord? De tager førstepladsen i rendyrket absurditet.

Jeg har været uden telefon i en uge og har følt mig mere isoleret end Tom Hanks i Cast Away.

I går ventede jeg så på en pakke med min nye telefon, jeg var hjemme. Hele dagen. Ikke bare “lige ude at handle” – jeg var i min lejlighed, dørklokken virkede, og ingen bankede på. Fordi jeg netop skulle være sikker på, jeg havde en telefon inden jeg skulle rejse i dag.

Alligevel får jeg en besked:

"Vi forsøgte at levere din pakke, men du var ikke hjemme."

Undskyld mig, HVAD?! Siden hvornår har PostNord outsourcet deres chauffører til telepatiske budbringere?

Nå, jeg tænkte, fint nok, så må jeg bare hente den på pakkehuset senere på dagen.

Jeg fik så en mail om, at jeg kan hente den kl. 14 dagen efter (i dag) Perfekt timing – jeg sidder i et fly dér.

Så nu vil PostNord have mig til at skrive mine Instagram-opslag på et stykke papir og hænge dem op i lufthavnen, så folk ved, at jeg er på ferie?

Nogen andre, der har oplevet PostNords nyeste telepatiske budbringningsystem? – Jeg har brug for at vide, at jeg ikke er blevet sindssyg. 

Hej brevkassen

Vil gerne høre hvad I tænker om denne situation, og hvad I havde gjort.

Min barndomsveninde skal giftes og vi er inviteret til bryllup med under 3 måneders varsel, her lige op til sommerferien. Så det giver os ikke en hel masse tid til at arrangere et polterabend, men vi vil gerne forsøge at samle så mange som muligt alligevel.

Vi er en venindegruppe omkring bruden. Nogle af os er barndoms og ungdomsveninder, nogle er fra uni og så er der en enkelt ny veninde. Os andre kender hinanden på kryds og tværs, fordi vi har kendt bruden i mange år og enkelte er også veninder på tværs af venindegruppen. Men bruden er altså det primære bindeled.

Ingen af os “gamle veninder” kender den nye veninde. Vi møder hende for første gang til brudens fødselsdag for nogle måneder siden, hvor jeg bestemt synes hun blev taget imod og inkluderet. Det lyder måske som om vi er en sammentømret gruppe - det er vi ikke. Men vi er alle nede på jorden, glade, åbne mennesker som er kommet sammen i mange år og derfor selvfølgelig har en dynamik allerede.

Anyways. Bryllupsinvitationen tikker ind og et par af “primus motor”-typerne i venindegruppen rækker ud for at planlægge et hyggeligt og casual polterabend for bruden.

Et par ting står hurtigt klart:

• ⁠det skal være i august, for der er allerede gået sommerferie i den og det er umuligt at finde en dag i juli. • ⁠det skal være en lørdag, både for at alle har fri hele dagen (og dagen efter) men også for at gøre det nemmere for dem der kommer udenbys fra.

De potentielle datoer bliver meldt ud, og det står hurtigt klar at alle faktisk kan den ene lørdag i august. De andre lørdage er der flere der ikke kan. Altså, alle på nær én.

For her kommer problemet. Den lørdag alle kan har ny veninde og bruden allerede planer. De skal til koncert om aftenen, I ved en af de der sommerkoncerter der kører hver weekend med mere eller mindre kendte danske navne.

Vi foreslår at vi andre køber billetter til samme koncert og så slutter vi dagen af derinde, alle sammen. Det synes ny veninde ikke er en god ide. Hun vil gerne have koncerten med bruden alene.

Vi foreslår at vi kan være sammen hele dagen og så kan de to tage til koncert og så må vi andre afslutte dagen lidt tidligere. En lidt ærgerlig løsning, men et forsøg på en håndsrækning. Det vil ny veninde heller ikke. De skal hygge inden koncerten, så det må slet ikke være den lørdag.

Hun synes faktisk slet ikke det skal være en lørdag, men at vi skal gøre det en fredag eller søndag i stedet. Men problemet er, at hvis det ikke bliver den lørdag hvor de har planer om at skulle til koncert, vil der være veninder der ikke kan komme med.

Ny veninde vil ikke rykke sig. Bruden ved selvfølgelig ikke noget og flere har forsøgt at række ud til ny veninde og overtale hende til at genoverveje uden held.

Så kære brevkasse, hvad gør man så? Hvad havde I gjort?

**** Afklaring

Jeg vil gerne lige understrege at hverken bruden eller ny veninde har planer OM DAGEN den dag koncerten ligger. De har en aftale om aftenen. Ergo kan alle veninder og bruden den dag. Men ny veninde ønsker ikke at vi laver planer om dagen, INDEN deres aftale, ligesom hun ikke ønsker at lave deres aftale om eller inkluderes os andre veninder i den.

