Hej med jer Jeg har et spørgsmål angående jeres lyst til sex. Jeg er M36 med 2 børn den ene uge og 4 hveranden uge. Situationen er rimelig ny, da min kæreste og hendes børn lige er flyttet ind for et par måneder siden. Jeg har altid haft et stort sexdrive. Jeg har dog efter skilsmisse, depression og en masse terapi fundet ud af, at jeg nok har brugt sex til ikke at mærke. Det virkede ikke til sidst. 😬 Nu oplever jeg en masse positive følelser, men også en ny følelse af, ikke altid at være i humør til sex. Så spørgsmålet: Hvor tit har I sex med jeres koner/mænd/kærester? Og hvor tit er I simpelthen for trætte eller ikke i humør til det?

Jeg er havnet i et dilemma med min kæreste over en veninde. Jeg (k24) og min kæreste (m26) går været kærester i snart 5 år. Vores forhold er ret stabilt og vi har ikke flere problemer eller diskussioner end mange andre par, dog har vi fået et kæmpe et. Jeg har en veninde som jeg har været veninde med siden folkeskolen, dog mistede vi kontakten i en del år indtil vi så mødte hinanden tilfældigt og fik kontakt igen. Hele konflikten starter med at hun i en lang periode skriver med min kæreste om alt og ingenting, jeg begynder simpelthen at få hendes livsopdateringer gennem min kæreste, hvilket jeg faktisk bliver lidt ked af. Jeg tager fat i min kæreste først og han siger at han ikke mener noget med det. Jeg tager også fat i hende og fortæller hvordan det faktisk sårer mig lidt og hvordan jeg føler mig holdt udenfor. Hun forklarer at det har overhovedet ikke været hendes intentioner og det er hun ked af. Jeg tænker puha og at det hele er overstået. Det går så fint i noget tid indtil det hele begynder igen. Denne her gang ignorer jeg det bare fordi jeg faktisk føler min følelser er ligegyldige for hende. Fast forward til et par uger siden hvor mig og hende har en konfrontation. Under denne finder jeg ud af at min kæreste har delt info om vores diskussioner til hende og har fået mig til at lyde som om jeg er meget kontrollerende. Hun siger til mig at hun gentagne gange har bedt ham at gå fra mig og at han ville have det bedre uden mig, hvilket sårer mig helt vildt. Hun kommer på et tidspunkt helt op i hovedet på mig hvor jeg beder hende tage skridt tilbage fordi jeg føler det er en trussel. Da jeg så endelig får løsrevet mig fra konfrontationen løber jeg grædende væk og snakker straks med en anden veninde. Hun fortæller mig at hun har set at den første veninde har skrevet til min kæreste hele aftenen, og endda på et tidspunkt har sagt “tjek din mobil” til ham, så han kunne se hvad hun skrev. De sad altså og skrev sammen bag min ryg. Efter alt det her havde jeg et langt skænderi med min kæreste hvor han blev ved med at sige at hun er sur på mig fordi blablabla og jeg havde ignoreret hende og sendt hende “dødsøjne”, hvilket jeg ikke mener jeg har gjort, jeg har bare ignoreret hende. Han har siden da skruet ned for kontakten med hende, efter jeg bad ham om det fordi jeg det gjorde mig trist jeg vidste hun skrev en masse grimme ting om mig til ham. Jeg ved hun har skrevet til ham at hun har lyst til at gøre mig ondt, altså at slå mig ned osv. han siger han ignorer det og har bedt hende om at lade mig være og ikke snakke til mig. Her er så mit dilemma.. kan jeg bede ham om helt at lade vær med at skrive med hende? Eller skal jeg bare lære at finde mig i det? Alle mine venner siger de ikke kan forstå at han vil snakke med en der ønsker at gøre mig fortræd. Jeg elsker ham virkelig meget og ønsker ikke at gå fra ham, men ved ikke hvor længe jeg kan holde ud at gå rundt med den her knude i maven.

Edit: min kæreste har sagt til hende at han ikke vil høre det, men hun fatter ligesom ikke hintet. Selvom denne post kan sætte ham i lidt dårligt lys, så er han virkelig et rart menneske, derfor jeg heller ikke kan forstå hvorfor han vil have kontakt med hende. Skal også lige sige at han ikke deltager i bagtalningen, altså han siger ikke noget, han lader det bare stå på. Kan forstå mange synes det her barnligt, og jeg er så enig, men hvad fuuuu skal jeg gøre? Det er jo derfor jeg skriver her. Det er ikke mit ønske at hun skaber et problem som det her.

Jeg er en ung Gen Z gut og en dag kedede jeg mig og fandt så gruppen fra reklame og som titlen siger.

Hvis I har datet nogen derfra, eller kender nogen, der har, hvordan har jeres erfaring været?

Er det virkelig muligt at finde kærligheden der, eller er det mest en jungle af folk med baggage, der prøver at finde en genvej til et forhold eller validation, ego boost?

Jeg er en dreng på 16 år og kunne tbh godt tænke mig en sød pige at være sammen med men mit spørgsmål er hvor jeg kan møde dem og så snakke med dem uden er være weird. Der er kun 6 piger på min overgang med 30 drenge så de bliver hurtig taget. Jeg er typen der godt kan lide at spille computerspil og dnd med mine venner i min fritid og jeg er yderst sjælendt til fester, hvor jeg alligevel kender de fleste. Hvordan kan jeg møde flere pige, begynde at snakke med dem uden og være mærkelig/creepy og alt ligende?

Også, høre at det er normalt i USA at man kan spørge tilfældige personer på gaden om deres nummer med nogenlunde success. Vil det også virke i DK?

Hej brevkasse,

Min kæreste (m) og jeg (k) (begge i start 20’erne) har været sammen i næsten et år, og vi har det rigtig godt sammen.

Nu er der så sket det at jeg har mødt en anden i forbindelse med noget skole som jeg mærker en tiltrækning til og følte at vi har god kemi fra første øjeblik. Jeg har ikke tænkt mig at udforske det da jeg elsker min kæreste og det vi har sammen, og jeg har taget stor afstand til ham den nye.

Problemet er bare at det her har efterladt mig super forvirret og med en kæmpe følelse af skyld/skam. Jeg syntes ellers at jeg er meget sikker i mit forhold og jeg er ikke i tvivl om det er ham som jeg vil have, så hvorfor er jeg pludselig tiltrukket af en anden på denne måde? Jeg har altid været typen der sagde “hvis du elsker din partner nok er du ikke tiltrukket af andre”, men jeg elsker min partner og aligevel bliver jeg tiltrukket af ham her.

Er det normalt at få det sådan her? Er det et tegn på jeg mangler noget fra min partner? Og vigtigst af alt, hvordan får jeg det til at gå væk?

Selvom jeg har taget afstand til ham den nye går vi stadig i klasse sammen og det er svært at undgå ham 100%, så hvordan skal jeg navigere det her?

Min kæreste og jeg har været sammen om/off i 8 år. Vi har hver især børn og har en fælles datter.

Vi bor pt. ikke sammen og har ikke gjort det i 2 1/2 år. Nu er vi kommet dertil hvor vi taler om det, men jeg har et behov for at føle mig sikker og tryg i det inden vi tager skridtet. Jeg har brug for, at mærke at han rent faktisk vil det her og at han kan navigere i, at tingene på hjemmefronten også skal fungere, med det mener jeg, at han er aktivt deltagende og det ikke primært handler om hvad han vil og hvornår han vil det. Han har mange interesser og ting han gerne vil, hvilket jeg bakker op om og jeg tager også tit med for at vi kan have tid sammen. Og indimellem når jeg kigger på det objektivt, så giver jeg også afkald på mange ting for at han kan gøre de ting han gerne vil.

Han er nok ret egenrådig og måske også lidt egoistisk på mange måder, hvor jeg er helt omvendt. Og det skaber selvsagt nogle konflikter.

Jeg synes jo, at i et forhold skal der være plads til hinanden - og også at man hver især kan gøre ting.

Derfor har jeg sagt, at jeg har brug for, at han prioriterer os. At han giver udtryk for, at ville ses og at han ikke altid laver andre planer. Også kan jeg så få det tid der er tilovers. Hvis der er da er noget :(

Det synes jeg ikke er måden at gøre det på. Jeg kan ikke bare give op på hele mit liv og flytte hen til ham, uden at han rent faktisk viser at vi også er en prioritet. For jeg har svært ved at tro, at det ændrer sig hvis vi flytter ind. Jeg frygter at sidde tilbage i hans bolig og jeg så kan stå for alt husligt og med vores fælles datter alt imens han lever det liv han gerne vil. Men at han også synes det er meget rart, at vi er der når han synes han har lyst til at være hjemme.

Hans respons er, at han ikke kommer til at ændre noget som helst før vi flytter ind.

Han er slet ikke til at snakke med, det skal udelukkende være på hans præmisser…

Er jeg helt forkert på den? Er det for krævende, at ville have han også gør en indsats for at vise at han vil os og det vi har inden jeg rykker teltpælene op?