Jeg respekterer fuldt ud at bruden og ny veninde har en aftale om aftenen. Deraf det foreslåede kompromis med polter om dagen og de to alene videre til koncert om aftenen. Jeg forstår og respekterer til gengæld ikke, at ny veninde blokerer hele dagen selvom det er den eneste dag hvor alle kan.

******** UPDATE

Primus motor veninden er gået videre med at planlægge polter OM DAGEN den lørdag koncerten finder sted. Ideen er så pt at ny veninde og brud så tager videre til koncert bagefter. Det er altså planen at det bliver trumfet igennem at det bliver den dag, men at ny veninde får koncerten i fred som ønsket.

Alle er enige om at brud ønsker polter før bryllup så vidt muligt. At brud ville elske at have alle veninder med til koncerten. Og at brud ikke vil have et problem med en fuld dags program op til koncerten.

En anden af de gamle veninder har rakt ud til ny veninde direkte, men ny veninde er stoppet med at svare. Alle har ondt i maven over situationen og hvordan det potentielt vil påvirke ny veninde og bruds relation. Ingen ønsker at træde nogen over tæerne eller skade deres relation.

Gammel veninde kunne ikke holde det ud og kontaktede derfor gommen. Helt ok, det er hendes valg selvom at jeg ikke havde gjort det. Hun rækker ud til gommen for at spørge om der er noget vi ikke ved i forhold til ny veninde eller om der er noget særligt ved den dag med koncerten.

Gommen er enig i venindernes vurdering af bruds ønsker og forstår ikke hvorfor koncerten er et problem. Gom mener brud vil elske at alle veninder kom med til koncerten og tilbyder selv at prøve at tale med ny veninde (som han kender bedre end de gamle veninder gør) og høre hvad der er på spil.

Jeg har forslået at holde polter efter bryllup for at undgå konflikter, men der er stemning for at det skal være før og enighed om at det vægter tungest at det er den dag alle kan. Alle er enige om at nr 1 prioritet for bruden vil være at have så mange som muligt med.

Jeg hælder til at der må være noget vi ikke ved i forhold til ny veninde, eller at hun er usikker på gruppen og hendes relation til bruden og derfor værner enormt meget om deres aftale. Uanset er det i min verden helt ok. Jeg er ærgerlig o er situationen men ikke sur på ny veninde, om end jeg synes hun godt kunne være lidt mere aktiv i planlægningen og i at finde alternativer.

Ny veninde hedder ikke Katrine 😂

********* UPDATE 2

Lidt antiklimatisk, men I fortjener en afslutning.

Gommen talte med Katrine (I virker ikke til at acceptere, at det ikke er hendes navn 😂). Ingen ved hvad der er blevet sagt, men hun er nu helt ok med at vi holder polter den lørdag - og at vi alle tager til koncerten. Wtf.

Har jeg sygt meget lyst til at fritte gommen for alle detaljer om hvad der blev sagt i den samtale, hvordan det blev sagt og hvad han I øvrigt vurderer var Katrines problem? Ja. Har jeg tænkt mig at spørge? Nej.

Jeg har talt med et par af de andre veninder. Deres reaktion var også wtf. Men alle vælger at affeje det som en misforståelse/dårlig kommunikation og bare fokusere på at komme videre og arrangere et godt polterabend.

Så det var det. Problem solved 😅 skulle tydeligvis have involveret gommen fra starten af 😆 men føler for det første han har rigeligt på hans tallerken, og for det andet vil jeg helst ikke hive ham ind i vores drama og sætte ham i en situation hvor han skal holde noget hemmeligt for bruden.

Tak for input venner! Hvis jeg møder nogen derude med en “fuck Katrine” t-shirt gir’ jeg en øl 😂

Skriver dette med fare for at blive downvoted meget! Jeg ved godt, man skal tro på sig selv, og alt det der kan være ligegyldigt og yada yada yada

Jeg får ret mange komplimenter: på mit tøj, udseende, krop og personlighed, men næsten altid fra kvinder. Jeg vil tro, jeg får mellem 1-10 komplimenter hver uge, men meget sjældent fra mænd, og da næsten aldrig om mit udseende.

Så nu er jeg begyndt at tænke: Kan man godt være “pige-pæn”, altså mest pæn i andre kvinders øjne - eller giver mænd bare færre komplimenter generelt? Håber, at I gider lege med på dette spørgsmål, selvom det er et ret let emne.

Ja, er der et ord du bare ikke kan udstå, af den ene eller anden grund? Jeg HADER ordet “bobler” om champagne og ordet “snacks”. Frugtstænger og rosiner über alles.. Begge ord får mig til at skære tænder, jeg kan slet ikke klare det 😂 jeres tur!! Hvilket ord hader i og hvorfor? 😁

I don't get it.

I svømmeren smider mange ikke badebukserne, så de lige kan vaske kalorius ordentligt af, inden vi skal ind og dele klorhavet.

I fitten bader folk simpelthen i deres underhakker... og til det, har jeg simpelthen så mange spørgsmål.

Hvorfor?

Fordi du ikke har en pornodiller?

Fordi din gud siger du ikke må?

Hvordan hænger det sammen logistisk. Bader du i de underhakker, du lige har svedt i, så de bliver vasket? Er det en to fluer med et smæk-situation?

Eller tager du rene underhakker på, som du bader i?

Hvis det er de beskidte, tager du så rene på lige efter? Og hvis du alligevel skal skifte underbukser foran andre, er det så ikke smartere at tage skylderen, mens alligevel du er nøgen?

Hvis du ikke vil være nøgen foran andre, betyder det så, at du beholder de nu-våde underhakker på, hele vejen hjem?

Amen, jeg fatter det ikke. Og nu har jeg brændt inde med det for længe!

Beskederne siger vist det hele. Er der nogen regler der siger noget om sådan noget her? Jeg kunne bare lade være med at svare, men han har jo min adresse, så det er jeg lidt betænkelig ved.

FØRSTE EDIT/KOMMENTAR: Wauw, jeg havde på ingen måde troet at et post omkring lgbtq+repræsentation i film/tv, og ikke mindst min partners reaktion på det, ville skabe så stor respons. Tak for alle jeres synspunkter som virkelig er interessante at læse og i fortjener egentligt individuelle svar, men det kommer ikke til at ske; jeg tænker jeg ville komme til at gentage mig selv ret meget. (En lille disclaimer; jeg har pt ikke læst alle +300 kommentarer, så hvis jeg ikke lige rammer den kommentar du har skrevet så beklager jeg). Men jeg fornemmer lidt et par generelle træk i jeres svar som jeg vil addressere her:

1: Nej, min partner har ingen “internaliseret homofobi”. Han er ægte en god mand. Og faktisk en anelse bi-curious her på sine “gamle dage”. Det der “provokere” ham, er at han egentligt bare synes det er blevet “for meget” med “det der LGBTQ+ repræsentation”. Hvilket jeg på sin vis er dybt uenig i. Jeg tror dog måske han “rammes” lidt i det fordi han, ligesom flere kommentarer er inde på, ofte bliver præsenteret for ligegyldige LGBTQ+ storylines i de film han ser, hvor det virker forceret. Ligesom jeg personligt har det ret stramt med sexscener eller romancer i film der er der “bare fordi ”. (Mht romancer falder især Hobbitten mig for brystet: der har ALDRIG været en romance i Hobbitten!!!). Jeg tænker at dem der straks kommentere “internaliseret homofobi” og “jeg kunne IKKE være sammen med sådan en mand”, måske selv skal kigge lidt indad, og måske acceptere at ikke al “modstand” kommer et dårligt sted fra….

2: Jeg sætter især pris på alle kommentarerne fra LGBTQ+ folkene her i tråden. I sætter netop spot på det min partner og jeg talte om efter filmen: at repræsentation er SÅ vigtig. Og faktisk Aller mest vigtig når det netop ikke er sterotyperne: Gay best friend, maskulin lesbisk veninde for laughs, overkarikeret Yasss Queen Drag mv. Film der handler om alle de udfordringer der er ved at være LGBTQ+ har virkelig sin plads i verden, og der findes SÅ mange gode (min egen introduktion til genren var den svenske “Fucking Aamål” for snart 30 år siden- genial ungdomsfilm). Men jeg læser egentligt også, at en film som den vi så, hvor det netop ikke er et tema, men bare en familiekonstellation, på nogle områder måske næsten er “vigtigere” (af mangel på bedre ord). Den slags film er netop med til at normalisere LGBTQ+. Tager jeg helt fejl i denne antagelse for så ret mig endelig?

3: Filmen vi så var såmænd bare den danske børnefilm “Børnene fra Sølvgade”. En meget harmløs børnefilm. Den er faktisk utroligt rørende, og viser blandt andet bare et helt almindeligt sundt parforhold - mellem to mænd. Men det fylder ikke at det er to mænd…. De er bare et par.

Jeg tror ikke jeg har rundet alle de ting jeg egentlig vil ud med efter jeres kommentarstorm, men jeg er blevet lidt forpustet.

Peace out!