Jeg er ved at stille træskoene .. eller det føler jeg! Har ligget syg siden tirsdag hvor jeg testede positiv for corona. Og jeg føler bare ikke jeg får det bedre. Lægen er til ingen hjælp og min skyldfølelse overfor mit arbejde er ved at æde mig op. Føler mig på ingen måde frisk eller klar til arbejde foreløbig.. Er der andre derude, som er ligeså syge af corona pt? Havde I bare spist et par piller og taget afsted her en uge efter, trods kraftig hovedpine, svimmelhed, feber og hoste / ondt i lungerne.

Kære unge og voksne mennesker med forstand på den slags

Mine døtre sælger, som mange andre unge mennesker, tøj og sko på platformen Vinted. Det har jeg ingen holdning haft til, bortset fra, at det da sådan set er fint, at de både køber og sælger brugt tøj.

Men så viste de mig, hvilke beskeder de modtager: voksne mænd, der ønsker at købe deres uvaskede trusser (de sælger ikke undertøj på Vinted), voksne mænd, der ønsker dates (de giver på ingen måde udtryk for andet, end at de sælger deres sko og tøj) og voksne mænd, og det er det værste, der tilbyder dem penge for sex (!?).

Er det mig, der har sovet i timen? Burde jeg vide et eller andet, som jeg ikke ved?

Da mig og min far skulle hente min kusine fra en fest i går, mødte jeg en af mine klasse kamerater som jeg har haft en crush på i et langt stykke tid. Hun var meget fuld og spurgte om hun ikke også kunne få et lift hjem, jeg sagde selvfølgelig ja da hendes forældres hus er tæt på vores.

Da vi skulle sætte hende af var hun ikke istand til at gå ind selv, så jeg hjalp hende ind. Da jeg var på vej ud kom hun hend og kyssede mig. Jeg tog imod kysset(kan man sige det? idk det mit første kys) ud fra hvad jeg følte, så virkede kysset oprigtigt men hun var også meget fuld så jeg er ikke sikker på hun overhovedet var klar over det var mig.

Vi er begge to piger og jeg har identificeret migselv som lesbisk siden jeg var 14, men det er der ikke nogen der ved. Troede altid min ven var straight og måske hun faktisk er det og det bare var en fejl at hun kyssede mig. jeg ved ikke og jeg skal skrive til hende eller snakke med hende når vi kommer tilbage på efterskolen i aften, ved ikke om jeg overhovedet skal sige noget. Jeg føler mig totalt lost og har af åbenlyse grunde ikke nogen at snakke med det her om.

Kan man godt tage fejl af hvem man kysser når man er fuld eller kysser man bare folk fordi man er fuld? jeg må være helt ærlig og sige jeg ikke ved noget om det at være fuld, da jeg ikke fester udover at få en enkelt genstand.

Jeg kan virkelig godt lide hende men hun har aldrigt sendt signaler om hun kan lide mig udover det kys i går.

Snakker jeg med hende? er bamge for det ville være pinligt hvis hun nu ikke kan huske det.. eller endnu værrere hun mener at jeg måske har kysset hende uden hendes samtykke. Jeg tager i mod råd af alle slags. Vi er begge 16 fyi.

Jeg har skammet mig meget over at overhovede have et crush på hende

Det føles, som om europæere bliver "psy-oped" til at føle sig uendeligt skyldbetynget over deres plads i verden. Og jeg er ved at være træt af det.

Hvis jeg tænker tilbage på min skolegang, begyndte det allerede med "kolonial skyld", nazisme, Holocaust og slaveri, altid vinklet, som om europæerne var de eneste, der koloniserede eller holdt slaver (fx arabisk kolonialisme, Djengis Khan, slaveri af de slaviske folk).

Samtidig var den europæiske historie ofte vinklet som ondskabsfuld, undertrykkende og skamfuld, mens andre kulturer blev fremstillet som noble, "uskyldige ofre".

Stadig i dag ser vi denne vinkling på alt fra massmedier til det juridiske system.

Asylansøgere, der kommer til Europa, fremstilles som moralsk rene, som absolut ikke har sekundære motiver om at udnytte systemet eller være opportunistiske i valg af værtsland (af økonomiske grunde).

Der er altid en hyperfiksering på den stakkels asylansøger (fx billedet af det døde barn på stranden), i stedet for realiteten, som er: primært unge mænd (ikke kvinder og børn) af lav socioøkonomisk status, som egentlig bare har fundet en juridisk genvej til vestlige levestandarder.

Så kigger man også på det danske juridiske system, hvor man indfører "hate speech"-lovgivning, som nu gør, at europæere kan retsforfølges, hvis de formulerer deres frustrationer på en uheldig måde.

I årtier er man blevet bombarderet med kapitalistisk neoliberal propaganda om tolerance og "one humanity". Et multikulturelt utopia, hvor ikke-vestlige har ret til at dyrke og identificere sig med deres kultur, mens stolthed over europæisk kultur udviskes.