ORIGINAL POST: Min partner er pænt ligeglad med andre folks seksualitet. Som i fuldstændig ligeglad så længe det foregår mellem samtykkende myndige mennesker. Men…..

Vi så en film sammen hvor “de vigtige voksne” i filmen var to mænd i et kærligt forhold. Den ene var dog meget feminin i udtrykket: smykker, nederdel, mv. men på ingen måde Drag eller noget i den retning. Egentligt bare som man normalt ville se en kvinde repræsenteret. Og det var IKKE en “man der spillede kvinde” bare en mand der “så anderledes ud”. I filmen blev det ikke påtalt. Ligesom det heller ikke var et issue at de vigtige voksne var to samlevende mænd.

Efterfølgende taler vi om filmen. Og min partner kan nærmest ikke være i sig selv over hvor træls han synes det er, at “sådan noget” skal være i ALLE film efterhånden. “HVORFOR skal vi se homoseksuelle mv i ALLE film efterhånden.”

Jeg blev lidt nysgerrig på hans oplevelse af at han oplever at det er “alle steder” i film og tv pt. Jeg udfordrede den lidt, med racisme argumentet: det skabte noget af et ramaskrig da man så kaptajn Kirk kysse Uhura på TV. Dengang kyssede sorte ikke hvide. Nu er det ikke engang noget vi tænker over.

Så…. Hvordan oplever I det? Er det for meget? Eller er det, ligesom mit eksempel med Uhura, bare lige en fase vi skal over, og så bliver det normalt?

Jeg kender simpelthen så mange kvinder der er bange for at være alene hjemme om aftenen i et hus.

Fælles for dem alle er, at de lytter til mange true crime podcasts. Min egen kæreste vil kun bo i rækkehus fordi der er naboer tæt på. Hvordan har I andre det? Hvorfor er det sådan?

Min veninde og jeg er ude i en hed debat, om hvorvidt pasta kan gå med bearnaise. Jeg er vokset op med, og elsker stadig i en alder af 29, pasta (fettuccine, tortellini, spaghetti, what have you) med bearnaise, og gerne med frikadeller eller kylling. Min veninde mener at det er ganske diabolsk, lige så slemt som at putte brun sovs på pasta.

Vi har brug for noget input fra resten af landet, for at vide hvem der er den skøre.

Hvad har i at sige?

For en del år siden troede jeg, at jeg havde købt et charmerende gammelt parcelhus – indtil jeg begyndte at pille ved væggen i entreen og opdagede, at sælgeren havde dækket en kæmpe vandskade med tapet, maling og et strategisk placeret billede af en kat i badekar.

Nu kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvad har andre fundet, som sælgeren/ejendomsmægleren tydeligvis ikke havde lyst til at afsløre?

Har du også fundet skjulte skader, obskure hjemmelavede løsninger eller bare noget decideret vanvittigt?

Bring the horror stories – eller bare det mærkelige. Billeder også meget velkomne.

Jeg forstår det simpelthen ikke… Hvorfor er det så svært at lave aftaler med jer?

Har mange gange taget fri og ventet forgæves på at I skulle dukke op som aftalt. Alle fagtyper lige fra murer til vvs’er og malere. Projekter udskydes unødigt og går ofte i hårknude fordi den ene venter på den anden. Min omgangskreds oplever det samme…

I ringer ikke tilbage, I aflyser ikke rettidigt og flere gange har jeg oplevet at I ikke engang beklager…

Handler det om at ordrebogen er så fyldt, at der ikke er plads til forsinkelser (som jo opstår) eller at I ved, at I ikke mister kunder uanset - for vi ikke-fagfolk er jo dybt afhængige af jer?

Eller handler det om at I dybest set kunne bruge noget administrativ assistance til at fikse kundedialogen, så I kan fokusere på jeres kernefaglighed? Hvis ja - hvorfor hulen har I så ikke en administrativ ansat?

Jeg er begyndt at kunne få orgasmer meget, meget let.

Hvis jeg sidder i bilen, hvis jeg læser en opstemmende bog, ser en sexscene, hvis jeg er fuld - selvfølgelig kræver det jeg ser/tænker på noget seksuelt opstemmende. Det er noget jeg selv kan styre, og jeg kan derfor selvfølgelig godt se en god kærlighedsfilm eller læse en detaljeret sexscene, uden orgasme.

Men hvis jeg vil det, kan jeg få orgasme bare ved at klemme benene sammen. Og ja, det er en orgasme, præcis som under sex. Jeg er ganske normal under sex, og kan både have let og svært ved orgasme - som så mange andre afhængigt af partner. Jeg er desuden kvinde.

Jeg tror ikke det er særlig normalt - men nogen der har hørt om fænomenet før eller noget lignende?