Fx har ingen problemer med at nedgøre kristendommen i Europa, som man vil (hvilket er en ret), men så snart man udtrykker kritik af Islam (Ex: profeten er pædofil), bliver der helt stille. Det er kun folk, der er villige til at risikere deres eget liv – eller blive kaldt "racist" eller "islamofob" – som kritiserer Islam.

Det virker som en kæmpe psy-op, at en kapitalistisk klasse kan importere billig migrantarbejdskraft, ikke forholde sig til europæernes dalende fertilitetsrater og samtidig forsøge at aflede opmærksomheden fra de sociale konsekvenser.

Selv i samfundsfag kan jeg huske, at min socialdemokratiske lærer argumenterede for, at den bedste måde at løse ældrebyrden på var via migration.

Hvis man nogensinde taler om kriminalitetsrater, Islam eller alle de måder, Europa tydeligvis er blevet mere usammenhængende og fragmenteret på, risikerer man at miste sin sociale status, sit job og blive stemplet som "racist".

Siden 2. Verdenskrig er Europa blevet betinget til at se nationalt selvinteresse som farligt, endda umoralsk. Skyld over kolonialisme, fascisme og racisme er blevet et psykologisk våben.

Medier og akademia bombarderer os konstant med, at det at beskytte sit eget er "højreorienteret" eller "xenofobisk". Mens kriminalitet og integrationsproblemer bliver nedtonet, omformuleret som samfundets skyld eller skyldt på fattigdom/diskrimination.

Eliterne (politikere, NGO’er, EU-bureaukrati, virksomhedsejere, Dansk Industri) har gavn af billig arbejdskraft, stemmer og moralsk status, så de skubber politikker, der udvander modstand.

Almindelige europæere bliver guilt tripped til tavshed. Hvis man taler ud, bliver man angrebet socialt eller endda retsligt.

Hej allesammen, jeg er fornyligt startet på Finansøkonomi uddannelsen på CPH Business (E-Læring). I starten af studiet lagde jeg mærke til, at vores bogliste for hvert fag alle var online, gratis, og allesammen skrevet af den samme af vores lektorer (metode, statistik, mikroøkonomi, branchekendskab, osv.). Dette er ikke gældende for CPH Business (City) i København, hvor de faktisk bruger rigtige læringsbøger til de forskellige fag (jeg tjekkede deres bogliste). Allerede der begyndte jeg at være skeptisk, fordi hvordan kan manden være ekspert på alle områderne?

Jeg sad så i dag og af ren nysgerrighed ville kigge lidt på hvad vi fremover skulle lære i mikroøkonomi. Jeg faldt så over en lille informations del, hvor der ordret var skrevet af min lektor:

"I udviklingen er der benyttet kunstig intelligens både til kodningen af selve strukturen i form af navigation, js-, html- og css-filer, samt indhold og eksempler. Der er benyttet følgende LLM-modeller:

• Google Gemini
• Anthropic Claude
• OpenAI ChatGPT"

Nu er mit spørgsmål så, ville i blive lige så skeptiske som mig? Jeg sidder lidt og overvejer, at droppe ud og starte på CPH Business (City) afdelingen i stedet for, hvor de faktisk bruger rigtigt læringsmateriale i form af bøger af professionelle. Ville i blive og håbe på deres lille AI-forsøg (af hvad det virker til at være) fungerer, eller ville i gøre det samme som jeg overvejer at gøre?

Min kæreste og jeg skal til en fælles fødselsdag hos min veninde og hendes kæreste. Det er et uformelt arrangement. Min kæreste kender ikke hverken veninden eller kæresten ret godt.

Vi giver gave sammen med andre, som alle kommer uden kærester. Så mit spørgsmål er: hvor meget skal vi give til gaven? Skal vi give det samme beløb som dem der kommer alene, eller skal vi give dobbelt op?

Hej med jer - håber det er OK at jeg spørger herinde, ellers må I hjertens gerne sende mig videre til rette sted. 🙏

Jeg står i den irriterende situation at nogen er begyndt sende mig pakker fra udlandet og jeg aner ikke hvem det er. De kommer fra "G Park Bedford Wallis Way" jf. PostNord app'en. Jeg troede først det var noget jeg havde bestilt fra en sælger via Amazon, men navnet matchede ikke og Amazon pakken er så dukket op hertil morges - sammen med endnu en pakke fra den ukendte forsender. P.t. er der nu 4(!) pakker fra samme sender - 3 er "fanget" i tolden og 1 er på vej, lige tilføjet hertil morgen.

Jeg har tjekket min bankkonto og der er ikke trukket nogle ukendte beløb. Jeg har ikke hemmelig adresse, men der dukker ikke noget op via Google (og har et atypisk navn) - så de må have stjålet mine oplysninger fra et eller andet sted. Jeg har Googlet og det lyder som et scam, det er dog alligevel en anelse begrænset hvad jeg kunne finde frem til. Det kan ikke være pakker fra nogle, som jeg kender, da det kun er få der har min adresse (og de ville sige hvis de sendte noget til mig).

Jeg går selvfølgelig ind og får rettet mine kodeord på samtlige kontier mv. og afviser pakkerne i tolden. Men hvad pokker kan jeg ellers gøre/bør jeg gøre?

Måske er der nogen som bliver stødt… MEN! Jeg kæmper med de sidste kilo efter baby. Jeg har prøvet alle de ting som plejer at virke, men kan ikke komme af med de sidste 5-10 kilo. No matter What. Jeg har ramt en mur.

Jeg vil gerne starte på Wegovy, men jeg har ikke det krævet bmi på 30.

Hvad har andre af erfaring med private klinikker? Hvor kan jeg tilmelde mig?

Frabeder mig “du burde vide bedere…”kommentarer.

Jeg afsluttede min kandidatuddannelse i fysik her i sommers. Jeg har aldrig haft interesse i undervisning, og selv da jeg startede på kandidaten tænkte jeg “jeg skal sgu aldrig være gymnasielærer”. Men her fra marts til maj i år fik jeg, helt tilfældigt, lov til at følge med i undervisningen hos et GSK hold i fysik, og det viste sig at være helt vildt spændende og meget lærerigt for mig OGSÅ.

Så nu har jeg en minimal overvejelse i at blive gymnasielærer, men jeg har læst min uddannelse udelukkende med fysik, og har altså ikke noget sidefag - som det kræver at blive gymnasielærer. Jeg aner heller ikke umiddelbart hvad sidefaget skulle være. Generelt ved jeg ikke hvad mulighederne er, eller om der overhovedet er muligheder, nu jeg jo aktivt har fravalgt gymnasietilvalget via. min uddannelse.

Derfor spørger jeg.

Har du altid vidst, at du ville være gymnasielærer? Hvis nej, hvordan kom du frem til konklusionen, og hvordan valgte du sidefag?

Hvad er mine muligheder, hvis jeg på sigt ønsker at blive gymnasielærer?

Hej alle,

Jeg er en mand på 32 år, som har en fantastisk kone og en dejlig datter.

Jeg har altid været en ‘gamer’. Jeg har spillet rigtig mange timers LoL, WoW og CS:GO, men udadtil ligner og virker jeg ikke, som en gamer. Det er noget jeg har haft lidt i privaten og de sidste mange år primært bare spillet med mig selv og evt. randoms jeg møder online, da mine venner er stoppet med at spille for mange år siden.

Nu er jeg så efterhånden nået til det punkt i mit liv at jeg om ikke andet ønsker at forsøge at stoppe med at game. Primært fordi at jeg ikke længere har tid eller overskud. Gaming kræver for mig (fordi jeg altid har spillet det kompetitivt) et relativt stort fokus når jeg spiller og ligeledes et rimeligt tidsforbrug. Jeg dyrker hjernegymnastik dagligt på mit arbejde og derfor så føles det her på det sidste, som om min hjerne er “kogt”. Det går udover overskud til mit barn og kæreste. Det skal siges jeg kun har gamet når den bette er lagt i seng.

Så! Nu står jeg her. De sidste 15-20 år har min hjerne været vant til at få konstant dopamin via. gaming og det føles, som om jeg er en løve i et bur uden nogen form for outlet. Jeg KEDER mig. Det er sikkert sundt, men jeg søger råd til alternative hobbyer man kan foretage sig. Hobbyer, som gerne må give ro. Sunde hobbyer.

Er der nogen der har haft det lignende og kan fortælle om det har været det værd at få smidt den skide computer af h til?

Jeg har nok bare brug for et par råd til at afvænne mig selv fra den tydelige afhængighed jeg har fået skabt af den PC der.

Okay, titlen er måske lidt overdrevet. Men sagen er den at min far er død og min mor på 70+ er tilbage. Hun har et hus til over 5 millioner uden gæld. Investeringer for omkring 5 millioner. En andel i et sommerhus til omkring 4 millioner og en gammel Citroën 3, der kører fint og uden gæld i.

Min mor er typen, der ikke vil bruge 150 kr. på en flaske god vin eller købe store (>500 kr.) gaver til børnebørnene. Hun bruger i det hele taget bare aldrig rigtig penge.

Jeg spurgte hende om hvorfor hun investerer og ikke bare bruger løs på fx ny bil, rejser osv., hvortil hun svarer at hun gerne vil have at der er noget at arve til min bror og jeg. Vi er begge omkring de 40 år og kunne egentlig meget bedre bruge nogle penge nu, fremfor mange om 10-20-30 år når hun dør.

Hvordan tager vi forskud på arven? (Alt skal være juridisk og moralsk helt efter bogen)

Hej allesammen. Jeg har brug for nogle ærlige råd, for jeg er fuldstændig knust lige nu.

Jeg er lige nu i Afrika på et praktikophold, som jeg har glædet mig til og sparet op til længe. Midt i det hele vælger min kæreste at slå op med mig over telefonen. Hans begrundelse er, at det udelukkende handler om hans tilstand, han har kronisk migræne og hovedpine, og han føler ikke, at han kan overskue et forhold oveni. Han siger, det ikke handler om, at jeg har gjort noget forkert, eller at han ikke elsker mig, men at han simpelthen ikke kan klare det lige nu. Alt jeg har bedt ham om imens jeg var afsted var at vi kunne skrive lidt frem og tilbage omkring turen/derhjemme, og om han måske kunne være bedre til at skrive nogle søde ting, da han tit kan virke meget kold over besked.

Og alligevel kunne han ikke vente de to uger, til jeg kommer hjem, så vi kunne have taget snakken ansigt til ansigt. Han vidste, at det ville smadre mig fuldstændigt at få den besked hernede, og nu sidder jeg alene, langt væk hjemmefra, og prøver at fungere i hverdagen, selvom jeg er knust.

Det føles ekstra uretfærdigt, fordi jeg har ofret så mange af mine egne behov for at få det her forhold til at fungere. Han har aldrig haft det store overskud til at give mig fysisk eller verbal bekræftelse, og jeg har hele tiden følt, at jeg gik på æggeskaller, når han havde det dårligt. Der kunne snildt gå 2-3 dage mellem kram/kys og sex nogle uger, det er heller ikke ligefrem fordi komplimenterne/anerkendelse hang på træerne. Men jeg holdt fast, fordi jeg håbede, at behandlingerne ville hjælpe ham, og at vi så kunne få et mere balanceret forhold.

Nu står jeg her. Han tog allerede i byen en time efter han slog op, alt mens jeg sidder og kæmper med at holde sammen på mig selv og samtidig prøve at få det bedste ud af min praktik og min ferie. Kan næsten ikke tænke på andet end jeg skal til og hjem, finde lejlighed og møbler samt starte ny praktik derhjemme oveni.

Mit spørgsmål er: Hvordan i alverden kan jeg nyde resten af min ferie uden at tænke konstant på ham? Jeg vil så gerne være til stede i alt det, jeg oplever her, men mit hoved kredser hele tiden om ham, uretfærdigheden og smerten.

Jeg har skrevet vedrørende min situation nogle gange, og jeg håber, at I vil være søde at springe opslaget over, hvis I ikke orker mere, da jeg er meget let påvirkelig i forhold til negative kommentarer. Det er mig med den voldelige mand, der har en datter, som jeg ville tilbringe sommerferien med, inden jeg tog på krisecenter.

Jeg har samtaler med eksperter og min familie, men jeg mangler sparring fra mennesker, der ikke er følelsesmæssigt påvirket af det, der er sket, og som kan se på min situation udefra.

Jeg er stresset (skyldes i høj grad også praktiske ting), og jeg er angst, fordi jeg hører de værste rygter om mig selv, som hans familie spreder. Dog tror de færreste heldigvis på dem, og efter at have talt med en sikkerhedskonsulent fra politiet ved jeg, at i hvert fald politiet tror på mig, og det er trods alt det vigtigste. Alligevel kan jeg ikke lade være med at lade mig gå på af rygterne: At jeg er svært psykisk ustabil, at jeg er dopet af psykotisk medicin, at jeg har truet ham med en kniv mv. Alt sammen opdigtede historier. Jeg ved godt, at det handler om, at han vil redde sin egen røv, men alt hvad de siger om mig, påvirker mig virkelig meget. Jeg bliver ked af det, for jeg har gjort alt for ham og hans barn. Jeg har tilsidesat alt i mit eget liv for at være der for dem, og jeg føler, at jeg endnu engang bliver stukket i ryggen. Det gør ondt, at de forsøger at ødelægge mig, når det i forvejen er mig, der er offeret, og jeg er faktisk bange for, hvad de kan finde på. Jeg arbejder også på en underretning på hans barn (hun er allerede i systemet efter mit dramatiske exit, og moren er bekendt med og tror på hele “historien”).

Jeg er følsom, men jeg føler mig dog også stærk, og jeg vil gerne anmelde min eks til politiet for den vold, som han har begået mod mig i de sidste fire år. Problemet er blot, at jeg aldrig har tænkt på, at jeg ville anmelde, så jeg har ikke vildt mange beviser. Er der nogen, som kan vurdere, om det er muligt, at han kan få en straf ud fra de beviser, jeg har? Jeg vil anmelde for min egen skyld for at markere, at der er sket noget, som ikke er okay, men jeg vil heller ikke have, at han går grinende fra politiet, fordi der ikke er en sag. Jeg tænker på, om det er det hele værd, og hvis det er, så vil jeg have anmelde hurtigst muligt.

Jeg har beviser i form af SMS’er, hvor volden/de enkelte episoder bliver omtalt og diskuteret (kun fra før nytår, da han slettede alle SMS’er fra ham), og disse indeholder også trusler samt beskeder fra tre gange, hvor han har fulgt efter mig eller har opsøgt mig om natten, når jeg har forsøgt at forlade ham. Jeg har billeder af store blå mærker, billeder af mit ødelagte hår, der er knækket og tyndet kraftigt ud (herunder også en redegørelse fra en frisør), billeder af ting han har ødelagt i forbindelse med episoder, billeder af en blodsprængning fra halsgreb. Jeg har et par lægeattester fra speciallæge, scanning, skadestue mv. (ny + gammel skade). Derudover en tidslinje med de episoder jeg kan datere og gengive præcist (med tilhørende bilag). Der er dog huller i tidslinjen, da jeg ikke har nedskrevet episoderne tidligere. Jeg synes selv, at det hele er meget troværdigt, men jeg ved også, at alt vil kunne blive pillet fra hinanden i en evt. retssag. Han har udøvet vold mod mig flere gange, end jeg kan huske.

Eksempler på typer af vold, som jeg har været udsat for (og som er sket mange gange):

• ⁠spyttet på kroppen og i ansigtet • ⁠sparket hårdt forskellige steder på kroppen • ⁠hevet og trukket hårdt i håret flere meter • ⁠slået med knytnæver på kroppen • ⁠hårde lussinger • ⁠skubbet • ⁠kvælertag/halsgreb • ⁠holdt fast om struben • ⁠smidt i gulvet ved tag om nakken • ⁠banket hovedet i en betonvæg • ⁠og meget mere.

Det skal desuden tilføjes, at jeg har en del skader på min krop (ikke påført af ham), som betyder, at jeg har været ham meget fysisk underlegen. Han er bevidst gået efter fx. at ramme mig med knytnæver de steder. Jeg kan ikke komme nærmere ind på det, da jeg er bange for at blive afsløret. Faktum er, at jeg mangler styrke i min krop, og det har han udnyttet.

Er mine beviser brugbare til mere end en bøde? Det skal tilføjes, at han har en videregående uddannelse, er i arbejde og har gode personlige forhold. Jeg ved, at dette har betydning. Han er ikke tidligere straffet for personfarlig kriminalitet, men han har en mindre dom for noget, som jeg ikke kan komme nærmere ind på.

Jeg føler virkelig, at jeg er nødt til at søge en form for retfærdighed. For mig er det ikke længere nok, at jeg er kommet væk. Som nævnt føler jeg mig stærk, men jeg er også bevidst om, at jeg befinder mig i en stresstilstand og endnu ikke har forstået voldsomheden. Indtil for et par dage siden troede jeg eksempelvis, at det var normalt, at vold altid indebar kvælertag. Jeg er også først nu blevet bevidst om, hvor meget jeg er blevet manipuleret. Jeg ønsker at anmelde hurtigst muligt, og jeg har allerede lavet en stor rapport med alt, hvad jeg har af beviser. Min familie er bekymrede for, om jeg kan holde til uvisheden ved en anmeldelse (jeg er typen, der overtænker).

Det korte af det lange: Får jeg noget ud af at anmelde?

Beklager det lange skriv.

Edit: Underretningen er ikke en hævn, men da jeg har skærpet underretningspligt, har jeg fået at vide, at jeg skal skrive en underretning, når børn har været indirekte vidner til vold.

Hej hestenet Jeg 18K har flere familiemedlemmer og bekendte, som har mødt fantastiske partnere på dating apps. Dette ledte til en slags diskussion med min famile om hvorvidt jeg også kunne overveje at prøve det.

Men jeg har altid haft en form for tilbageholdelse når det gjaldt dating apps. Der er en del af mig der føler de lægger vægt på de forkerte ting og egentlig bare er lidt uromantiske da det hele er så teknisk anlagt. Samtidig syntes jeg det er utrolig svært at danne forhold, også venskabeligt, til folk i social situationer. Til fester holder folk sig til dem de kender og det er generelt svært at holde samtaler kørende med nye mennesker. Jeg lidt introvert så det er nok også en faktor.

Jeg føler mig ikke på bølgelængde med de fleste på min alder og syntes ærligt talt det er et modenheds gap.

Udover det har jeg har aldrig været ude i dating livet ved jeg slet ikke hvordan det skal navigeres.

Der er også en del af mig som ikke bryder mig særligt meget om tanken om at min allerførste date, måske første kys, og første forhold er fra en app. Jeg har dog overvejet at prøve det alligevel og følge rådet at “det er hvad man gør det til”, men føler ikke helt at mine romantiske tendenser er nok til at opveje for den måde de apps er sat op på.

Så hvad er jeres tanker om dating apps? Syntes i det er et sted man kan danne reale relationer til andre mennesker? Nogen generelle råd til navigering af dating livet til en idealistisk romantiker? Tak for at læse mine lidt rodede tanker men havde brug for nogen andre perspektiver.

Min søster og svoger har spurgt mig og min kæreste om vi vil blive værge for min nyfødte nevø og tage ham ind hvis der skete dem noget.

Det svarede jeg at det vil vi selvfølgelig gerne og vi er beæret over at de valgte os (jeg har selv andre søskende og det har min svoger også).

Men nu til mit dilemma. Mig og min kæreste får selv børn på et tidspunkt og børn er ikke gratis. Hvis vi tog min nevø ind ville vi selvfølgelig behandle ham som var han vores egen og give præcis de samme muligheder som vi vil give til vores eget barn.

Vil det derfor være småligt at foreslå at en del af den arv de efterlader skal gå til mig og resten selvfølgelig til min nevø (deres søn). Jeg har det sådan at alt det økonimiske vi giver til min nevø tager vi fra vores eget barns "arv". Eller er jeg helt langt ude?

Kære Mads og monopolet.

Jeg har en veninde, som jeg ikke har set i 5 år. Vi gik på samme uddannelse, og har forsøgt at holde kontakten. Det er dog gledet ud i sandet.

Jeg er mor og har et liv fuld af pligter den vej, men jeg SAVNER kontakt til hende, jeg var så tæt med mens vi studerede. Hun har ikke børn (endnu), og jeg har aldrig mødt hendes kæreste. Kan jeg invitere mig selv forbi - eller er det no go, efter så lang tid? Vi kunne også tage ud og drikke en kop kaffe på espresso house, men det bliver bare lidt overfladisk synes jeg.

Vh.

Jeg tænker tit på, at der er så mange mennesker, der stadig fodrer ænder i søer og parker og lignende. Jeg tænker, det må være fordi, de ikke er klar over, at det skader både ænderne og økosystemet i søen. Jeg tror, de gør det i den bedste dyrekærlige mening.

Ville I kommentere på det, hvis I så nogen stå med deres børn og give ænderne en pakke toastbrød? Jeg tænker, de jo nok gerne vil vide, at dyrene har det meget bedre uden, men det kan jo også virke ret emsigt at komme der med sin pegefinger, uanset hvor venligt man end forklarer det.

Hej alle i søde mennesker.

Jeg er lidt langt nede her til aften og trænger til noget at grine af.

Har i mon nogle sjove mad kombinationer, som i godt kan lide, men som andre synes er klamme eller underlige?

Jeg har selv nogle eksempler:

1. Leverpostej og remoulade.
2. Leverpostej og karrysild.
3. Hotdogs med rejesalat eller kartoffelmos.

Da min søster gik i børnehave, klappede hun hendes 2 mader sammen, så hun hurtigt kunne lege videre. Det var leverpostej og lys pålægschokolade. Jeg kan ikke engang spise de 2 ting lige efter hinanden, uden at have skyllet munden først.

Og hvis min forlovedes mormor skal spise sandkage, skal det helst være på et tørt stykke hvidt brød, med smør på.

Umiddelbart, kan jeg ikke lige finde på flere eksempler, men håber at i har nogle gode nogle, så vi kan få spredt lidt glæde over ikke at være alene om underlige mad kombinationer.

Hej med jer

Jeg var til tandlægen i fredags, hvor jeg fik hevet min visdomstand i overmunden ud. Ganske ukompliceret. Det tog kun få minutter, da vi først gik i gang. Jeg fik lige kigget på regningen: 2000 kr - operativ fjernelse af tand + bedøvelse.

Det synes jeg er lidt underligt, da jeg bare fik trukket min tand ud.

Er det normalt?